Mens det sker

”Du har taget alt fra mig,” siger Job til Gud, og Gud svarer, at han har givet ham alt.

”Men du har taget det igen,” siger Job.

”Men jeg gav dig det,” siger Gud

”Nu har jeg ingenting, ” siger Job.

”Du har mig,” siger Gud.

Og så siger han, at han er Skaberen, og at han kan give og tage, som han vil.

Fordi han er Skaberen.

Hvad er det for en argumentation?

Hvor er Gud i lidelsen?

Elsker han os virkelig? Og hvis han gør, hvad er det så for en kærlighed?

Åh … hvis det er kærlighed …

Min mand går for hver dag længere og længere ind i mørket, og jeg ved ikke, om jeg kan følge med. Endnu kan jeg. Men jeg gruer. Der kommer en dag.

I mere end en menneskealder har vi fulgtes ad. Ikke til alt, men til det meste.

Jeg vil ikke slippe ham nu.

Men jeg er ikke Gud, og måske kan jeg ikke følge med hele vejen.

En trøst: Kærligheden er intakt. Ikke den kærlighed, der ligner det onde og pisker os til kamp mod ”de andre.”

Kærligheden, som jeg forstår den: blid og øm og fuld af omsorg.

Efter at Hans havde boet hos os i juleferien, var han rejst. Han har jo kone og børn i Give. Han skulle jo hjem. Og den første morgen efter peger Ole bekymret på den stol, hvor han havde siddet.

”Hvor er ham, der plejer at sidde der?”

Og mig: ”Ja, hvem er det, der plejer at sidde der?”

”Det ved jeg ikke.” Og jeg kan se angsten i hans øjne.

”Hvad hedder han?” siger jeg. Leger jeg Gud nu?

”Det ved jeg ikke,” siger han igen.

”Han hedder Hans,” siger jeg.

”Åh …,” Og meget forsigtigt og håbefuldt: ”er han vores søn?”

Selvfølgelig kan jeg følge med. Jeg kender mørket. Det kan jeg godt være i.

Vi to.