KÆRLIGHED

Et misbrugt ord. Fædrelandskærlighed. Værre endnu. For tiden svinger den sin pisk over vore hoveder. Vi dukker os, men vi rammes.

Fædrelandskærlighed. En hårdtslående kærlighed.

Da jeg var meget ung troede jeg på en bedre verden. Ikke på et bedre fædreland.

En kort perioden var jeg interesseret ( gik til møder) i en bevægelse, der hed Én Verden, og som ikke eksisterer i dag. Aage Berthelsen hed stifteren, og jeg husker, at Piet Hein var medlem.

Målsætningen har jeg næsten glemt, men nu har jeg googlet den. Den lyder:

Foreningens formål var at virke for tilstande, der umuliggør krig ud fra den opfattelse, at FN skal omdannes til en demokratisk centralstyrelse (verdensregering) for alle jordens lande. En omdannelse af FN vil føre til a: afskaffelse af alle nationale militærstyrker. b: oprettelse af en international politistyrke og c: oprettelse af en planøkonomi i det omfang, det er påkrævet for at udjævne økonomiske modsætninger mellem staterne.
Een verden udgav tidsskriftet Een verden og vi. ( Det danske Fredsakademi)

Hvor var vi naive dengang!!! Men hvor vi drømte!!! Og ind imellem troede. Troede vi (jeg) virkelig på en verdensregering – det er jo en slags mareridt.

Men fædrelandskærlig – nej, jeg vil nøjes med at være kærlig.

Fædreland. Mit. Ja, sådan et har jeg ligesom alle andre mennesker på denne plagede jord, og vist er jeg ligesom alle de andre milliarder af individer overbevist om, at lige mit fædreland er bedre end alle de andres fædrelande.

Alle er vi parate til at myrde løs for fædrelandet. Eller er vi?