Endeligt

På fransk ”à la fin.” ”A” betyder ”ved.”  ”La fin” betyder slutningen.

Fini. Det betyder slut.

Så er der ikke mere.

Der er altid noget, der er slut.

Nu er det slut med det fråseri.

Nu er det slut med alt det pjat.

Nu er det slut med at sove længe.

Nu er det slut med at spise slik.

Nu er det slut med min tålmodighed.

Og sådan sætter vi punktummer for alt muligt.

Punktum finale.

Somme tider er det lykkeligt. Jeg nænner f.eks. ikke skrive en roman, der ikke slutter lykkeligt.

Men der er slutninger som er ulykkelige: Slut med kærligheden. Det er ikke til at bære.

Slut med livet. Den slutning er det vanskeligt ikke at finde dybt ulykkelig, også selv om vi forsøger at bortforklare og formilde den med troen på, at den blev overvundet af Gud selv. Det er jo så aldeles ubegribeligt.

Det er en tro, som vi bider os fast i. Bider mærke i. En tro med blodige bidemærker.

Endeligt – dit og mit.

Jeg kom til at tænke på døden i dag, da jeg kørte hjem fra Randers. I Rema hilste jeg på en gammel elev, som nu var en gammel kone. Jeg kunne ikke genkende hende, men hun genkendte altså mig og kom hen og hilste høfligt på sin gamle lærerinde. ”For hundrede år siden,” sagde hun, og vi smilede til hinanden. ”Ja, vi er blevet gamle,” sagde jeg. Det overhørte hun.

Men nu til noget helt andet, som er det samme:

Selv om døden ifølge vores religion er overvundet, så er livet det ikke endnu. Og jeg elsker hvert øjeblik af det fucking liv. For nu at sige det på nydansk. Og jeg gider godt at blive her ikke så lidt længere end kun en stakket tid.

Lige nu giver forfatteren Louise Juhl Dalsgaard mig livsvitaminer via sin roman ”at tælle til lilla”.

Hold da op! Hvis jeg kunne skrive så smukt, så sad jeg her ved tastaturet ikke så lidt længere end blot en stakket tid.

Hende vender jeg tilbage til.

Lige nu vil jeg citere et afsnit fra Leo Tolstojs Anna Karenina

Tolstoj beskæftiger sig også med emnet. Og i det citerede afsnit er det en af bipersonerne godsejeren Levin, der pludselig ( pludseligt, fordi han opsøges af sin terminalt syge broder) indser det, som jeg selv indså som femårig. Levin er en ung mand i 30’erne:

… hans Tanker kredsede uafbrudt om én og samme Ting – Døden. Døden, den uundgaaelige Afslutning paa alt, hvad der lever og rører sig, stod for første Gang for ham i hele sin Vælde. Døden havde allerede Tag i hans Broder, som stønnende snart anraabte Gud, snart Djævelen! Døden havde ogsaa Tag i ham – selv om ikke i Dag eller i Morgen, saa dog om nogle Aar. Kunde det saa ikke alt sammen være ligegyldigt? Men hvad er denne uundgaaelige Død? – Det vidste han ikke, han havde aldrig tænkt over det og vovede det heller ikke nu. “Jeg arbejder, jeg forfølger et Maal, men jeg har glemt, at det alt sammen har en Ende – Døden!”  ( Citat side 350, udg. København 1910)

Og det er jo det vi gør, når vi ikke anråber Gud ( eller Djævelen). Vi kaster os over arbejdet. Beskæftiger os med noget, der kræver hele vores opmærksomhed og afleder således tankerne fra det væsentligste af alt: at vi skal dø.

Den franske filosof Pascal (1623 -1662) kaldte det “distractions” – = vore afledningsmanøvrer.

Forfatteren Christian Ditlev Jensen vil om kort tid i Danmarks Radio være at finde med en række udsendelser, der kommer til at handle om døden – Ditlev og Døden – det ser jeg frem til.

Jeg gider ikke lade mig distrahere.