Jeg er listet ind på min blog, og det skulle jeg måske ikke gøre lige i dag, men nu sidder jeg her altså, og skærmen lyser hvidt. Cursoren blinker, og så er det med at komme i gang med skriveriet. Jeg glæder mig allerede, har været et smut på sygehuset i Randers. Ikke noget at skrive om, bare lidt småkorrektioner af corpus erectus. Nej, undskyld, nu skulle jeg lige blære jeg mig med det latinske. Men altså, alt i skønneste orden, og jeg gik oprejst ( som sagt) derfra og fik slet ingen parkeringsbøde denne gang – herligt! Men jo ikke noget at skrive om. Alligevel. Virkeligheden smiler i al sin smålighed, og nu vil jeg gøre gengæld ved at skrive løst og fast om, hvad der falder mig i pennen. Hyggeskrivning. Hvor dansk.

Men hvad er nu det! En skurren! Som bliver til en stemme. Åh den kender jeg. Det er Keld, der kalder.

Jeg kan jo bare slukke computeren, og så kan han gale i mørket.

Men nej, man lukker ikke for sit smertensbarn. Altså må jeg lægge øre til hans snak. Hvad siger han, åh, nu hører jeg ham helt tydeligt:  

Kjeld: Hej! Hallo! Hallo! Hallo! Hvor er du? Gemmer du dig, eller hvad? Er du gået i stå?

Mig: Gået i hvad? Stå?

Kjeld: Ja. Har du rent glemt mig? Jeg hedder Kjeld! Eller Keld, jeg ved snart ikke.

Mig: Hold nu op! Jeg har andet at tænke på.

Kjeld: Hvad?

Mig: Virkeligheden.

Kjeld: Virkeligheden er fiktion.

Mig: Hvad?

Kjeld: Du hørte det godt. Og inderst inde ved du det udmærket. Virkeligheden findes ikke.

Mig: Hold nu op! Det er dig, der ikke findes.

Kjeld: Hvis jeg ikke findes, er det din skyld. Og det finder jeg mig ikke i.

Mig: Det finder vi ud af.

Kjeld: Gør vi?

Mig: Ja.

Kjeld: Så skal jeg altså bare vente.

Mig: Ja.

Kjeld: Mens du fjoller derudaf med dine lommefilosofiske betragtninger om alt muligt andet end mig og mit liv, som da ellers efter sigende lå dig på sinde.

Mig: Ja.

Kjeld: Godt. Så venter jeg. Men du hører fra mig.

Mig: Tak.