For få dage siden døde Jørgen Leth. For fem år siden besøgte journalisten Stephanie Surrugue ham for sammen med ham at konstruere en slags nekrolog ante mortem. Meget besynderlig ide. Og vellykket. I dag hørte jeg en potkast om det interview, som hun lavede hos ham i forbindelse med omtalte nekrolog. Og det var højst tankevækkende. For mig. Og skræmmende – for jeg forstod ham jo alt for godt.
Da han i sin tid udgav bogen ”Det uperfekte menneske”, var jeg en af de mange, der forsvarede ham, da en shitstorm ramte ham. Han valgte et liv, som af mange (familie, venner) kunne opfattes som egocentrisk ( det udtryk bruges ikke i udsendelsen, det er mit udtryk) – han ville nemlig hele livet gribe alle de muligheder, der åbnede sig for ham, og det gjorde han. Og han brugte sit levede liv til at skabe levende kunst.
Hans liv blev kunst. Han kunne ikke begge dele: ikke både være almindelig borger med familieforpligtelser og nærvær og samtidig en skabende kunstner. Han måtte bruge al sin energi, hele sin kraft og sit store talent til at skabe.
Så blev han jo en slags Vorherre i eget liv. Det har sin pris.
Han fik aldrig et rigtigt ”hjem” – han var hjemme i sin kunst.
Han blev spurgt, om han fortrød. Det syntes han ikke. Men han var klar over, at nogen af dem, han holdt af, havde ment og måske med god grund, at han havde svigtet dem. I ”En vej ud af tågen” skriver sønnen Kristian Leth om det smertelige ved at have en fjern far.
Nu har jeg ikke hans talent. Og jeg har slet ikke modet til at gribe øjeblikket og forvandle det til kunst. Jeg må gå en helt anden vej, og den sander ofte til, det har jeg set så tit. Og det, der var en mulighed, er ofte endt som en forspildt chance. Og det er godt nok.
Tanken om døden er også nærværende for mig lige nu. Både fordi jeg mister venner i disse år, men også fordi jeg selv står på tærsklen og alligevel klamrer mig til dørkarmen.
Én sommer mere, please – så skal jeg nok træde over. Men lad mig lige leve dette efterår med. Dette smukke efterår. Og gerne vinteren også. Sne og kulde, det gør ingenting. Og lad mig for Din skyld opleve endnu et forår.