Clement Kjersgård bliver i anledning af sin 50 års fødselsdag interviewet i Kristelig Dagblad i dag. Han slutter med disse ord:

”For lidt mere end 100 år siden blev magthaverne i deres arrogance overrasket over Første Verdenskrig, fordi den slet ikke udviklede sig, som de havde forestillet sig. Kun 15 år senere blev man igen chokeret, da Europa med en sær tragisk uafvendelighed bevægede sig i retning af en ny verdenskrig. Nu må vi efterhånden spørge: Begynder dette århundrede at ligne en genudsendelse af det, vi lige har forladt?”

Kjersgård er en klog mand. Og han er velorienteret – en journalist, der kan sit pensum, som er verdens tilstand. Derfor gør hans tanker om fremtiden også indtryk. Også fordi jeg selv helt uden hans all-round-viden ser med den samme ængstelse på det politiske spil, som vi vikles ind i for tiden. Vi er f.eks. ved at overgå fra at have et forsvarsministerium til at have et angrebsministerium – et krigsministerium, som det hed i gamle dage.

Noget af det, der virkelig ængster mig, er ikke blot den totale oprustning, det er også den helt ubegribelige mangel på afsky over for de ”ting” vi nu skal producere – man sporer nærmest en stolthed og en glæde hos de politikere, der beslutter sig for stærkere og stærkere dræbermaskiner. Jeg kan godt følge den tankegang, at vi skal forsvare os, og det kan vi ikke med de bare næver, for verden er blevet ond og truende. Og det er den bl.a., fordi det er folk, som Putin og Trump, der har den største magt over den, og begge har våben, der kan ødelægge alt på et splitsekund. Og Putin vil (måske) gøre det, hvis han bliver truet nok, og Trump vil (måske) gøre det, fordi hans religion fortæller ham, at jordens undergang alligevel er gudsbestemt og spået i Johannes Åbenbaring og bare skal hjælpes lidt på vej.

Der er grund nok til vore søvnløse nætter.

Lige nu synes jeg, at det er næsten umuligt at tro på en lys fremtid for vores børn. Men jeg tror på Gud ( ikke i Trumps udgave) og jeg beder til ham hver dag. Det gør millioner af andre også. Han må vel høre nogle af os!

Jeg beder også for min syge veninde.

Jeg kan ikke finde ret mange andre veje end bønnens. Og så vil jeg alligevel blive ved med at leve, som om jeg med min lille bitte stemme også kan være med til at skubbe til dem, der bestemmer.