DE BEDSTE AF ALLE VERDNER

Mens jeg endnu lever, og inden jeg bliver en askepot, vil jeg sige et par ord om ”de bedste af alle verdner.”

”Den bedste af alle verdner”

Det er kendt frase. Måske bedst kendt fra filosoffen Leibniz’ værk: ”Essais de Théodicée (1710). I romanen “Candide” (1759) ironiserer en anden filosof, nemlig Voltaire, over kollegaens udsagn om, at denne verden skulle være den bedste af alle. Mens Leibniz beviser tesens sandhed i sin afhandling med sine argumenter, så beviser helten Candide dens falskhed med sit liv.

For mig er det kommet dertil, at jeg om ikke dagligt, så dog stadig oftere tager livet op til revision, for nu at udtrykke det med endnu en frase.

En cliche ligefrem.

Kun Brorson kunne sige den slags selvfølgeligheder uden mindste anstrøg af cliche. Et eksempel er første vers i salmen ”Kom hjerte, tag dit regnebræt”

Et levende menneskehjerte og et død regnebræt. Nej, de to fænomener kan man ikke sammenstille. Hjerte rimer på smerte, ikke på regnebræt. Men det kan Brorson gøre og dermed skyder han hul på clicheen.

Men jeg vil lade Brorson ligge. Eller rettere: jeg vil sætte ham ind i den sammenhæng, hvor han hører hjemme – nemlig i selskab med de største digtere. Dem, der har skabt ”de bedste af alle verdner” – ja, og nu sætter jeg frasen i flertal, for der er tale om en uendelig række af mere eller mindre fuldendte verdner.

De gode bøger. Det er dem, jeg vil give et ord med på vejen.

Den store litteratur og al den skønhed, den har frembragt og tilført vort liv og gavmildt har åbenbaret for alle de øjne, der vil åbne sig og se det. I modsætning til anden kunst skal man læse for at få del i glæden: Indholdet skal tilegnes ord for ord. Billederne kommer så af sig selv, mens man læser. På den måde er litteratur også billedkunst, og hvis det er rigtig godt, er det også musik.

Litteraturen er kort sagt den kunstart, der favner alle de andre.

Jeg har læst mit hele liv og skrevet mit halve liv, og i perioder, hvor min verden lignede et skibbrud, så var bøgerne der, altid ved hånden, og i søvnløse nætter blev kunsten den redningsplanke, jeg kunne gribe efter og som kunne holde mig flydende.  

Ikke at mit liv har været en farefuld sejlads, tværtimod, jeg har for det meste sejlet i rolige farvande og i stille vejr. Kun nu og da lidt uvejr, og det er sandt, at jeg red stormen af med digte og romaner og andet godt fra det uendelige og uendeligt smukke univers, der findes i fiktionen, når den er bedst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *