En lille opsummering af dagens læsning ( Det danske Landbrugs Historie, reg. af Claus Bjørn):
Kelds tid er en brydningstid på alle måder: åndshistorisk ( kristendommens sejr over asatroen), nationalt ( landet konsolideres som kongedømme) og produktionsmæssigt ( skove ryddes, nyt land dyrkes)
Det er det sidste, jeg kort vil ridse op i det følgende.
Landbruget gennemgår en voldsom udvikling i senmiddelalderen, det er, som om al den energi og styrke, der har været brugt på erobringstogter og kolonisering, nu anvendes på at dyrke jorden og avle så meget som muligt. Og det blev muligt netop nu: togterne rundt om i Europa havde bragt velstand med sig, og en af de vigtigste tilskud til landet var trællene. Det gav den nødvendige arbejdskraft til den skovrydning, som måtte foretages for at få gang i et større agerbrug, og dertil kom den teknologiske udvikling, vigtigst var opfindelsen af hjulploven, der erstattede arden, og som gjorde det muligt at vende jorden og gøde den samtidig og at dræne fugtige områder.
Trællene, ja, de lå nederst i samfundspyramiden. Omtrent samme status havde tyendet. Trællene var ufrie på papiret, der var tyendet frit, men ikke mere end at bonden ejede deres arbejdskraft og havde revselsesret over dem. Det havde han også over kvinder og børn.
Næsten ligeså langt nede på ranglisten var fledføringer. En slags aftægtsfolk, som bonden bespiste, men som havde mistet enhver myndighed.
Af bønder var der mange slags: “landboere” =selvejende bønder og fæstebønder – “brydere” = godsbestyrere ( forvaltere) adelbønder ( herremænd)
Ledingspligtige bønder betalte ledingsafgift og måtte efter tur møde i ledningshæren ( kongens hær) – mere frie var de altså ikke.
Landboforholdene i 1100 – 1200 tallet fortæller om voksende velstand – i al fald hos jordejerne.
Der var tale om stor omstrukturering: skovrydning – stenrydning – opdyrkning
Det var før pestens tid, og selv om vikingetogterne var slut, så var der ledingstogterne med stort udbytte og erobring af nyt land ( Nordalbingen – Venden – Pommeren.)