Vist gør jeg da det. Anerkender jer. Og at I klynker. Jeg tænker på alle I unge forfattere, som lige nu skriver om ”Underdanmark” ud fra egne erfaringer, og som synes, at I må gøre det, fordi I mener, at det ikke er gjort før. I al fald ikke fra dem, der selv har levet deres barndom i ”Underdanmark” – .

Det er så ikke helt rigtigt, for f.eks. Hans Kirke og Martin Andersen Nexø skrev på livet løs om netop den del af samfundet. Og tidligere endnu skrev f.eks. Aakjær og Johan Skjoldborg om det fattige landproletariat, og i al fald de to sidstnævnte havde selv trådt deres tyndslidte træsko i det miljø, de beskrev. De vidste, hvad de skrev om.

Så kom velfærdssamfundet, og i min opvækst fik vi lært, at klasseforskelle var noget, der fandtes i England, og fattigdom var noget, der kun hærgede i de såkaldte underudviklede lande. Og det troede vi så. Vi var lige, alle vi andre. Mente vi. Og jeg voksede op i den tro, at vi var ligestillede, for det var jo en grundlovsfæstet ret, men hvad vi ikke lærte var, at vi ikke var lige stillede.

Det er en af de mest markante litterære trends nu. At vise det. At vi ikke er lige stillede. At nogen vokser op og får det hele forærende, mens andre er børn af familier, hver forældrene drikker, hvor vold er dagligdag, og hver fattigdommen er synlig for enhver.

Det vidste vi ikke så meget om. Vi tænkte, at hvis arbejderbørn var begavede, så kom de frem i skolesystemet, der var gearet til alle (folkets skole),  og de kunne bryde mønsteret uden hjælp af andet end deres egen drift og evne. Nå ja, det var så allerede en begrænsning.

Men nu skriver Thomas Korsgaard og Glenn Bech og Edouard Louis fortællinger om en opvækst, som vi ikke anede, eller måske netop blot anede, eksisterede. Og de klynker godt nok, synes jeg. Jamrer over ikke at være blevet set, elsket og taget hånd om. De er alle tre nærmest mirakuløst undsluppet voldens og fattigdommens spiral.

Når jeg har den kontroversielle overskrift på mit indlæg, så er det ikke, fordi jeg ikke synes, at det er fint, at de brøler fra dybet, de unge forsømte, og det er godt, at vi hører dem, eller rettere, at dem, der (stadig) er den litterære magtelite hører dem og hjælper dem til at publicere og til at promovere og til at proklamere og kort sagt til at komme videre.

Nu snakker vi litteratur. Og der er det vigtigste af alt  TALENTET – kan man ikke skrive, så det fænger, så kan man ikke skrive, og så er det ikke på den bane, man skal løbe sine sejre hjem.

Men de tre kan alle skrive.

De har noget at skrive om, og de kan skrive. Altså held og lykke til dem!

Men jeg synes, det ville klæde dem, hvis de klynkede mindre. Og nu vil jeg så skrive lidt om mig selv.

Min far var ordblind. For ham var skolen tærsk, for han var jo dum. Han blev født på en hedegård syd for Skagen, og han lærte aldrig at læse. Havde en overgang en lille hedelod, som han opdyrkede, så slog han sig ned som købmand i den lille by Hulsig, hvor der boede ganske få mennesker og i forvejen var en brugsforening.

Han giftede sig med brugsuddelerens datter. De flyttede til den lille fiskerby Strandby. Her voksede vi ( en børneflok på fem op) – Mor havde gået 7 år i skole, far sammenlagt 4 år, og han kunne knap nok læse, men klarede sig ved sin robusthed, sit gode humør, sin ukuelige vilje og sin gode forstand.

Det er mit bagland. Og jeg arvede min fars ordblindhed og havde det svært med skolen i de første mange år, men jeg havde også fået hans livsvilje, og jeg lærte, at jeg aldrig skulle klynke, men tro på, at jeg kunne det, jeg af alle kræfter ønskede. Jeg ønskede at gå i skole. Jeg ville så gerne lære læsningens kunst. Det gik godt nok på privatskolen, selv om jeg en overgang var ved at blive hældt ud og sendte til Ørnevejens ”hjælpeklasse” – far gik i brechen for mig og forsøgte ( til alt held) at overbevise rektor om, at hans datter ikke var dum  – jeg VILLE læse, og da jeg takket være en fremsynet pædagog fik flere års ordblindeundervisning, knækkede jeg koden og blev storlæser. Det var det, jeg ville. Læse.

Jeg kunne ikke komme på det kommunale gymnasium i Frederikshavn – for lavt gennemsnit – mine skriftlige karakterer var MEGET lave. Så fik far mig ind på TH Langs Gymnasium i Silkeborg. En dyr betalingsskole.

Det var frygteligt for mig at komme hjemmefra, men det var fantastisk klogt af far at sende mig hjemmefra. Her skete der så meget. En udvikling. Jeg fik efterhånden mere og mere styr på min læsning, og ja, kort sagt: jeg kan sige med Glenn Bech, at jeg fumlede mig frem, for jeg kendte ikke koderne. Men jeg kendte efterhånden bøgerne. Litteraturen blev min verden. Og den er jo åben for enhver, der kan læse. Og det kunne jeg efterhånden.

Mit liv blev læsning.

Men jeg tror aldrig, at jeg klynkede.

Jeg klynker heller ikke i dag, hvor jeg er 82 år og lever i en lille landsby sammen med min mand, som er den samme, jeg har delt seng og bord og børn med nu i snart 60 år. Hvorfor skulle jeg klynke? Jeg er omgivet af gode mennesker og en dejlig stor familie. Jeg er omgivet af kærlighed. Det har jeg været hele mit liv.

Så jeg vil med Møllehave skrotte ak ak ak to sige tak tak tak.