Jeg vil røgte det så godt, jeg kan? Skrev jeg virkelig det? Undskyld mig lige! For hvad er det nu for noget at skrive? Røgte?

Er jeg en dreng eller en gammel bondemand? Man kan jo få sine tvivl.

Lever jeg et virkeligt drengeliv i det Herrens År 2025? og er jeg selv virkelig, eller er jeg bare en stakkels overlever fra forrige eller næstforrige århundrede, som en eller anden fantast har iklædt drengetøj og løbesko?

Man kunne jo tro, at jeg var taget lige ud af en novelle af Jeppe Aakjær. En af dem, der handler om røgterdrenge. Og Aakjær, tænker du og synes måske, at det håbløst at hænge på, men nej, bare rolig. For Aakjær kender jeg. Jeg har en dansklærer, der mener, at det er vigtigt, at vi læser de gamle tekster, som får de fleste i min alder til at lukke af. Men ikke mig, jeg lukker tværtimod op og lader de gamle ord åbne mine øjne for det, der var engang.  

Så blev du så klog. Og jeg blev selv lidt klogere på, hvem jeg er.

Jeg er en dreng, der kan lide at læse. Og så er jeg en dreng, der ikke ligner alle de andre drenge i klassen eller for den sags skyld de helt almindelige drenge i 2025Danmark.

For resten er der ingen, heller ikke drenge, der gider være almindelige i dag. Det er så megaalmindeligt ikke at ville være almindelig.

Jeg tror alligevel, at jeg er ikke-almindelig på en ualmindelig måde.

Men nok om det. Vi må have lidt mere styr på, hvem jeg er.

Jeg har en mor og en far. Far er en papfar, min mor er ikke af pap, men ind imellem knækker hun sammen så let, at man kunne tro, at hun var gjort af et stof, der er endnu skrøbeligere end pap. Far derimod burde kaldes en stålfar, men den slags fædre findes ikke i ordbogen, så vi lader ham leve videre som papfar. Så har jeg en papbror, som forsøger at ligne sin far og altså nærmere hører til under metal end under biomateriale. Sidst men ikke mindst ( jo, hun er mindst) har jeg en lillesøster, og hun er bare sød, og det er en styrke, tror jeg, for hun kan så let som ingenting bøje sin jernbror og sin stålfar.  

Det er min familie, men dem skal jeg ikke gøre så meget ud af, for de spiller ikke nogen særlig vigtig rolle i min fortælling, og nu bliver du nok nysgerrig, for hvordan kan ens nærmeste være fjerne i en fortælling om mig som centrum.

Tja, det kommer vi til. Lige nu lader vi min familie ligge og simre i egen ret. Nej, det var virkelig dumt sagt, men nu har jeg jo skrevet det, og jeg hader at slette. Altså bliver det stående.