Kjeld fra Ålum
Mig? Endnu ved jeg ikke så meget om mig selv, for jeg skal ikke bare ”finde mig selv” men også og især” opfinde mig selv.”
Synes du, det lyder sært eller måske ligefrem håbløst, så vent! Det bliver værre.
Jeg er en dreng. Så meget kan jeg sige allerede nu, og det er jo faktisk det vigtigste, som både du og jeg må holde fast i. Og jeg er teenager, så meget ved jeg også, men det er selvfølgelig et vidt begreb, for det er jo en strækning, man skal løbe på i årevis, og jeg ved endnu ikke, hvor langt jeg er nået lige der.
Jeg bor i Ålum. Bogen om mig hedder jo Kjeld fra Ålum. Der fik du så også mit navn. Men nu spørger du måske, hvad Ålum er? og det kan jeg svare dig ret præcist på, for selv om der er huller i min viden om mig selv og mine nærmeste, så behøver jeg ikke ”finde på”, når talen er om Ålum. Hvem jeg er, kan diskuteres og vil sikkert blive det i den nærmeste fremtid, men Ålum er præcis det, den ligner: en lille landsby med små 300 indbyggere fordelt på store og små huse. De fleste beboere er voksne. Så er der alle børnene. Små og store. Jeg hører til de store, men det ved du jo allerede.
Jeg er ret glad for at bo her. Det er ikke alle teenagere i Ålum, der synes det er megafedt. Der er ikke vildt mange steder at hænge ud her, og selv om man har en knallert og kan drøne væk og larme så højt, så de gamle koner slår kolbøtter, så er man jo det meste af tiden bundet til det lille sted her – et udsted. I gamle dage talte man om stavnsbånd, så galt er det ikke.
Vi er ikke så mange på min alder. Der er flere gamle koner end der er drenge, men det hænger nok sammen med, at de, konerne altså, synes at trives forbavsende godt her, og mange af dem bliver boende, selv om der hverken er brugs eller købmand eller læge eller apotek eller noget af alt det, gamle koner med alle deres skavanker ikke kan undvære. Det kan de så alligevel godt.
Men vi skal ikke snakke om koner, men om drenge. Om en bestemt dreng. Mig. Jeg slutter her, for det er faktisk et ret opslidende job, jeg har fået.
Jeg vil røgte det, så godt jeg kan, så du vil høre mere. Om mig og mit liv, for sådan et vil jeg få hen ad vejen – det kræver lidt tålmodighed, men det håber jeg på, at du har.