Jeg skrev om Halfdan Rasmussen i forrige indlæg, og ham bliver jeg aldrig træt af. Eller det blev jeg forleden, for hans digt om alderdom er dog så trist og forkølet, at jeg måtte gøre noget ved det. Så jeg skrev en række rettelser til digtet.

Nu ved jeg godt, at jeg slet ikke kan hamle det mindste op mod en af vore dygtigste digtere, men jeg kunne ikke lade være.

Så her er mit svar på hans pessimistiske betragtninger om det at blive gammel:

Grim er smerten
Når man er pivet,
Sølle bliver man
Og træt og tom.
Gal på verden
Skønt glad for livet
Går man ind i
Sin alderdom.

Alt for tidligt at gå i kloster.
Alt for silde
At gå amok
Når en fremtid
Er tyvekoster
Og ens fortid
Har kostet nok.

Livet sælger
På livets marked
Individer
Til nedsat pris.
Før man aner det
Får man sparket
Ind i tåbernes
Paradis.

Her bliv tiden
Til ventetider,
Her bliver urene
Sat i stå.
Om du brækker dig
Eller skider
Blæser alle
Guds engle på.

Du er anbragt
Blandt andet skrammel
Fjernt fra livet
Du drømte om.
Du er udslidt
Og du er gammel.
Du har fået din
Alder dom.

Og her kommer mit svar:

Tynd er huden
og man er gammel
ældre bliver man
For hver en dag.
Regn på ruden
Men vi er sammen
Derfor hejser vi
Glædens flag.

Alt for mange
går rundt og græder
Skønt der er blomster
I alle bed
Hør vore sange
Imens vi træder
glædesdansen
På lette fjed

Livet kommer
I lys og stråler
Varme og gode
Til ingen pris
Se det er sommer!
Ræk mig din hånd
Og vær min engel
I paradis

Nu er det tiden
Hvor vi skal standse
Nu er urene
sat i stå
nu vil vi danse
synge … og se!
alle Guds engle
vil juble og le

Vel er du anbragt
Blandt ting og skrammel
Fjernt fra dit unge
Og lette sind
Vist er du træt nu
Og du er gammel
Men du fik set
i himlene ind