”Kan du lide at læse?” siger hun.
Stemmen når mig fra et sted tæt ved den briks, hvor jeg forsøger at finde ro. Der er helt mørkt i det lille værelse, og vi skal forestille at sove nu. Puttet som små børn, tænker jeg og kryber sammen under dynen.
”Ja,” hvisker jeg og håber bare, at stemmen når helt over til pigen, som ligger i sengen over for min briks og som er fremmed og alligevel så nær. Der er helt stille en tid. Så har hun nok ikke hørt det. Og jeg tænker på, at hun er en pige, jeg ingenting kender til og som jeg skal bo sammen med i de næste tre år. Det kan jeg ikke.
Mørket har slugt os, og jeg kan ikke se hende, men jeg ved, hvordan hun ser ud, selv om jeg ikke kiggede rigtigt på hende, da vi gav hinanden hånd og sagde noget almindeligt, som man gør. Jeg ved, at hun er så meget smukkere end mig. Hendes hår er langt og gyldenbrunt ligesom øjnene, der smilede til mig, da vi stod der og holdt hinandens hænder. Hendes smil var så venligt og varmt, at jeg blev en smule mindre nervøs. Smilede jeg tilbage til hende? Det håber jeg. Jeg er sikker på, at mine øjne ikke gjorde.
Hun er mørkere end mig. Og hendes tøj er smartere end mit, det så jeg straks. Jeg har fået en ny nederdel med vidde og et strutskørt og en hvid bluse med blonder i halsen, og ingen af de andre piger havde den slags tøj på. En fiskerpige, der pynter sig. Det er mig.
Jeg blev standset for lidt siden, da jeg var på vej til badeværelset for at vaske mig. En lærerinde tårnede sig pludselig op foran mig i den snævre gang. Hvor kom hun fra? Hun strakte en arm frem, som om hun ville skubbe mig tilbage til værelset eller mane mig i jorden. Det ville hun sikkert, for samtidig sagde hun: ”Hvor skal du hen i den mundering?”
Mundering? Jeg så ned ad min natkjole. Den var da pæn og ny, måske lidt for kort. Mine lår er så tynde. Var det galt?
”Du har vel ikke tænkt dig at gå rundt på gangene i negligé?” Stemmen var hæs og uvenlig, og vidste jeg da ikke, fortsatte den, at man skulle være tækkeligt klædt, når man færdedes uden for værelsets fire vægge? Hvor var min kåbe? Min kåbe? Jeg stammede et svar. Jeg havde aldrig ejet sådan et klædningsstykke. Det havde ingen i min familie. Og sikkert ingen i hele Strandby.
Om eftermiddagen. Da Far og Mor sagde farvel. Og Fars stemme rystede, det hørte jeg da godt. Mors gjorde ikke. De omfavnede og kyssede mig i den smukke indgangshall, hvor Pestalozzi knejsede ubevægelig på sin søjle, mens han nedstirrede optrinet. Så vendte de sig lidt forlegent om mod lærerinden og trykkede hendes hånd, inden de skyndte sig ud gennem den store port, der knirkende faldt i efter dem.
Så var jeg ene med lærerinden. Hun trådte et skridt frem, og det forekom det mig, at Pestalozzi sukkede, da vi gik forbi ham og hen mod den brede trappe, hvor vi begyndte opstigningen, ikke side om side, hun forrest og med taktfaste fodtrin, og jeg forsøgtigt trippende bagefter. Jeg forsøgte at lade være med at se på den brede ryg. Kunne jeg gå med lukkede øjne?
Helt oppe under loftet fortsatte vi hen ad en lang, snæver gang, der kun var dårligt oplyst af nogle søvnige lamper. Foran en af dørene standsede hun.
”Så er vi her!” sagde hun og åbnede døren og puffede mig ind i et lille værelse, hvor flyttemanden allerede havde anbragt mine møbler.
Der var ikke mange, et chatol med skrivepult i teaktræ og en ditto skrivebordsstol og en såkaldt skibsbriks, der kunne bruges som sofa om dagen og slås ud til seng om natten. Møblerne stod langs væggen i den højre side af rummet. I den venstre side var et lignende møblement anbragt. Den anden pige var endnu ikke kommet.
Da lærerinden var gået ud, og jeg blev alene, listede jeg ud på badeværelset. Et flisebeklædt rum med 6 vaskekummer, en bruser bag et plastikforhæng og tre båse med toiletter. Jeg lukkede mig ind i en af båsende og græd.
Nu ligger vi i mørket. I mellem os er kun et par meter, og pigens stemme er så lys og klar, mens min egen kun er en svag hvisken, så måske hører hun mig slet ikke. Det gør ikke noget. Jeg vil ikke være her og ikke snakke med denne fremmede pige.
For nogle minutter siden blev lyset slukket af en lærerindehånd, og der blev sagt godnat i døren, inden den lempeligt blev lukket.
”Husk nu, at lyset skal slukkes præcis kl.10 og ikke et minut over! Og inden da skal I alle være vaskede, og værelset skal være ryddeligt.” Sådan lød det, da vi fik læst ordensreglerne højt, inden vi forlod opholdsstuen, hvor vi var blevet præsenteret for hinanden og for skolens rektor, Frk. Lang, og for vore lærerinder, dem, der fra nu af skulle holde timeligt opsyn med os og sørge for, at reglerne blev overholdt til punkt og prikke. Læsetid på værelset hver dag fra 16 til 18 og igen fra 19.30 til 21.00. Derefter mulighed for at drikke te og samtale på værelset. Efter teen afgang i små hold til badeværelset og efter aftentoilettet direkte i seng og intet lys og ingen lyde efter kl. 10.00. Rektor havde forsøgt at mildne ordene med et venligt smil, der ikke forlod hendes læber hele aftenen.
Min sovesofa er hård og smal, og jeg har ikke noget underlag, kun et tyndt lagen. Den fremmede pige er så tæt på, at jeg synes jeg kan høre hende ånde. Og nu er hun begyndt at sige noget til mig, selv om vi efter lidt småsnak har sagt godnat til hinanden og er krøbet under dynen.
”Ja,” siger jeg igen og denne gang lidt højere.
”Godt. Og hvad kan du så særlig godt lide at læse?” siger stemmen og lyder faktisk interesseret. Og jeg mærker en lille glæde spire frem og vil til at sige, at jeg er altædende, når det gælder bøger, men så tænker jeg, at det lyder for vulgært. Og for barnligt. Og jeg vil gerne virke voksen.
”Holberg,” siger jeg med et skud for hoften.
”Virkelig! men det er da sjovt, for ham holder jeg også rigtig meget af. Hvad kan du særlig godt lide hos ham.”
”Jeg har kun læst hans komedier,” siger jeg.
”Har han da skrevet andet?”
”Ok ja! eller, det tror jeg nok.”
”Godt for os, så har vi noget til gode. Han kan virkelig være morsom, synes du ikke?”
”Jo,” siger jeg. ”Jeg har set Jeppe på Bjerget med Osvald Helmut i hovedrollen.”
”Hvor er du heldig. Men hvilken af scenerne holder du så mest af?”
”Jeg elsker den, hvor Jeppe vågner i baronens seng.”
”Det gør jeg også. Man kan virkelig se det for sig, synes du ikke? Han aner ikke, hvor han befinder sig, og så pludselig vågner han op det smukkeste og fineste sted i verden.”
”Ja, for ham,” siger jeg.
”Ja, og hvad med os?”
”Os?”
”Ja, når vi vågner i morgen. Lige her!”
”Du milde himmel, ja!” siger jeg, ”det er ikke ligefrem i baronens seng, vel? Min briks er hård som en klippeblok.”
”Og min er et arvestykke fra min søster. Vi er sandelig havnet langt fra baronens fine slot.”
”Men tror du ikke, at vi alligevel forstår Jeppe, når vi vågner i morgen. Så uvant det hele er,” siger jeg.
”Ja, ved du hvad,” siger hun og begynder at le, som om synet af os to virkelig er morsomt, og lige med et kan vi begge to se det.
”Hjælp!” råber jeg, ”hvor er det dog, vi er havnet!
”I baronens seng!” råber pigen, og vi ler begge af fuld hals, og det skulle vi så ikke have gjort, for i det samme bliver døren revet op, og lyset tændt, og Frk. Markussen, som lærerinden hedder, og som vi endnu ikke er begyndt at kalde Musen, tordner ind på værelset.
”Hvad i al verden foregår der her!!!”
Vi bliver temmelig forskrækkede, men det er vel også meningen. Men pigen får hurtigt samling på sig selv, og høfligt og venligt beder hun frøkenen banke på, næste gang hun kommer ind til os.
”Men det glemte De måske bare,” siger hun.
”Nu skal du ikke være næsvis,” snerrer hun.
Så er der stille lidt, og vi sidder begge to op i sengene nu og stirrer lige på hende, men hun er ikke tilfreds endnu.
”Der skal være ro efter kl. 10,” siger hun.
Hun står midt på vores gulv og fylder godt i det lille kammer, og nu ser hun lidt mildere ud, og jeg synes, hun kigger så underligt på os.
”I ser jo ellers ud til at være søde piger. Men jeg må vide, hvad I snakkede om, det er min pligt.”
”Vi var i gang med at foretage en litterær analyse, da De pludselig afbrød os,” siger pigen helt roligt.
”En hvad for noget?”
”En analyse,” siger jeg, ”vi var i færd med at afdække kvaliteterne i et af den danske litteraturs klassiske hovedværker.”
”Ja,” siger pigen, ”vi talte faktisk om Holberg.”
”Nej, I gjorde ej! I grinede!” hvæser frøkenen.
”Synes De da ikke, at han er morsom?” siger en af os, men nu har hun fået nok af os og bakker ud af værelset.
Så er vi alene. I mørket. Igen. Og vi ler ikke mere, men nøjes med at fnise ned i dynen. Jeg falder i søvn med en god fornemmelse af, at jeg har været mere end heldig. Det skal nok gå.
Ovenstående er et foreløbigt punktum for den bog, som jeg har arbejdet på i nogen tid, og som jeg stadig vil forsøge at forbedre, indtil den en dag forekommer mig at være nogenlunde tilforladelig.
Lad os bare kalde det sådan: tilforladelig.
Og det er den langtfra endnu. Jeg forestiller mig, at jeg vil pusle og forbedre teksten i lang tid frem.
Lige nu er det nærmest mareridtsagtigt at tænke på at udgive en bog, og det er ikke så sært, tænker de, der kender mig godt nok. Det er en proces, der kræver et andet nervesystem end mit.
Og en bog, der handler om mig selv, er det da helt umuligt at sende ud i verden.
Et lille NB: Jeg har sendt ovenstående til pigen, som jeg boede på værelse med, og hun kan også godt huske den aften, selv om hun ikke mener, at vi var helt så modige i vores samtale med den strenge lærerinde. Og så tilføjer hun: det er heller ingen, der vil tro, at det er sandt. Men jo, det var det faktisk. Og jeg var heldig.