Jeg har sunget den sang med tårer i øjnene, og jeg ved, at jeg vil gøre det igen. Hvert år d. fjerde maj. Og vist elsker jeg mit fædreland og mit modersmål – mit moderland og mit fadersprog. Men det forhindrer mig ikke i at tænke. Og lige det der med at gå i krig for landet og kæmpe på Ærens Mark placerer os altså noget nærmere de aber, vi stammer fra end jeg bryder mig om.

Det vil enhver primalforsker give mig ret i. En chimpanseflok, som splittes op og bliver til to grupper, går gladeligt i gang med at dræbe hinanden, selv dem, der tidligere stod dem nær og som de før har nusset og kærtegnet, slår de nu ihjel. For nu har de hvert sit territorium, og så må de i krig.

Og sådan bliver vi også, når vi går i krig. Som chimpanserne. Så dræber vi vore brødre og søstre. Det kan ikke siges mere præcist.

Mine svigerforældre blev under krigen smidt ud af deres hus, en tjenestebolig, og huset blev overtaget af tyskerne, mens familien måtte flytte ud i laden (stalden) – men min svigermor har fortalt mig, at de unge tyske soldater kom ud til hende og fortalte hende om deres længsel efter at komme hjem til deres familie. Og at hun trøstede dem. Hun så ikke fjenden, men medmennesket.

Det er altid ganske almindelige mennesker, der sendes i krig. Af magtmennesker: – Putin – Hitler – Mussolini – Trump – Netanyahu – listen er lang …

Og sådan har det altid været.

Igen vil jeg citere et par strofer af Halfdan Rasmussen:

Jeg drømte ungdom stærk og fri./ Jeg drømte frihed skøn og stor./ Men bag min drøm stod jeg og vi/ parat til brodermord.

Vi går i flok bag hver sit flag./ vi slås for hver sin tro./ Vi går mod fælles nederlag/ og lader hadet gro.

Jeg er din fjende! Du er min!/ skønt vi har samme vej at gå,/ forkaster du min tro for din,/ som dør bag bolt og slå.

Min hånd som din: parat til død!/ Og hjertets frygt blir håndens mod./ Så hærger vi hinandens kød/ med angstens ild og blod.