DET VI ELSKER

Nu skrev jeg ikke DEN men DET. Og det er selvfølgelig en tilsnigelse, for jeg elsker ikke min kompost sådan for alvor, og om den skulle jeg vel i grunden også skrive DEN – for kompost er jo fælleskøn og bunke er fælleskon. Og for resten slet ikke køn. Så den burde have været intetkøn. Men jeg elsker den, på den underfulde måde, der er så helt anderledes end kærligheden til et menneske, for ikke at sige til menneskene.

Kompostbunken er ikke min elskede. Men da min elskede var mest udsat og jeg med ham og jeg troede, at jeg skulle miste ham, så var det, at jeg pludselig følte en uventet trøst. Over at livet alligevel er i gang hele tiden. Det stopper ikke, heller ikke selv om hjertet holder op med at slå.

Det ligger der en stor trøst i. Og I tænker måske, i al fald dem, der kender mig, at jeg lige i den situation ville sætte al min lid Gud og bede til ham. Og ja, det gjorde jeg da også. Men jeg ved med usvigelig sikkerhed, at Gud måske nok hører alle vore bønner, men han bønhører lidt i flæng.

Da vi sad i ambulancen og kørte med udrykning til sygehuset, for at Ole kunne få blod, syntes jeg, at mit eget blod var holdt op med at rulle. Jeg var i chok. Og da ambulancen holdt foran sygehuset, greb lægen fat i mig og sagde, at jeg skulle vente nedenunder, mens de kørte Ole ja, jeg ved ikke hvorhen, og så tilføjede hun de ord, som jeg både opfattede og ikke helt forstod: ”hvis vi mister ham, vil du så, at vi skal genoplive ham?” Det kunne jeg ikke svare på.

Senere fik jeg at vide, at de på nettet havde fundet Oles ønske om ikke at blive genoplivet.

Jeg kan ikke huske, hvor længe jeg sad i det underlige venterum i sygehusets kælder. Der var kun i den lange tid mig og en kvinde, der kom for at hente en postpakke. Det var sygehusets posthus, jeg sad i.

De næste par dage i Skejby var meget mærkelige, og jeg følte mig næsten hele tiden skræmt, men Ole var kontaktbar, og efter nogle dage tog vi en taxa hjem.

Og nu kommer det særeste. Jeg havde en sætning i hovedet, som trøstede mig, som om Gud talte gennem den, og det lyder sikkert absurd for alle andre, men for mig var det helt ligetil. Min kompost. Der lå alle havens rødder og blev forvandlet til muld og liv.

B. S. Ingemann skriver i sine erindringer om en periode, hvor han var meget ulykkelig. Hans far var lige død, og Bernhard var kun en lille dreng. Men så tænkte ”jeg har min fugl.” Og den tanke klyngede han sig til og drak af den vin, som glæden kan give så ganske uventet.

Jeg har min fugl.

Jeg har min kompost.

Ingemann er en af vore største digtere. Hans billeder er lyriske og fulde af skønhed. Men jeg er prosaisk helt igennem, og det er nok kun mig, der kan se skønheden i en dynge kompost.

Herunder det nye årlige under – hvert forår er rig på løfter