Dette billede hang over Bedstemors seng. Jesus var Bedstemors bedste ven. Og i barndommen blev han min. Det var sådan, det måtte være. Bedstemor var den, man tyede til, når noget gjorde ondt. Så var hun der altid. Rolig og i godt selskab med Jesus himself. Og hun var aldrig i tvivl om, at han var nærværende. Det var han også for mig. Ligeså nærværende som den tykmælk, mor serverede hver dag.

Senere, langt senere, da jeg syntes, at Jesus var forsvundet ud af mit liv og hvor jeg kæmpede med at rense de sidste genstridige rester af ham væk fra mit sind – at blive fri – at være KUN mig selv – kunne jeg opleve, at han kom til mig i drømme som for at trodse mig i min kamp – udfordre mig, og så er det sære ved drømmen, at billederne af ham lignede det, Bedstemor havde hængende, og som jeg faldt i søvn til og vågnede op til de utallige nætter, hvor jeg sov i Bedstemors seng, favnet af hende og Jesus i harmonisk samklang.

Når han kom i mine drømme, forsøgte jeg ikke som Jakob i sin kamp mod Gud at tvinge ham til at velsigne mig. Nej tværtimod – Jeg var jo i færd med af alle kræfter at slippe af med ham – at slippe fri for ham – og velsignelsen anglede jeg ikke efter, for lige der, da mit unge blod rasede mod ham, ville jeg ikke velsignes.

Jeg ville være fri.

Senere, da jeg kastede mig ud i granskning af Gud og hans væsen, blev jeg bekræftet i min vantro af det meste af, hvad jeg læste. Især Nietzsche gav med stor overbevisning Gud dødsstødet, og jeg så ham falde. Og senere igen, da jeg læste romansk filologi, specialiserede jeg mig i oplysningsfilosoffernes litteratur. Fornuft. Sund fornuft viste med al tydelighed, at Gud var en opfindelse. At han ikke var Gud, men gud ligesom alle de andre guder, som menneskeheden gennem sin historie havde opfundet og lænet sig op ad i den evige angst for døden og ondskaben. Som et skrøbelighedens bolværk.

Og hun levede lykkeligt og frit til sine dages ende.

Ja, og enden er nær, når man har passeret de 80. Og ja, jeg er faktisk ret lykkelig ind i mellem. Som de fleste mennesker er det en stor del af tiden. Og ret ulykkelig ind i mellem.

Jeg tror, at jeg er lykkelig ind imellem, bl.a. fordi Jesus ikke slap sit tag i mig. Og nu lyder jeg som en slagen. Men det gør ikke noget. Årene som forsøgsvis ateist gav mig ingen glæde, men en stor tomhed, og lidt efter lidt gik det op for mig, at det var, fordi fornuften ikke giver det mindste håb. Og uden håb er der intet liv.

Så nu vil jeg citere Paulus: „Tro er fast tillid til det, der håbes på og overbevisning om det, der ikke kan ses.‟

Og det ville rationalisterne jo blæse på. Men det vil jeg tro på.

Jeg blev glad for at læse Andreas og Sune Æbeløs bog „De fortabte sønner.‟ Her fortæller de om smerten ved som homoseksuelle at vokse op i et miljø, som fordømmer den form for seksualitet. Det kender jeg jo ikke til, men jeg kender skammen. Også de gør op med kristendommen og vender den ryggen i vrede, men de vender tilbage. Et tilbagetog, som jeg genkender. Og nu vil jeg citere et sted fra bogen. Her er det Sune:

„Det kristne evangelium er min kulturkreds og mit slægts bedste bud på, hvad det åndelige er, hvad meningen med livet er, hvem Gud er. Nådens, tilgivelsens og kærlighedens gud. De bibelske tekster, som har holdt gennem tusinder af år, fortæller om de store og evige ting på en måde, som rammer de dybeste strenge i mig. Vores land og vores vestlige civilisation er med succes bygget på den kristne tro, selv den argeste danske hedning er gennemsyret af kristendom i al sin tænkning og væren, og jeg har til gode at møde en alternativ fortælling, som bedre sætter mig i relation til både Gud, mennesker og universet.‟ ( s. 258)