Alzheimers er en underlig sygdom, og det, der viser sig i udtryk og adfærd, adskiller sig i høj grad for det kliniske billede, som forskerne sidder og stirrer sig blinde på.

Et eksempel:

Vi var hos psykiateren i Skejby. Han snakkede. Vi lyttede. Det er 6 år siden. Vi havde lige fået diagnosen. Vi var målløse, som man er, når man lige har fået en grim diagnosen. Psykiateren snakkede. Han snakkede så dumt, og jeg husker, at han gjorde lidt nar af mig, fordi jeg sagde noget om, at Ole var kvik nok i hovedet. Det lo han nærmest af, og så sagde han med hån i stemmen, at han havde hørt en kone til en af hans patienter sige, at hendes syge mand huskede bedre end hun … Ha ha ha …

Hvor var den læge dum.

Jeg ved helt sikkert, at den kone sagde sandheden. Hun har oplevet gang på gang, at hendes alzheimerssyge mand huskede bedre end hun.

Det har jeg også oplevet. Gang på gang. Når vi løser vore daglige kryds-og tværsopgaver, så sker det ret ofte, at Ole er kvikkere end mig. At han fanger det rigtige ord før mig.

Og samtidig – Og det viser jo kun, hvilken underlig sygdom alzheimers er – Samtidig kan han glemme de mest nære ting. I dag kunne han f.eks. ikke huske, hvad hans søskende hed, eller hvor mange de var. Vi repeterede dem, men navnene sagde ham ingenting og han kunne ikke se dem for sig. Jeg fandt nogle billeder, og så genkendte han dem lidt tøvende. Men navnene var væk. Jeg ved, at han kan huske sine egne børn, men nu blev jeg alligevel nysgerrig og spurgte ham: Hvad hedder dine børn? Og så var han helt fortabt. Andreas? spurgte han usikkert. Nej, ikke dit barnebarn, dine sønner og din datter. Det ved jeg ikke, sagde han og så trist ud.

Han ved ikke mere, hvad de hedder, men han ved, hvem de er, når han ser dem. Både i virkeligheden og på billederne.

Billeder betyder pludselig rigtig meget.

Og selv om han ikke kan svare på, hvor mange børn, han har, så er han på utrolig mange måder den samme som altid. Lidt blidere og lidt forsigtigere. Men den samme. Han er sig.

Men jeg kan ikke sende ham ud til containeren med en affaldspose. Halvvejs nede har han glemt, hvad kan skulle, og så finder jeg posen ved kælderdøren, næste gang jeg går i kælderen.  Og han vil gerne hjælpe med at dække bord, men det er umuligt for ham at finde gafler, knive, tallerkner osv … jeg må give ham det i hånden, eller lukke skabe og skuffer op for ham og pege.

Det er så underligt.

Og samtidig er han så glad og afslappet i hverdagen, at jeg er fuld af beundring. Tænk, at kunne bære sin sygdom på den måde. Og jo, han ved godt, hvad han fejler.

Sådan ville jeg ikke være, hvis jeg blev dement. Du milde himmel, hvor ville jeg nødig være pårørende til mig, hvis jeg blev dement!!!

Han er ret fantastisk.

Sådan her så vi ud, da vi mødte hinanden i 1964 – ak hvor unge … og hvor er vi blevet gamle – men hvilken lykke få lov at blive det sammen.