For nogen tid siden bestemte jeg mig igen, igen, igen til at rydde op i mine ting. Syntes for jeg ved ikke hvilken gang, at jeg var ved at drukne i ting, der hober sig op alle vegne. Og det hjælper ikke på det, at vores ældste er flyttet til Danmark efter 6 år i Florida. : der er ting fra hans liv overalt.  Pumper, gasflasker, telte, kasser med dit og dat, vareprøver, møbler etc.

Faktisk har jeg gået rundt med denne fornemmelse tingsforstoppelse i mange år, jeg tror i hen ved tresindstyve, hvis jeg skal sætte et tal på. Og en dag gik jeg så vidt som til at betro min kære søn, hvordan det forholdt sig med mig og oversvømmelsen af unyttige og grimme ting.

”Jeg har fået nok,” sagde jeg, ”jeg vil bytte livet i mit store hus med alle rummene og alle tingene ud med et enkelt liv i en nonnecelle. Ikke som nonne, men omgivet af nøgne vægge og med et enkelt møblement.”

Det grinede han af.

Hørte i dag en podcast ”skønlitteratur”, hvor Nanna Mogensen interviewede digteren Madame Nielsen. Hende/ham har jeg ikke læst noget af, men jeg blev slået over en bemærkning, han kom med: at han ofte havde haft lyst til at flytte i kloster eller at komme i fængsel, for at få ro på og for at få tid til at skrive. Det slog mig, fordi jeg engang forfærdelig gerne ville have mere (meget mere) tid til at skrive, og min tilværelse (især dengang) var absolut skrabet på tid. Og ro var der ikke meget af. Og så var det, at jeg sagde til Ole, at jeg nok i nær fremtid ville begå en eller anden (mindre) forbrydelse, så jeg kunne komme i fængsel for en tid og koncentrere mig om at skrive.

”Ha,!” sagde han, ”der ville du ikke få et øjebliks ro, og du vil blive en del af et ubehageligt fællesskab og sidde resten af tiden og fabrikere små, dumme tøjklemmer.”

Så opgav jeg den ide.

Tingene. Det var dem, jeg ville skrive om.                                                         

Jeg kan lide smukke ting. Jeg kan lide, at verden omkring mig er smuk. Det skal den være. Ude og inde. Ude lader jeg trygt planterne pynte verden. Det er de så gode til: De fylder alt med farver og dufte. Inde skal der være smukke møbler og billeder på væggene, som man gider se på og ligefrem kan stå og falde i staver over. Og så kan man gribe hver en stav og føre den ned på papir. Og se det hele en gang til. Og jeg vil have, at tingene ikke skal blokere for skønheden. Det gør de, når de ligger hulter til bulter og spærrer for hinanden, så man kun ser det omsiggribende roderi.

Derfor rydder jeg op.

Men i går var oprydningen af den slags, der snarere maksimerer end minimerer rodet, for jeg hentede gamle, halvglemte kasser ned fra loftet og hældte indholdet ud på spisebordet. Det var mange hundrede breve og kort fra venner og familie og et væld af glemte fotos og mærkelige skrivelser, som f.eks. en liste til Ole, som på det tidspunkt var på vej til at påbegynde sin lærergerning. Denne liste var fra undervisningsministeriet og angav reglerne for lærerens omgang med sine elever, og her står f.eks., at læreren ALDRIG må røre ved eleverne, hverken for at slå dem eller kærtegne dem. Ja, det står der faktisk.

Så gik dagen i går jo med at læse og kigge og mindes, og ved I hvad: det endte med at det hele (næsten) blev lagt i kasserne igen og sat op på loftet.

Suk. Men det var en god ting at hive det frem og tage det i øjesyn.

Nu ligger det så der.