MEMORY LANE

Ja men det er så belønningen for det sære arbejde, der hedder at rydde op. At man finder de gamle breve og genlæser dem. En belønning eller en straf? Det røver jo i al fald meget af ens tid, og det burde jeg springe op og falde ned på – men det gør jeg ikke, for jeg har denne her tikkende fornemmelse af uafvendelig udgang på det, jeg holder af at holde fast ved – livet. Nu fik jeg skrevet det helt forkert, men jeg lader det stå. Indtil videre.

Min bror. Anders. Og de fester, han arrangerede for os. De lyser stadig i sindet, og nu fandt jeg en gammel invitation til en af dem liggende i en kasse med breve og lign. Anders var en kok på niveau med Claus Meyer, når han rullede sig ud i de år – hvert år – og han kokkerede og han serverede for os, så englene sang. De synger endnu. Det var en kærlighedsgestus, og vi tog imod den med kyshånd.

Herunder et udsnit af indbydelsen december 1972. Mette er baby, og Hans er tre år, og der er en del børn og derfor også en børnemenu. Desuden loves der god dansemusik og et ryddet dansegulv og efter festen senge til dem, der på et tidspunkt kunne trænge til at sove. Jo, det var fester, og Anders serverede denne aften kinesisk mad, og jeg tror nok, det på dansk hedder “pekingand” – der var et utal af indbagte mandler, kan jeg huske. Og som sagt: maden var superb. Og vinen valgt med omhu.

Og så lige et lille glimt fra en helt anden slags fest, som også gentoges år efter år. En Sct. Hans fest med lam stegt over åben ild. Det foregik i Lild, og det var Oles forældre, der inviterede, ikke blot familien, men også venner fra nær og fjern. Her ses Oles far, Marius i færd med at teste lammet:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *