Kære Farfar
Kære Janus. Jeg har aldrig kendt dig, og alligevel synes jeg, at du ikke er så langt borte. At jeg på en måde kan nå dig.
Hvordan kan det være?
Engang for år tilbage skrev jeg en bog om Hulsig, og mest handlede den om din gård og om vores familie, og lige der havde jeg brug for at kende dig, at forstå, hvad det var der rørte sig i dig. Og jeg greb jo til fiktionen og forsøgte ad den vej at nærme mig den mand, der var min farfar.
Der er så meget, der er skjult for eftertiden. Meget skulle med vilje skjules. Og så gravede jeg så dybt jeg kunne. Og noget fandt jeg. Noget ved jeg, som du og dine ikke ville vide dengang.
Janus. Mon dine forældre tænkte over, at dit navn stammer fra guden med de to hoveder. At det peger på en splittelse. Janus, det er ham, der ser ind i fortiden og ud i fremtiden, splittet mellem det, der var og det der skal komme.
Vidste de mon det, da de valgte navnet?
Din far, Lars, var stærk. Han var kendt for sin styrke. En anekdote fortæller, at han kunne løfte en stenbænk, som ingen andre kunne rokke af stedet. Og han stolede på sin styrke. Så meget, at det kostede ham livet.
Så kunne folk bagefter sige, at han var sindssyg, at det var hul i hovedet at tro sig stærk nok til at afværge intet mindre end en naturkatastrofe.
Var han sindssyg?
Janus, du var hans søn. Og du var kun en dreng. Og du stod hos ham og græd inde i dig selv, mens han gravede og gravede. I tre døgn slap han ikke skovlen. Han forsøgte for at fjerne de isskosser, der hindrede vandmasserne i at løbe i havet.
Du stod der Janus og så på ham, mens han blev mindre og mindre, indtil han gav op. Han faldt om det tredje døgn.
Tre dage og tre nætter, hvor du stod hos ham. Du ville være der, selv om din mor forsøgte at få dig væk fra din rasende far.
Det var jo ikke imod dig, han rasede. Det var for dig.
Han satte alle sine kræfter ind for at trodse den natur, der truede med at udslette alt det, han havde kæmpet for hele livet.
Du var kun en dreng.
Han døde jo, for ingen kunne overleve det projekt, han havde givet sig selv: at kæmpe mod selveste SYNDFLODEN.
Og Kirsten. Din mor. Hun stod alene med to drenge. Du var den ældste. Og du var stor og stærk og smuk. Og hun satte al sin lid til dig, og hun blev ikke skuffet. Du levede op til alle hendes drømme og forventninger.
Hun ville, at du skulle blive det fineste og dygtigste menneske på egnen. Og det blev du. Din gård blev egnens største og mest veldrevne.
Du blev storbonde. Du blev valgt ind i alle bestyrelser. Man havde tillid til dig. Lod dig bestyre sparekasse og slagteri og mejeri og skole og kirke. Alle vegne satte du dit aftryk. Og da du døde, var aviserne fulde af lovord.
Janus. Ham med de to hoveder.
Jeg forsøger at forstå. Din far satte livet til, det blev aldrig nævnt som selvmord, men for dig, for den dreng, der stod ved siden af ham og tryglede ham om at lægge skovlen fra sig, var det vel et selvmord, han var vidne til.
Hans far i kamp mod SYNDFLODEN.
Du blev så dygtig, Janus. Det skulle du. Det var et krav, som din far havde stillet, og som din mor fulgte op, og som du forstod som absolut. Du måtte ikke fejle.
Jeg har læst dine dagbøger fra ungdommen. Du var altid bange for at træde ved siden af. Du ville hele din ungdom følge renhedens og retfærdighedens vej og ikke vige fra den. Skrøbelighed, åndens og kødets skrøbelighed frygtede du mere end noget andet, for du vidste jo, at den skrøbelighed lå i dig, og du bad Gud give dig styrke.
Fri mig fra synd. Sådan bad du.