Har netop læst Bredsdorffs bog: Lykkeligt nær – en oldings optegnelser. God bog. Som alle hans bøger er det. Denne her måske lidt sørgmodig alligevel, for det er jo en slags status over forfaldet, og den bilder ikke sig selv og sin læser noget ind. Det er en ærlig bog. Men det er også en bog, der holder sit emne i strakt arm. Distancen ( som måske alligevel ikke er ret stor) opstår ved, at Bredsdorff bruger 3. person. Akkurat som B. S. Ingemann gjorde det i sin Levnetsbog.

Nu er Bredsdorff et par år ældre end mig, men jeg kan alligevel følge ham i det meste, også i det forhold, at lykken kan melde sig og lyse klart. Jeg citerer lidt fra bogen:

(Citat side 26) Lykke. Fra han stod op denne tirsdag, mærkede han at bedre end i dag kunne livet ikke blive, aldrig nogensinde kunne det komme nærmere lykken.

Og det, der gør ham lykkelig er smertefrihed, barnebarnet og glæden ved at skrive stadigvæk, ved at kunne arbejde som litterat og med succes.

Det oplever han. Og det gør ham lykkelig. Jeg kan også ind i mellem finde den der forbistrede lykke komme trissende ind i mit revir – åh nej, se nu! allerede, når jeg skal skrive om det, så snubler jeg. Sikke et ordvalg: lykken trisser ikke.

Så helt med er jeg vist ikke.

Nå, men jeg er også glad for at kunne arbejde stadigvæk, selv om mit arbejde aldrig har været velsignet med nogen særlig form for anerkendelse eller succes. En forfatter, der har levet i det skjulte, det er mig. Og jeg har haft det OK med det. Jeg ved, at de bøger, jeg har skrevet, er i orden – det var de bøger, der SKULLE skrives. Og jeg fik lov til at gøre det. Og fik endda læsere. En hel del endda, for mine bøger, og jeg har skrevet i 40 år, findes stadig på bibliotekerne.

Så altså, selv om de aldrig blev bestsellers, så blev de mine bedste venner i perioder.

Og så er der alle de andre venner.

Og så er der familien.

Det er nok at være glad for.

Men i dag har jeg alligevel taget et skridt i en uvant retning: oprydning af det megen studiemateriale, som har ligget i mit lange liv på hylder og i skabe. I dag er det Brorson og Kingo, der har stået for skud. Her et lille udpluk at de papirer, som nu vandrer al kødets gang.