”Hvad skal jeg gøre?”

”Gøre?”

”Ja, for dig …”

Øh … lige nu har vi siddet sammen løst to svære krydsogtværsopgaver, og jeg har 1000 ting at gøre, og ville helst flyve i gang med arbejdet lige på stedet. Men hvad skal jeg sætte ham til?

Det går ikke bare at gå fra ham.

Hvis jeg gør, lægger han sig. Det er ikke godt. Og han vil ikke gå tur så tidligt på dagen, siger han. Det er for tidligt, siger han, når jeg tilbyder en spadseretur. Som om det var en whisky, jeg tilbød ham.

Han har set til fyret. Det kører.

Forleden stod det stille. Så gik der en formiddag og det meste af en eftermiddag med at få gang i det igen.

Rense det. OK. Det kan vi gøre i fællesskab. Men jeg tænker, at vi bliver nødt til at skifte det fyr ud med noget vedligeholdelsesfrit, noget som ikke strejker mindst en gang om måneden, fordi vi glemmer at få det renset, enten fordi jeg fortrænger det som så meget andet ubehageligt, eller fordi Ole glemmer det.

Hver uge skal det renses. Hver gang det samme mareridt, for skruerne, som tidligere blev lagt pænt og rydelig til side, nu nemt flyver væk og ikke er til at opspore igen, når de skal sættes i. Åh, men så må jeg stå lige i nærheden og redde hver eneste skrue, efterhånden som de løsnes.

Forleden glemte vi at rense kanalerne. Vi rensede alt andet. Men kanalerne glemte vi. Det må vi huske en af dagene.  Ellers går det rådne fyr i stå.

Det er lige meget nu, hvor vejret er lunt, men i vinters var det ind i mellem slemt. Og vi frøs. Måtte endda hente hjælp udefra. Det undgår vi helst.

Jeg gav ham en sort pose i hånden for et øjeblik siden. Den var fuld af plasticaffald og et par flasker.

”Hvad skal jeg med den?”

”Kan du ikke bare gå ned med den? Og tømme den.”

”Jo, selvfølgelig. Hvad skal jeg gøre?”

”Du skal gå til skrællebøtte nr. 2, og der står plast og glas over det ene rum. Der plumper du det hele i. Posen skal jeg have igen.”

Han ser forvirret ud, men tager posen. Lidt efter kan jeg høre ham rumstere i det inderste kælderrum. Jeg går ned til ham. Han står og flagrer med posen.

”Hvad skal jeg med det her?”

Jeg tager den fra ham og går ud med den.

Det vidste jeg jo godt, at han ikke kunne.

Men jeg glemmer det.

Glemmer det.

Han ser så helt normal ud. Og han er så klog. Hvorfor kan han så ikke gøre en simpel ting som at tømme en pose i den rigtige beholder?

Han har jo lige løst en vanskelig ord-opgave – kaldet Kloge Åge. Og det er ikke mig, der finder de rigtige ord. Det er ligeså ofte ham.

Hvordan hænger det samnen?