Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Forbilleder – mine.
Det er længe siden, jeg har skrevet på min blog, og har man en blog, så skal man vedligeholde den, siger man. Men man siger jo så meget. Og min blog er mere min end den er blog. Så derfor. Men nu kommer der alligevel et lille pip. For jeg fik lyst til at kvidre glad forleden, da jeg sad og smålæste et af Montaignes essays – det er ham, der mere eller mindre opfandt genren essay, siger man, men igen: man siger så meget, og jeg synes jo nok, at mange af de klassiske, romerske forfattere : Plinius den yngre og ældre, Tacitus, Cicero, Thykodid og mange flere også kastede sig ud i skriverier, der ejer den knappe og præcise prosaform som kendetegner essayet. Men måske fik så Montaigne æren af at have opfundet genren, fordi han pointerer, at hans skriverier er FORSØG – sandheden og kun sandheden har værdi, siger Montaigne, men man kan kun forsøge sig på den vej. At finde den fulde sandhed er ikke mulig.
Det er for øvrigt også Montaigne, der har sagt følgende sætning, som jeg holder meget af og ofte minder mig selv om: FASTE OVERBEVISNINGER ER DET SIKRESTE BEVIS PÅ DUMHED.
Nå, men Montaigne finpudser i al fald genren – og kalder den forsøg – ligesom han altid finpudser sine sætninger og er så skarp og præcis i sine formuleringer, at man undertiden synes, at teksten godt kunne være skrevet i dag og ikke for mere end 400 år siden. Ja, men sådan er det med de helt store: ingenting kan få dem til at krympe, ikke engang tiden, der ellers slider voldsomt på alting og ofte kun efterlader sig ar af det, der var engang.
Jeg kan godt lide tanken om forbilleder, og jeg har ranet mig et par stykker fra historien, også fra den yngre, Mandela f.eks. og Martin Luther King og Gandhi selvfølgelig. Men af de helt gamle skiller to sig ud: den ene er Erasmus af Rotterdam, samtidig med Luther, med på mange områder hans modsætning, og Montaigne. De to sidste levede begge i det samme århundrede, 1500tallet, og begge midt i borger- og religionskrige – de var så at sige omgivet af vold i hele deres liv og ganske tæt på, hvor de boede.
Erasmus havde meget på hjertet og var engageret i sin tid, og han skrev sig flittigt ind i tiden, bogtrykkerkunsten var en ret ny opfindelse, og han forstod at udnytte den nye teknologi til fulde, så hans skrifter mangfoldiggjordes og fløj ud i hele Europa på kort tid, og også Montaigne fik spredt sine budskaber takket være den nye epokegørende teknik.
Montaigne er kendt for at sidde i sit elfenbenstårn fjernt fra verden og betragte den lidt fra oven – men sådan var det langt fra i virkeligheden – det er snarere et image, han koketterer med, for selv om det er sandt nok, at han inderligt gerne isolerede sig for at skrive, hvilken forfatter kender ikke den trang, så var han hele sit liv 100 % engageret i sin samtid. Han tog del i det politiske liv, var en overgang borgmester – og han var i en lang periode forhandler mellem kæmpende grupper af katolikker og protestanter, og takket være sit geni som mægler og takket være sit had og afsky for vold, blev det muligt for ham at afværge en del voldelige sammenstød. Han var som Gandhi som Luther King som Mandela som Erasmus en stor tilhænger af fredelige løsninger frem for krigeriske tiltag. Modsat tidens tendenser forfægtede han den tanke, at målet aldrig retfærdiggør midlerne.
Det kunne vi lære noget af i dag. Men mine forbilleder har ingen gang på jorden i dag. De blegner i den almindelig opfattelse, som er, at man snarere skal bekæmpe og sejre end at mægle og neddæmpe og skabe grundlag for fred og kærlighed mellem mennesker. Vi optrapper volden. Det er noget, alle åbenbart er blevet enige om. Vi skal have den satans fjende dræbt, og så må det koste så mange mennesker livet, som det vil. Bare vi vinder. Man ryster ikke på stemmen, når man i TV-Avisen meddeler, at nu (hurra næsten) skænker vi endnu flere dræbermaskiner til en krig, der koster menneskeliv hver eneste dag.
Jamen, hør nu her: jeg ved godt, at Rusland er skurken, ligesom Tyskland var skurken i min barndom.
Russerne er slet ikke mennesker mere: de er orker.
Så det er OK at dræbe dem. Det har jeg hørt.
Det kan jeg bare ikke lære at indse. Det tror jeg ikke på.
I mine øjne er hver eneste russer ligeså meget værd som hver eneste ukrainer.
Og Putin og Zelenski er lige store skurke – ligesom alle andre magtmennesker. For det drejer sig jo ikke om demokratiske idealer, men om magt.
Idealerne får vi serveret, for at vi bedre skal kunne sluge volden. Ellers kunne selv de barskeste af os vel ikke få den ned. Vi må bruge alle midler, for målet er godt og helliger dem. Nej nej nej!
Nu har vi nogle helte, der slås for demokratiet og nogle skurke, der slås for … hvad? Hvad? Hvad slås de for???
Et par anbefalinger fra min boghylde, hvis man skulle få den tanke at kaste sig over mine forbilleder i nogle letlæselige og fængslende bøger:
Desuden fra hylden: Stefan Zweig: Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie
Antoine Compagnon: En sommer med Montaigne
Det essay, jeg læste forleden er fra samlingen af Gougenheim: Trois essais de Montaigne ( den er så kun letlæselig, hvis man læser fransk. Men det er et henrivende fransk.