Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Vi skriver 1953, jeg er ni år, sommeren går på hæld, og på telefontrådene samles trækfuglene. De planter sig side om side i lange brogede bånd, og det er trist at tænke på, at himlen snart bliver fejet fri for sangfugle. At alt bliver stille i himmel og på jord. Det er nu mest stærene, siger Anders, og de synger alligevel ikke. Gør de ikke?
Selv om meget forsvinder, så begynder noget nyt, og jeg er alligevel mest glad for forandringen. Fra nu af tager jeg hver morgen Skagenstoget fra stationen i Strandby og lader mig transportere til Frederikshavn, hvor jeg er begyndt som elev i 4. under på Freys Private Realskole. Jeg er det fjerde barn, far sender til Frey. Det har han råd til, og så gør han det.
I forsendelsen, eller rettere i udbringningen af barnet, sker der imidlertid en fejl, som først bliver registreret mange uger senere, eller måske går der endda flere måneder, inden Gamle Hr. Frey får øje på skaden. Sagen er den, at Strandby Skole hvert år afholder ”eksamen” i april, en slags overhøring i nærværelse af Skolekommissionen. Herefter begynder de nye førsteklasser deres skolegang, og alle de andre børn rykkes en klasse op, hvis de ellers er dygtige nok og ikke skal gå om. Jeg oprykkes fra 2. klasse til 3. klasse i april 1953. På Frey Skole røg jeg lige ind i 4. underklasse, og der blev jeg siddende.
Vi er tre søskende, der følges ad, og den første skoledag trasker jeg forventningsfuld af sted flankeret af Anders og Annelise. Vi standser ved automaten hos købmanden på hjørnet af Danmarksgade og Havnegade, for her er der noget, de store vil vise mig. Et mirakel. Nemlig hvordan man kan fremtrylle slik ved at putte en tiøre i en sprække og trække i et håndtag. Og vups, så får man fingre i en salmiakstang. Slikkende på hver sin stump af stangen nærmer vi os skolen i Lodsgade og muligvis er det med sorte mundvige, vi stiller vi op i gården sammen med de andre børn, der alle kigger i samme retning. Mod talerstolen. Her højt hævet over os står Hr. Frey, og nu taler han til os og byder os velkommen til et nyt skoleår, jeg har glemt alle ordene bortset fra de sidste, hvor han siger, at nu skal vi synge en morgensang, alle kender. I østen stiger solen op. Ikke sandt, børn, den kan I alle. Ja vist kan vi det. Selvfølgelig da. Og vi nikker ivrigt alle tre. Vi har sunget den i søndagsskolen og hos bedstemor og i kirken, og vi har ikke det mindste besvær med at finde ordene.
Da sangen er slut, afløser Fru Frey sin mand på talerstolen, hun er en stor og imposant kvinde og jeg husker hvert ord. Hun skingrer dem ud over børneflokken. Og hun er vred. ”Det var ynkeligt! Ynkeligt! Ingen af jer sang jo med. Kun Hesselholterne sang. Og de KAN jo ikke.”
Og de kan jo ikke. De ord skar sig ind i mig. Siden har jeg kun nynnet lavmælt, når der skulle synges.
Men så en dag bliver jeg kaldt ind på rektors kontor. Og den rare gamle mand forklarer mig, at jeg ikke hører hjemme i 4. under. En fejlanbringelse. Og jeg kan ikke følge med, det kan han jo tydeligt læse i papiret her. Og han hæver det fra bordet og vifter med det som for at understrege sagens alvor. Så lægger han arket fra sig og kigger hen på pigebarnet. Og ser, at hun græder. Tårerne triller, og den gamle mand bliver selv rørt. Han rømmer sig forlegent og rejser sig. Nå, er du faldet SÅ godt til? mumler han og går hen mod mig. Ja, nikker jeg. Ja, ja, ja. Det er jeg. Og miraklet sker. Jeg får lov at fortsætte, selv om jeg ikke kan følge med. For det kan jeg vitterligt ikke.
Og det er en god klasse. Der er drenge og piger. Og de fleste kommer fra gårdene og fra landsbyerne i oplandet. De tre dygtigste er drenge, eller også er de bare de modigste, for de snakker hele tiden og højt og selvsikkert, og de ved en masse. De kommer alle tre med det samme tog som os. Skagenstoget. Og den ene af dem er jeg i familie med. Han hedder Asger, og hans far er købmand i Ålbæk, og han er den pæneste dreng i klasser, næst efter Bruno, som ikke bare hedder sådan, men også er meget brun i huden og har brune øjne og brunt hår, og jeg tænker på Slej, da jeg ser ham første gang, og jeg kan lide ham med det samme. Han er ikke lige så klog som Asger og de to andre, der hedder Uffe og Anker. Uffe kalder vi professoren, for han er som en hel bog proppet med alverdens viden, og som den eneste i klassen kan han altid lektien udenad, ord for ord. Anker er fra Hulsig, og han er også vældig pæn og dygtig. Der er to flinke drenge mere. De hedder Jønke og Søren. Og langt senere bliver jeg misundelig på dem. Ikke fordi de er flinke, men fordi dansklæreren låner dem bøger, som ikke er skolebøger. Hvorfor spørger han ikke mig? Tror han måske ikke jeg kan læse? Nå, ja, på en måde har han jo ret. Det kniber både med at regne og at læse.
Om pigerne er der ikke så meget at berette fra den første tid. De er søde nok, men stille. Faktisk er vi alle sammen stille piger, sådan som piger var det dengang i 50’erne, og det varer ikke længe, før vi affinder os med, at det er drengene, der fører ordet, og at vores rolle er at lytte og beundre. I vores stilleverden bytter vi glansbilleder eller filmstjerner, som vi har klippet ud af ugebladene, for vi er samlere. Det er drengene ikke.
På ovenstående billede ses nogle af Freysskolepigerne sådan ca. 70 år senere. Men engang var vi små og hjælpeløse.
På et tidspunkt bliver det alvor. Nu skal de uduelige og umulige sorteres fra, så de stærke kan sejle videre uden de dummes dødvægt. Jeg vil fortsætte i Mellemskolen. Det siger jeg til far og mor, og de nikker. Selvfølgelig skal du fortsætte. Ligesom Hanne og Annelise og Anders. Hanne har endda realeksamen. Ja. Og det vil jeg også have. Men først skal jeg i Mellemskolen.
Så kommer den store prøvelsernes dag. Vi skal stave til 100 ord, som læses op for os, vi skal skrive hurtigt, og så snart det sidste ord er skrevet, skal vi aflevere. Og der må højst være 10 forkert stavede ord.
På mit ark er der 80 forkert stavede ord.
Jeg er dum.
Rare Frey trøster mig. “Der bliver taget hånd om piger som dig,” siger han. “Du bliver overført til Ørnevejen Skole – der har man hjælpeklasser. Og ja, de hjælper sådan nogle som dig.”
“Sådan en som mig” går ikke til toget efter skoletid, men til ned havnen og så fortsætter hun mod stranden.
Det er en lang vej at gå, men jeg kender den, og det haster jo ikke, og jeg skal bare over åen. Der er ingen bro, og åen er dyb og strømmen stærk, og man drukner, hvis man forsøger at vade over, tænker jeg, mens jeg som en anden Kain med sænket hoved og små skridt trasker forbi “Rønnerne” og fortsætter nordpå.
Skulle jeg også komme til at drukne en lille smule, så pyt. En, der er så dum. Hvad skal verden med hende? Så tænker jeg på far og mor og bedstemor og bestemmer mig til at krydse åen helt ude i havet på det sted, hvor den har sit udløb. Der kan man bunde. Det ved jeg.
Et lille P.S.:
Jeg har gjort lidt research. siden jeg skrev indlægget. Huskede det ikke lige: Frey Skole havde kun én “underklasse” inden udskillelsen til Mellemskolen, og det var 4. under. Frey kunne altså faktisk ikke flytte mig til 3. under, for den klasse havde skolen ikke. Det betød jo, at han enten måtte beholde mig eller sende mig tilbage til landsbyskolen. Men så havde han mistet skolepengene. Det, som jeg tog for medlidenhed med den bedrøvede pige, kunne godt have været ren kalkule. Men jeg husker i al fald, at han var venlig.