Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Tilbage til de gode gamle memoireforfattere. Og vi er jo nu nået til forrige århundrede, hvor vi allerede har hilst på Jeppe Aakjær og nu vender os mod hans noget yngre kollega, Karin Michaëlis. Her et foto af busten kreeret af Gudrun Steen- Andersen. Den står på Karin Michaëlis Plads i Randers:

Karin Michaëlis levede fra 1872 til 1950

Her i indlægget, som altså foreløbig blot er en ansats til et indlæg, vil jeg ikke skrive specielt om forfatteren, men kun lidt om, hvordan hun løser opgaven: at skrive sine erindringer.

Jo flere togter jeg foretager i den her morsomme genre jo mere kommer jeg i tvivl om, hvorvidt det handler om fakta eller fiktion. Er det sagprosa eller skønlitteratur? De fleste synes at mene, at genren placerer sig imellem de to fremstillingsmåder.

Og så er det jo moderne nu at sejle frem og tilbage, så læseren ikke aner (og hvorfor skulle hun også det?) om det er virkelighed (forfatterens liv 1/1) eller digtning, hun læser.

Og dette skel er jo i grunden også kunstigt.

Ingen kan skrive den skinbarlige sandhed – kun skabe et billede – som jo så kan ligne noget kendt mere eller mindre. I forfatterens selvforståelse, eller hendes forståelse af sin tekst, er det selvfølgelig sandhed.

Det er det altid.

Ligesom H. C. Andersen skrev sine erindringer igen og igen – i fiktiv form, især i eventyrerne, og i den selvbiografiske form, så gør Karin Michaëlis noget lignende. Mange af hendes tekster er spundet over det liv, hun har levet, og det første egentlige erindringsværk: “Træet på Godt og Ondt” er en blanding af selvoplevelse og fiktion. Første del er ifølge forfatteren selv autobiografisk, mens den sidste del er ren digtning. Og alligevel er det jo alt sammen digtning. Senere skriver hun “Vidunderlige Verden”, og her skulle det være 1 til 1 virkelighed. Hvad det selvfølgelig ikke er. I al fald er der tale om selekteret virkelighed: hvad skal med og hvad skal udelades?

Det vil jeg vende tilbage til.

Karin Michaëlis’ liv var utroligt. Hun engagerede sig i sin omverden med en energi og empati, som er så enestående, at man bliver forpustet bare ved tanken om at forsøge at have hende som ideal. Sådan vil jeg også gøre, tænker man og mister pusten:

Jeg vil skrive breve til Putin og formane ham, nej, jeg vil opsøge ham, ikke for at slå ham ihjel, men for at tale ham til rette, og jeg vil derefter opsøge Joe Biden og selvfølgelig vil jeg også tale dunder til Macron – han MÅ ikke fortsat ignorere “de gule veste” – jeg må rigtig have Mette Frederiksen i nakken og ruske hende, indtil hun begriber, at hun skal tale de svages sag, og så må jeg få en dialog i gang med alle de populister, som bare ikke har lært at tænke klart. Og jeg må lære folk, at optrapning af ondskab (våben) er farlig, og jeg må fortælle dem, at man skal skrælle de fremmedgørende lag af og vise, hvad det er, der er ved at ske. Og så må jeg åbne mit hjem for nogle af de flygtninge, verden svømmer over med. Ja, det må jeg …

Men det kan jeg jo ikke.

Men det kunne hun.

Og selv om verden var en anden dengang, så var den lige så ond, og hun tog om ondets rod og klemte til og holdt fast og slap aldrig sit tag.

Men jeg skulle skrive om hendes erindringsværk.

Alt det andet er der heldigvis så mange andre – sært nok alle kvinder – eller naturligvis alle kvinder – der skriver om lige nu, og en del fine bøger om en af vore stærkeste og største og mest underkendte forfattere, er allerede i salg eller på trapperne. Herom senere.

Karen Michaëlis’ erindringer fik pludselig særlig betydning for mig. Jeg var til et foredrag på forfatterens 150 års fødselsdag i marts i år. Jeg havde i forvejen læst meget af forfatterskabet også det første bind af “Træet på Godt og Ondt”. Men kun første bind. Derfor kom det næsten som et stød i hjertekulen, da Lise Busk-Jensen omtalte voldtægten i erindringsværket. Jeg havde nemlig ikke kunnet skrive mine egne erindringer, fordi en voldsepisode fra min tidligste ungdom – godt og grundigt fortrængt – alligevel lå der og fyldte alt for meget. Jeg havde jo omhyggeligt begravet den hændelse, fordi den var så rædselsfuld, at jeg ikke orkede at slæbe rundt med den, og heller ikke kunne læsse den af noget som helst sted. En losseplads for væmmelige oplevelser. Nej, en sådan fandtes ikke. Altså måtte den forties for tid og evighed.

Her er et citat fra erindringsværket – den bog, der har titlen HEMMELIGHEDEN

( Citat) Gunhild knyttede sine Hænder, som hun sad der paa Dækket i den stille kolde Nat. Hvorfor havde Ebba ikke gemt sin Hemmelighed? Gravet den dybt ned i jorden, dybere end en Kiste graves ned, dybere end den dybeste Brønd. Og Gunhild vidste igen, at om de kneb hende med gloende Tænger, og om de vred hendes Indvolde ud, og om de korsfæstede hende med Hovedet nedad, og om de slæbte Brændsel sammen til Baalet og brændte hende levende, ingen, ingen i Verden, ingen, ingen i Verden skulde nogensinde faa hendes Hemmelighed pint eller lokket eller truet ud af hende. Ingen. INGEN. Men hvergang en Storm gik over Landet. Hvergang Blade faldt til Jorden. Hvergang hun saa en lang nøgen Landevej, hvor det gungrede hult, naar man lagde sig paa Knæ og lyttede efter en Vogn … den Vogn … saa maatte hun tænke derpaa. Hun … ogsaa kun hun. (side 275 i e-bogen)