Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
I går var en fin dag for min mand. Vi fejrede hans fødselsdag. Det var nr. 79 i rækken af fødselsdage, og jeg spurgte ham for nogen tid siden, hvem han gerne ville invitere til fest.
“Det er jo dig, der inviterer,” krøb han udenom.
“OK, men hvem vil du så gerne se?”
“Det bestemmer du,” lød hans standardsvar.
“Dine søskende?” Foreslog jeg.
Han så tænksom ud, men ville ikke svare.
“Hans og Maja og Mie og Per og Niels Arne og Helle.”
“Nå dem.”
“Ja, vil du gerne se dem?”
Nu syntes han nok, jeg spurgte dumt, for det ville han i al fald ikke svare på. “Skal jeg så invitere dem?” Og det vidste jeg godt, hvad han ville svare på, og det gjorde han også: “Det bestemmer du.”
Så det bestemte jeg. Og de kom i går. Til middag. Og det var en af de dejligste dage, vi har haft længe, og jeg, som sad ved den modsatte ende af bordet (og derfor ikke kunne tage ordet ud af munden på ham), lagde mærke til, at han var utrolig livlig og MEGET glad under hele middagen.
Jeg er ingen ørn i et køkken (og hvad skal man også med ørne der), så jeg er altid nervøs, når jeg skal fremstille en middag fra bunden for fremmede. Nu hvisker jeg til jer, for det er lidt flovt i vore dage: men jeg er altså heller ingen gourmet- type, og finere (eller moderne) mad ligger langt nede på min interesseliste. Men jeg havde bestemt, at jeg til den her lejlighed ville fremstille en ”rigtig” menu selv og en god en af slagsen og ikke bare bestille en færdigret ”udefra” – hvad jeg ellers hælder mere og mere til i manglende tillid til mine egne evner, ikke som ørn, men som kok.
“Jeg vil gerne hjælpe,” sagde Ole.
Men jeg bliver endnu mere forvirret, hvis han også er køkkenet, og to forvirrede kokke er for mange i et sådant foretagende. Jeg bad ham i stedet dække bord. Tallerkener, knive og gafler og skeer havde jeg lagt frem. Vores spisebord er langt, men jeg fortalte ham, at han skulle sætte 4 kuverter ved hver langside, så gæsterne kom til at sidde lige over for hinanden. Da jeg lidt efter smuttede ind i spisestuen, havde han anbragt kuverterne meget mærkeligt. En for hver bordende og resten tæt sammen ved den ene langside. Jeg hjalp ham med at omplacere dem.
“Fint,” sagde jeg, “så mangler der bare glas, og dem skal du tage fra glasskabet i biblioteket, (ligesom Fru Hyacint har vi et skab til særligt fine glas) for vi får jo gæster, og hør nu godt efter: der skal være et hvidvinsglas, et rødvinsglas og et vandglas til hver.”
Så gik jeg tilbage til køkkenet. Da jeg kiggede ind, var han gået ud af stuen, og der stod et dagligglas til hver kuvert, taget fra hylden i spisestuen. Han havde glemt, at vi har et helt skab til glas i værelset ved siden af. Og ordet bibliotek siger ham ingenting, selv om der ikke befinder sig stort andet end bøger i det rum. Så svært er det somme tider for ham, og det glemmer jeg gang på gang, for han ligner jo sig selv, og vores liv sammen ligner jo også sig selv.
Dagen i går var som sagt rigtig vellykket. Jeg vil ikke tale om maden. Gæsterne spiste den uden vrøvl. Så det var godt nok. Men de morede sig fortræffeligt, som gode søskende gør, og de forstår at inddrage Ole så fint.
Senere forsvandt ”drengene” ud i ”snedkeriet”, og pigerne morede sig over, at det nu skal hedde ”snedkeriet” der hvor de undslipper ”pigerne” for at være sig selv. Gad nok vide, hvad de snakker om derude? Jeg ville gerne være en flue på vægen og lytte. Nå, de snakker vel om udstødningsrør og jagt og træfældning, og måske er der kommet lidt flere emner til. Prostata? Nattetisseri?
Vi er så heldige – det tænker jeg tit på – at vi har en dejlig, forstående familie, som stiller op og støtter op. Ikke fordi vi ikke kan stå selv. Det kan vi godt. Og vi har tænkt os at blive ved med at være stående ( ikke enestående), men stående på egne ben. Ole og mig. Vi skal nok klare os. Men en god familie, gode venner og gode naboer, det er noget, der hjælper gevaldigt.
Hvor er vi bare heldige.