Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vågnede meget tidligt i morges. Det gør jeg næsten altid, og jeg kan uden at tænde lyset se, om det virkelig er tidligt eller det bare føles sådan, for det mørke gardin dækker ruden lige indtil det første daggry tegner en lys kant omkring det. Nu var der helt mørkt.

Jeg rullede mig sammen og håbede at kunne rulle ind i søvnen på ny. Den drømmeløse, for sådan en havde jeg netop forladt. Og jeg faldt virkelig i søvn. Men dumpede lige ind i en underlig drøm.  

Og igen: nu fortæller jeg den, og du kan springe den over, hvis drømme også for dig er noget så personligt, at de ikke kan genfortælles, men skal opleves. Jeg skriver den altså for mig selv, måske fordi jeg tror, at de gamle faraoere (?) ikke var helt galt afmarcheret, når de mente, at drømme betød noget. At de kunne tydes.

Den her drøm virkede pinligt lang, men efter lyset at dømme gennemspilledes den på ganske kort tid.

Jeg var begyndt at studere på Århus Universitet sammen med Kirsten Klitgård, og det var ikke litteratur, vi havde kastet os over, men en form for hardcore naturvidenskab, alt var formler og tal og algoritmer, og det var noget, som jeg havde svært ved at få hold på (sært nok!) – men alligevel var det mig livet om at gøre at følge med på mit hold. Og så var det næsten umuligt at gøre det. Ikke på grund af stoffet, men alt muligt andet.

Forhindringerne var legio, men jeg husker kun nogle af dem: f.eks. jeg kunne ikke finde mine noter, og de var helt nødvendige – de skulle vises ved indgangen til studielokalet før hver time.

Jeg var ikke alene i huset (som måske var i Ålum?) , og de andre personer, som optog alle borde og stole, var sært nok medstuderende, men jo et par generationer yngre end mig, og selv om jeg bad dem hjælpe, så var jeg nærmest usynlig for dem, og jeg kunne kun vanskeligt opnå kontakt med dem, og når det lykkedes, sukkede de blot og arbejdede videre.

Og så var der også det, at jeg havde lovet at passe Annas dyr (nej, det var ikke en kanin – jeg har aldrig før set sådan et dyr), og det ville jeg også gerne, men så var der pludselig en besked til mig om, at Annas veninde ville komme og overtage dyret. Det måtte ikke ske. Hvorfor ved jeg ikke. Men nu kunne jeg ikke finde dyret og blev ret panisk, for det her lå uden for vores aftale.

Og samtidig kom der flere og flere studerende ind i vores hus, og de arbejdede SERIØST med mit studiefag og ville ikke forstyrres. En af dem foreslog, at jeg gav ham mit telefonnr. Hvis jeg gjorde det, så ville han hjælpe mig. Han rakte mig et stykke papir, men jeg kunne ikke skrive nummeret, for der var ingen blæk i min pen, og selv om jeg skiftede den ud igen og igen, så kom tallene hver gang, jeg skrev, til at stå så uklart, at kun jeg selv kunne læse dem.

Derfor kunne jeg ikke få nogen hjælp. Til sidst begav jeg mig alligevel (uden noter) af sted mod universitetet.

Jeg ved ikke, om jeg nåede dertil, inden det gik op for mig med en slags skuffet lettelse, at jeg da bare kunne droppe ud af studiet og så melde mig igen til næste semesters start og sikkert klare det til den tid. Jeg var jo ikke så gammel som Kirsten, trøstede jeg mig selv, og hun havde ingen problemer med at opfylde alle studiekrav og klarede sig tilsyneladende flot. Så der var vel håb for mig.

 Så vågnede jeg med en blandet følelse af frustration og lettelse. Klokken var 7.30. Altså morgen. Lyset kommer sent i november.