Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hver morgen og hver aften holder vi om hinanden.

Hver morgen og hver aften kysser vi hinanden.

Sådan begynder vores dag.

Sådan slutter den.

Det er ikke noget nyt. Sådan har det været i mere end 60 år. Der har været enkle aftener og morgener, hvor det onde trods aftenens bøn om at fri os fra det, tog magten, og der var aftner, navnlig i de første år, hvor vi fjernede os fra hinanden. Men de kan tælles på et par hænder, og jeg husker dem kun, fordi de var så onde.

Nu gør vi daglig fælles front mod det onde. Og vi forsøger at holde det ude af vores liv med hinanden. Vi tåler ikke nogen trekant. Men Hr. Alzheimer har boret sig ind imellem os og lader sig ikke smide på porten. Han har angrebet os frontalt, og han er uden nåde, og vi ved godt, at her hjælper ingen kære mor.

Vi må hjælpe os selv. Og bede til Gud, det kan vi altid, for vi har troen. Og vi tror, at den kærlighed, som binder os sammen, sejrer til sidst. Det er i al fald i den tro, vi lever vores liv. Måske vakler troen ind i mellem, men så tager håbet over. Og som Paulus siger: størst er kærligheden.

Vi er i al fald stærkere, end vi troede, vi var, da fjenden første gang stak sit hæslige fjæs ind mellem os og ramte os lige i synet. Da han spyttede sit navn ud: Alzheimers.

Og han lo så ondt, at vi græd i mange dage. Vi græd til der ikke var flere tårer. Sådan har vi ikke grædt siden.  

Glæden og latteren og den lykke, at vi stadig er sammen, fylder dagene.

Og hver af dem er blevet så kostbar.

Vi er beredte! Og nu er det forår. Og jorden er skøn. Og himlen er skøn. Og vinden er mild og vinen er liflig.

Ja.

Vi vil leve!