Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Bogen om Elisabeth Kokholm er skrevet. Da bogen imidlertid endte med at blive en roman, så vil der kun være et spinkelt billed-og dokumentmateriale i bogen. Det tror jeg nok, jeg har skrevet om tidligere. En del af materialet har jeg allerede lagt op på min blog, og resten vil dukke op her i løbet af efteråret. Her er billedkvaliteten så meget bedre end den ville være i bogen, og jeg tror, det er vigtigt ikke at blande genrerne for meget. Der ER billeder i bogen. Andet ville være en skam. Men det er få. Og der er ingen breve.
Det sidste er lidt ærgerligt. Et af de fineste breve i samlingen ( Lise Troldborgs brevsamling) er det, som Poul Reumert sender til Elisabeth i anledning af hendes 80 års fødselsdag. Det lægger jeg herunder:
29 dec. 1955
41 Stockholmgade København
Kæreste, elskeligste Fru Elisabeth
Så staar vi altsaa overfor Den store Fødselsdag!!
Og vi er lykkelige over, at De naaede der – til Trods for, at Sygdom nu og da har truet Dem!
Vi haaber inderligt, at baade 80 Aars Dagen og de Tider, som følger efter, maa bringe al mulig Lykke og Glæde til Dem. De vil faa det at se og føle, hvor elsket De er af alle de Mennesker, som i Aarenes Løb er kommen blot i den mindste Berøring med Dem … for slet ikke at tale om Deres kære Børn og Slægt … eller om dem, der som vi er knyttet til Dem med varme og ubrydelige Venskabsbaand. For os staar De som Virkeliggørelsen af alt det, der menneskelig set er det bedste, det kærligste, det ædleste. Det har for os været en stor Værdi at kende Dem og at have faaet Lov til at staa Dem nær i mere end en Menneskealder, og vi er meget, meget taknemmelige derfor! –
Hvis ikke Pligterne bandt os til København, vilde vi være kommet til Kandestederne, til Kokholms Hotel, for at hilse paa og personligt hylde Klitternes Dronning, der jo bliver omringet af Folket – æret og tilbedt. Men desværre – vi maa nøjes med at skrive nogle Ord og sende vor Hilsen, mens vi taalmodigt venter paa, at Sommeren vil komme og bringe os op til Dem, – der til den Tid ikke længere er Snedronning men Herskerinde over Lys og Varme og grønne Marker og Enge. Det bliver for os et herligt Gensyn, kæreste fru Kokholm, – men foreløbig ønsker vi Dem en dejlig Fødselsdag og et velsignet Nytaar for Dem selv, Deres kære Børn og Slægt og Venne Kreds (Ak! Hvem der var med i Laget!!)
Deres meget hengivne og altid taknemlige lille Skare af Undersaatter, Smaa og Store, fra Vagtbakken.
De kærligste Tanker fra Poul Reumert
Herunder et telegram, som Poul Reumert sender til Elisabeth i anledning af hendes 80 års fødselsdag: