Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Egentlig havde jeg planlagt et appendiks sidst i bogen om Lise og Christen Kokholm, men af forskellige årsager opgav jeg det. Her i den kommende tid vil jeg lægge nogle af dokumenterne ud til skue for dem, der synes, det kunne være sjovt nok. Først kommer der et par udpluk af Rigmors (den yngste af Kokholmbørnene) erindringsblade:
”Når Huset blev rusket næsten i Stykker og søde Bedstemor stille sagde:”-nu er det ikke skønt om der kom en Stranding” – og mere blev der ikke talt om det, men en lille Pige opfangede alligevel Uhyggestemningen – og Strandingen kom. Kl. 1 blev der banket på Ruden – Kokholm! Kokholm! Olietøj og Støvler frem. Hestehovenes Klapren over til Redningsstationen – En lille, Pige der blev baaret ned på Sofaen, mens Mor bevarede Roen, mens Angsten for Far blev dulmet med mange samtaler med Kristine på Centralen, der var i Forbindelse med Redningstelefonen.”
Vinteren var uden glamour, men ikke uden dramatik.. Sommer og vinter var virkelig kontraster i det Kokholmske hjem. Det lille erindringsblad er også lidt interessant, fordi det er det eneste sted, jeg har kunnet finde belæg for, at Christen Kokholm tog arven op efter Mads Houkjær og blev redningsmand.
I romanen hører vi ( men romaner er jo opspind), at Christen reflekterer over sin kommende svigerfars sindelag og giver udtryk for at vide god besked med de barske forhold, der skabte barske mænd. Han vurderer altså Lises far som håbløs fastlås i sin kulde og hårdhed.
Men Kokhoklm selv? Vi ser ham jo mest i al den litteratur, der er skrevet om hotellet, og her er han værdig og rolig og den perfekte familiefader. Sådan ses han også i avisartikler og andre steder, hvor han portrætteres. Et klog, varmt og reflekterende menneske.
Sådan ses han ikke af sine børn. Og vi ved fra kilderne om hans opvækst, at den var nådesløs hård, og som redningsmand måtte han også være af hærdet stål. Ellers ville han være knækket.
Og han var også en hård mand. OGSÅ. For han var så meget andet. I brevene, både i Kristians og i Marens, får vi vist et menneske, der fuldt og helt tilsluttede sig revselsesretten. Og som brugte den flittigt. over for sine børn. Sine drenge, for pigerne holdt han fingrene fra. Men han slog. Og han slog hårdt. Og jeg ser en af årsagerne til drengenes dysfunktionelle liv i den kendsgerning, at de blev opdraget med stor hårdhed. Som drenge jo for resten blev det dengang. Det fremgår også af romanen.
Christen Kokholm var et kompliceret menneske, og vi kan sagtens komme til at holde af drengen Christen, der kæmper sig gennem en næsten håbløs barndom, hvor sult, tæv og vanrøgt var hverdagskost, og som hærder sig tilstrækkeligt til at kunne klare den kamp. Men også et menneske med en stor følsomhed og empati. Han holder oprigtigt af sine nærmeste og bærer utroligt længe over med dem.
Og nu får vi her et lille fint glimt helt tilbage til Lise og Christens første tid. Begge uddrag er citeret fra de samme erindringsblade:
”Far rejste til Harboøre, da Redningsstationen var færdig. Dengang var der kun Romantik i Luften.”
”Da Far var ved at omkomme, da de mange Fiskere druknede – lovede han sig selv og Vorherre, at overlevede han, da skulle han op at fri rigtigt til den søde Lise.”
Det var også om vinteren, Christen Kokholm kastede sig over marketing. Og her var han ganske dygtig. Som eksempel på hans ”vinterarbejde” følgende indlæg til pressen. Det er skrevet i 1910 og sikkert sendt til flere blade. Hotellet er på dette tidspunkt 3 år. (Stavefejlene er Christens)
“Bland de egne der af Mellem- Europas reisende publikum er et yndet maal for en sommerreise, indtager det nordlige Danmark, en af de første pladser. Grundene til denne kærlighed er forskellige. Ved siden af landskabets egen tiltrækning er det beboernes elskværdige gjæstfrihed og den paafaldende billige forpleining, som gør, at en reise til den smale landstremme vil lønne sig i enhver senseende. Og den forbindelse som de danske statsbaner har tilveiebragt, gør det mulgt at naa reisens maal uden anstrengelse, saa at sige i søvne.
Kandestederne turde være af en særlig tiltrækning for den der virkelig søger hvile og paa samme tid vil lære et nyt ejendommeligt og storartet stykke natur at kende. Det lille sted ligger kun fem minutter fra stranden midt i herlige kliter, der strækker sig i sande højfjeldsformationer milevidt ind i landet. Flekken bestaar kun af fire bondegaarde med maleriske vaaningshuse og lader og smukke haveanlæg. Lige ved stranden findes det eneste hotel som ejeren C. N. Kokholm lod bygge for 3 aar siden for at byde sine sommergæster et modernt og bekvemt opholdssted. Huset har i sin nuværende omfang plads for ca 30 personer, som foruden sine egne værelser ogsaa har spisesalen og flere selskabslokaler til sin raadighed.
Den første frokost som indtages om morgenen mellem 8 og 10 bestaar af: mælk, kaffe, thee, kakao, æg, smør og brød med paalæg, kold steg o.s.v. Til middag kl. 1½ gives der to varme retter, grønsager, kompot, dessert. Efter middagen kaffe og kager. Til aften kl. 7½ serveres der en varm ret og koldt paalæg, dertil mælk og thee. Godt drikkevand fra egen dybbrønd. Alle slags drikkevarer: førsteklasses vine, øl, liqueur, selsters o. s. v. i huset. Ingen drikketvang.
Tiltrods for den første klasses forpleining udgør pensionsprisen for fuld pension inkl. Logis kun 3,50 kr. I maanederne juni og september og ved længere ophold betydelig moderation. Hotellet har egen tennisplads og eget badehus, der staar til fri benyttelse for de ærede gæster.”
……
Artiklen fortsætter med en lovprisning af milen og den omliggende, vilde natur og slutter med at oplyse om, hvordan man kan køre/selje helt fra København til Kandestederne med kun en enkelt overnatning undervejs.Her et lille uddrag fra Skagen Avis nov. 1922 i anledning af Elisabeth og Christen Kokholms sølvbryllup..
: ”For 6 Aar siden købte Kokholm Nabogaarden, og nu er han den største Jorddrot i Kandestederne.”
I et interview bliver han spurgt om, hvilke værdier, han sætter højt, og her svarer han, at det at læse gode bøger er noget, han vil anbefale alle. Selv læser han meget. Han roser også højskolebevægelsen og siger, at alle unge burde tage på højskole, og at det er noget, alle kan få råd til. Det er lidt tankevækkende, synes jeg, for ingen af hans egne børn får lov at komme på højskole. Han slutter samtalen med disse ord:
”Jeg har tit undret mig over, hvorfor saa mange rejser ud i det fremmede for at blive til noget. Hvis de vilde arbejde lige saa haardt hjemme, som de maa derude, saa kunde de naa vidt ogsaa her.”
To år efter rejser Kristian, næstældste søn, til New Zealand for at blive til noget. Det bliver han ikke. Og i hans breve hjem får man en anelse om, hvorfor. Kristian tjente nok penge, men han brugte dem hurtigt igen.. Og det herlige driverliv, som han havde set udfolde sig på hotellet derhjemme, kunne han ikke vente med selv at udleve.
Udateret brev fra Elisabeth til sønnen Kristian.
Han er vendt hjem fra sit liv i New Zealand i 1924, hvor han fik samme skæbne som de fleste andre emigranter. Mange års håbløst slid. Han vender tilbage til Danmark 1949 med sin kone og lille søn og et nedbrudt helbred. I Danmark får de en datter. Det lykkes Kristian at købe et lille husmandssted. Konen, Maren, er vred. Hun havde forestillet sig, at familien var velhavende. Især Elisabeth hader hun af et godt (ondt) hjerte. Kristian kan ikke drive stedet og sælger det, køber et nyt, og det går heller ikke. Han sender mange breve til sine søskende og beder om hjælp – det gør de til en vis grad, men det rækker ikke til at bringe ham på fode, og det ender med, at han bliver skilt og derefter rejser til Australien. Nu er han en midaldrende mand med et svagt helbred, og rejsen kan efter min mening næsten betragtes som et selvmord.
Brevet fra moren, som her vises i uddrag, er et af mange. Især sender han mange breve til moren, som han mener har snydt ham.
”Kære Kristian! Tak for dit Brev forleden. Jeg blev meget ked af at se, at du ikke synes, du kan klare dig – og at du ikke synes jeg har hjulpet dig nok – jeg vil jo gerne hjælpe jer alle så godt jeg kan. – men jeg synes da også jeg har sendt dig mange Penge Kristian – jeg kan se, i min Bog at du har faaet sendt 1800 kr. til Australien – og jeg betalte 41/2 Tusinde for din og Maren og Dans Rejse hjem og engang fik du 1200 Kr og sidste Vinter 600 Kr og saa har jeg sendt dig mange Penge langs hen ad Vejen, og Kristian jeg maa jo ogsaa tænke paa de andre Børn – Helga har kun faaet 1600 Kr derhjemmefra i det hele og hun har jo ogsaa Børn og Kais Forretning gaar vist heller ikke saa godt – de vil ogsaa sælge – ja det er jo ikke så let naar der er så mange og jeg gerne vil at de skal have en mule alle – Far og jeg begyndte jo så fattigt og sled haardt dengang for at holde sammen på det hele – og nu er jeg gammel Kristian – ved at blive for gammel til at have for meget at spekulere over – og du og Mads kan jo ikke sammen – så det kan jo ikke nytte at I gaar sammen om Arbejdet her. – Ja jeg vil jer det bedste alle – men I er jo unge og jeg er gammel nu og vil helst sidde her i Kandestederne i Fred og Ro i min Tid.”
Det er ind imellem hjertegribende at læse brevene mellem Kristian og hans søskende og moren og ikke mindre trist at læse Marens breve. De er SÅ fulde af bitterhed, og myten om den kokholmske familieidyl krakkelerer.
Her kun et par uddrag:
Brev fra Maren til Mads Kokholm. Maren er sikker på, at Mads sidder og vogter over en familieformue. Og hun skriver d.20/11 1949:
“Den forfærdelige nærighed, Mds, er jo en familiesvaghed, da jeg fortalte jeres tante fra Bækmarksbro, murer Niels Kokholms kone, hvordan Kristian laaser hans penge, papir og slik nede for mig, siden han har faaet sin Mor bag sig, saa sagde hun, ja, men saadan er den familie, ….. “den kvinde, der prøvede paa at glatte det ud, hver gang hans Far vilde give knægten en velfortjent omgang klø ….. da jeg kom op for at blive gift med ham, og saa det møghul han boede i og blev klar over, at han ikke var andet end en forfalden drukkenbolt ...”
Og sådan fortsætter brevet med vredesudbrud og “afsløringer” af Christen og hans familie.
Der er bevaret mange hundrede breve. Mange af dem viser sider af familien, som ikke kom frem i offentligheden, og hvorfor skulle de? Jeg har altid syntes, at familiestridigheder var det laveste af alle slags stridigheder og ønsker ikke her at udbrede mig mere om den sag. Den vedgår ikke romanen. Her handler det om de to Lise og Christen.
Men selvfølgelig synes jeg, det er interessant at få facetter frem om personerne, som jeg umuligt har kunnet finde i arkivernes bunker af papirer. I brevene kommer man utrolig tæt på, og jeg har det sådan, at jeg gyser ved at se så intime sider af folks liv og væsen. Som at være “kigger” – ja, for det bliver man, når man læser andres breve.
Ovenstående billede af Chresten Kokholm, malet af Skagensmaleren Fenger, viser os netop den Kokholm, vi lærer at kende via medierne og anekdoternes verden. Der var så også en anden. Et kompliceret menneske. Og “nærlæser” man billedet er det ikke vanskeligt at se smerten i det ansigt. Hans liv har ikke været let.