Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

At være forfatter

Uden videre omsvøb vil jeg hævde, at forfatter ikke er et fag, man kan tilegne sig, hvis man ikke dybt i sig har en længsel efter at blive det. Det er måske oven i købet noget, der ligger i ens dna. At være eller ikke være forfatter. Det er sådan, det er. Man skal være født med længslen, og man skal tro på, at det største, der kan times en, er, at man en skønne dag bliver i stand til at skabe en fuldendt helhed uden for en selv: en selvstændig og smuk samling af ord. Kort sagt en bog. At man kan skabe den bog og trække sig tilbage og betragte den og tænke: Ja, det er rigtig godt. Det er præcis, som det skal være.

Som sagt er det måske en længsel, man er født med. Jeg tror i al fald, at jeg er født med den. Som Paulus siger: størst af alt er kærligheden. Og også her kommer kærligheden før noget andet. For det allerførste kim til at blive forfatter er en stor og uhelbredelig og som regel lykkelig kærlighed til litteraturen. Til det fantastiske underværk, som al god litteratur er.  

Jeg var meget lille, da jeg lærte den kærlighed at kende. Min mor læste Oliver Twist højt, og jeg svævede endnu højere end hun læste, ja, i lang tid mistede jeg totalt jordforbindelsen og VAR Oliver. For så levende og smuk og fuldendt var skildringen af drengen Oliver, at ingen af de børn, jeg legede med eller mine søskende bare tilnærmelsesvis kunne matche den tiltrækning, han havde på min barnesjæl. Virkeligheden blegnede, fiktionen fik farver.

Og sådan gik det barndommen igennem. Jeg tror nok set i tilbageblik, at jeg tilbragte flere timer i selskab med bøger end i selskab med mennesker. Ikke fordi jeg ikke kunne lide de andre børn. Jeg havde venner. Det skriver jeg en dag en bog om. Mine ”rigtige” venner. Men personerne i bøgerne, de gode, de onde, de grimme, de smukke, de glade, de triste, de lykkelige, de ulykkelige, de sårbare, de stålsatte, de udsatte, de velbjergende, alle sammen gik de lige ind i min barnesjæl og befolkede den med et mylder af venner og uvenner, som jeg godt vidste, men ikke følte, ikke fandtes i ”virkeligheden”.

Og jeg vidste, at så snart jeg kunne skrive ord ned, så ville jeg være forfatter. Det tog sin tid. Jeg er ordblind. Jeg kunne ikke skrive. Jeg kunne ikke læse. De første år måtte jeg nøjes med at lytte. Min bedstemor læste, min mor læste, min bror læste, læreren i skolen læste, læreren i søndagsskolen læste. Vi fik hele tiden læst op den gang. Og i radioen hørte vi Onkel Oplæser læse op.

Men som tiårig greb jeg pennen. Og det var en pen. Og jeg skrev min første roman. Den handlede om Vinterkrigen i Finland. Jeg husker ikke mere, hvorfra jeg havde stoffet. Fra radioen, tænker jeg, for jeg var en ivrig radiolytter fra helt lille. Det er også muligt, at jeg havde læst nogle artikler i Kristelig Dagblad, som min bedstemor holdt, og som jeg forsøgte at stave mig igennem. Der var også andre aviser. Vi levede i storfamilie dengang, og bedstemor og far og mor havde forskellige syn på verden og holdt forskellige aviser. Sundt nok for os børn.

Jeg skrev altså romanen. Min første. I et kladdehefte. Jeg var hamrende stolt af mit værk. Jeg værnede om det og rettede i det og skrev til heftet var fuldt. Og jeg skrev om børnene i krigens brændpunkter, lod dem udføre heltegerninger og komme frelste igennem det inferno, jeg uden samvittighedskvaler skabte for dem. Jeg tror nok, jeg græd af rørelser over de stakkels børns trængsler uden at skænke det en tanke, at det var mig, der havde påført dem hver eneste af dem. Måske sidder Gud lige nu og græder af rørelser over alt det skrækkelige, hans skabninger gennemgår rundt om i verden, uden egentlig at tænke over, at han i sin almagt må være medskyldig i det meste. Nå, det var et sidespring. Og et upassende et af slagsen. For som kristen burde jeg ikke springe i den retning, men som tænkende væsen er jeg jo nødt til det.

Nå, men så blev romanen omsider færdig, og jeg har altid gerne villet have medlæsere. Det ville jeg også dengang, og det nærmeste offer var min storebroder Anders. Jeg satte altså min bror ned på en taburet. Han var et tålmodigt og godt barn, så han lod ordene falde ned over sig uden protester. Det gik ikke hurtigt, for jeg var som sagt ordblind og selv dengang skrev jeg kragetæer, som jeg selv havde svært ved at læse. Men jeg fik læst det første kapitel og skottede til min bror for at se, hvor rørt han var. Og om jeg ligefrem skulle trøste ham og love ham, at det endte godt. Jeg ventede at se tårer i hans øjne.

Men jeg så noget helt andet. Det var frygteligt. Han hylede ikke af grin – han skreg ikke af grin. Han grinede slet ikke. Det gør mandlige medlemmer af Hesselholtklanen sjældent. De lader små lune bemærkninger falde der, hvor andre falder om af grin. Og jeg husker ikke mere hans bemærkning. Den var lun og andre end mig ville vel have fundet den morsom. Men jeg faldt i et sort hul af ulykke. For den fortalte mig, at det var det rene bras, jeg havde skrevet. Jeg gemte mit kladdehefte væk. Og pludselig kunne jeg selv se, at det var noget juks.

Med denne lille anekdote fra min barndom har jeg illustreret et af forfatterens smertepunkter. At det, man selv finder smukt og godt af andre bliver kasseret med et pennestrøg eller en kort bemærkning. Alle forfattere har oplevet det. Og alle kommer til at opleve det. Og det er en af årsagerne til, at det her job er det mest intenst smertelige af alle jobs. Men man sidder i fælden. For man er født med længslen og den kan ingen slukke.

Jeg faldt i går over en artikel af Per Petterson, den store norske forfatter, og den inspirerede mig til ovenstående indlæg. Men jeg vil vende tilbage og opsummere et par af hans bemærkninger til forfatterrollen senere.