Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
For nogen tid siden fandt jeg en bog, udgivet i 1928 og skrevet af Karen Thuborg, som levede hele sin barndom i Langerhuse, kun få kilometer fra Harboøre. Her havde hendes forældre en lille ejendom. I bogen fortæller hun om, hvordan livet var i sidste halvdel af 1800tallet i det lille fiskerleje og i egnen omkring det.
Dette indlæg bliver ikke det eneste, jeg vil lægge på bloggen om livet i Harboøre på den tid, da det jo har forbindelse med min Kokholm-roman – Karen Thuborg er ca. 20 år ældre end Christen Kokholm, og hendes familie er socialt og økonomisk bedre stillet end hans var, men alligevel er forskellene ikke voldsomt store, og jeg kan forestille mig, at den barndom, som Karen fortæller om, ligner både hans barndom og de fleste andres på denne tid og i dette miljø.
I det lange nedenstående citat fortæller hun om, hvor hårdt det var at komme ud at tjene som “lillepige”. I et tidligere afsnit fortæller hun om, hvordan hun sov i samme rum som de voksne tjenestepiger – og drenge, og når der boede forliste sømænd på gården, blev de indlogeret i samme rum. Hun fortæller, hvordan hun en nat vågnede ved, at der lå en fuld sømand og snorkede ved siden af hende i sengen. Hun var frygtelig bange, men turde hverken stå op eller blive liggende. Ja, det var barske oplevelser for en lille pige. Og herunder kan man læse om hendes arbejdsdag, sådan som den formede sig for en 10 – 11 års pige:.
EN PIGE UNDER ÅGET ( Min overskrift) –
(citat side 110) -“Det var en lille Gaard, jeg kom til at tjene paa … Om Morgenen skulde jeg først hjælpe at malke, eller ogsaa skulde jeg sætte Gæssene ud, medens de andre malkede. De gamle Gæs skulde i Tøjr, to og to, og drives langt ud i Marken for at græsse der. De blev saa tøjret, hvert Par lige overfor hinanden, saaledes at de kunde naa et Vandtrug, der stod midt imellem dem. Derefter skulde de unge Gæs drives et andet Sted hen i Marken, hvor de alle skulde sættes i en Fold med Ruller under, den var lavet af Lægter, som var en 10-12 Alen lange og samlede i en Firkant. Folden kunde skydes frem og tilbage, som Gæslingerne skulle flyttes til. – Naar jeg om Morgenen fik Gæslingerne ud af Huset for at drive dem ud til Folden, fløj nogle til den ene Side og nogle til den anden, nogle fløj lige ud, og andre vilde næsten ikke fremad, men gik saa stille og snakkede med hinanden. Jeg maatte have dem samlet alle i een Flok, før jeg kunde drive dem ind i Folden. Et Trug, som hang paa Foldens Inderside, skulde saa fyldes med Vand. Vandet bar jeg i to Spande hængende i et Aag den lange Vej ud til Gæssene. De gamle Gæs blev i Dagens Løb flyttet flere Gange i deres Tøjr, ligesaa vel som Gæslingerne blev flytttet i deres Fold, og jævnlig blev der hældt friskt Vand i Trugene.
Naar jeg var færdig med at sætte Gæssene ud, maatte jeg skynde mig at trække Køerne ud paa Agrene og tøjre dem der. Der skulde være lige langt mellem Køerne, og derfor skulde jeg tælle Trinene mellem Tøjrehælene. Naar jeg havde det til Side, var det paa høje Tid at faa Kalvene ud. De var lige saa slemme at drive med som Gæssene. De var i Tøjr, men de var ikke vænnet til det endnu, de vilde hverken lade sig trække eller drive, og pludselig kunde de gøre et Spring, saa jeg næsten ikke kunde holde dem. – Naar jeg endelig havde faaet dem sat, skulde jeg hen paa Nylingerne (nogle ny Agre) at flytte Ungkreaturerne, som stod ude om Natten. Og derefter skulde jeg op ved Klitten mellem Bjærgene at flytte Faarene. Naar jeg kom hjem, derfra, fik jeg min Davre. De havde tre Børn, den yngste var godt et halvt Aar. Hun rakte efter mig, naar jeg kom ind, og saa skulde jeg sidde med hende paa mine Knæ, mens jeg spiste, de voksne havde da spist. Nu skulde jeg feje Gulvene og strø Sand paa dem, og det skulde strøs fint, i Ruder, Hjærter og andre Figurer. Straks efter skulde jeg hen at flytte Køerne, til Tider skulde de flyttes to Gange inden Middag. Jeg talte Trinene for at flytte dem lige langt frem. Til Middag skulde Køerne ind. Somme Tider hjalp jeg da at malke, og somme tider trak jeg Ungkreaturerne hjem, vandede dem og satte dem hen igen, bar Vand i Spande ud til Kalvene i Marken og flyttede Faarene, mens Køerne blev malket. Naar vi havde spist til Middag, legede jeg med Børnene, mens de voksne sov Middagssøvn. Desuden skulde jeg vaske op efter Middagsmaden, feje Gulvene paany og strø Sand paa dem. Klokken 3-4 den Tid, der kaldes Drøvtiddags blev Køerne sat ud igen, og de andre Dyr blev flyttet.
Om foraaret, saa længe Lammene var smaa, skulde Faarende trækkes hjem om Aftenen, for at Lamenne ikke skulde fryse, og sættes ud igen om Morgenen. Om aftenen gik det hele let nok, naar jeg kun trak 3-4 Par Faar ad Gangen, om ogsaa de gik omkring mellem hinanden og fik Tøjrene filtret sammen, saa kunde jeg let rede dem op, naar jeg tog dem af Hovedet paa Faarene og slap disse løse inde i Faarehuset. Men om Morgenen, naar de skulde ud, og jeg igen havde faaet dem i Tøjr og trak af Sted med 2-4 Par – jeg skulde jo skynde mig – filtrede de sig atter sammen, og naar jeg kom hen med dem til det Sted, hvor de skulde staa, var Tøjrene næsten ikke til at rede ud fra hinanden. Jeg var nødt til at tage Grimen eller Halsrebet af et af Faarene ad Gangen og se at faa et Par klaret ud først og faa Tøjrehælen banket ned, og derefter med den sammenfiltrede Flok gaa hen til det Sted, hvor de næste Par skulde staa, og begynde igen at rede op.
Det skete enkelte Gange, at et Faar under dette løb fra mig: det var jeg nødt til at lade løbe, til jeg var blevet færdig med at tøjre de andre Faar, og saa maatte det fanges bagefter; jeg turde ikke komme hjem og sige, at et Faar var løbet fra mig. Jeg løb saa længe efter Faaret, at det blev træt og stod stille. Jeg tror nok, at Lammene hjalp mig, de brægede og kunde ikke følge med.
Naar jeg kom hjem, fik jeg Skænd af Konen, fordi jeg var blevet for længe borte. Jeg sagde kun “Faaretøjrene var blevet saa indfiltrede”. Hun blev ved at skælde ud. Jeg gik ud og græd, til Konen kaldte paa mig, at jeg skulle ind til Barnet.
Køerne maatte ikke komme ind, saa længe Solen var paa Himmelen. Men naar de var trukket hjem, skulde jeg ud at flytte de Dyr, som skulde blive ude om Natten. Det sidste, jeg bestilte om Aftenen, var at gaa en halv Fjerdingvej ud i nogle Bjærge og flytte nogle Faar til Nat, naar de ikke længer skulde trækkes hjem. Da var det næsten altid saa mørkt, at jeg knap kunde se Faarene, langt mindre Tøjerne. Jeg maatte se at holde Tøjrene godt i Stand, for gik de i Stykker, og Faarene slap løse, skulde jeg selv fange dem og gøre Tøjrene i Stand ude i Marken, ellers vilde Faarene gaa op i Klitten, eller de vilde gaa ned i Kornet paa andre Folks Agre, og saa blev de taget i Hus, og der skulde betales Mulkt af dem. …….. Jeg var saa bange som en Hare ….
Jeg var fæstet saaledes, at de selv maatte skønne og raade for, om de vilde give mig noget til Løn. Da jeg rejste, gav de mig tre Pund Uld og sagde, det skulde jeg selv strikke en Trøje af og bruge den at gaa i til Skole. De gav mig nyt Tøj til en Kjole og et Klæde til mit Hoved og et til min Hals, Tøj til et Forklæde og et par Basar-Træsko og endelig fire Rigsdaler i rede Penge. Mine Forældre blev helt forbavsede, da jeg kom slæbende hjem med alt det. Det var en stor Løn til et Barn den gang.
Lige en bemærkning: stavemåden er Karens og hun skriver altså ikke tøjrepæl, men tøjrehæl. Det ord kender jeg ikke.
