Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
ORD DER HUSKES
Der er ordvekslinger, man husker mange år efter, at de fandt sted. Næsten ordret ligger de på lageret i hjernekisten og er ikke til at flytte. Nogle af dem bliver endda hængende livet igennem. Som regel er det kun nogle sætninger – måske kun en enkelt sætning – somme tider er det hele samtaler. Og så husker man også det sted, hvor ordene faldt. Der følger billeder med.
Et eksempel fra 1958 eller 59: jeg er 15 år står i køkkenet sammen med min mor. Eller ikke sammen med hende, for hun brød sig ikke om min køkkenhjælp, og jeg var vist heller ikke hjælpsom på den front. Ville meget hellere arbejde på havnen med at stable fiskekasser eller ro hyttefade for fiskerne. Sammen med min bror, som i øvrigt hellere ville stå i køkkenet og lave mad.
Men lige den dag var jeg nu alligevel havnet i køkkenet, og min mor stod og rørte i en gryde, og hun så ikke op fra den, da hun lod ordene falde. De dumpede lige ned i sovsen, hvor de landede uden så meget som et plask, men jeg syntes alligevel, jeg kunne smage dem hele aftenen: ”Du skal på kostskole. Det har far og mig bestemt.”
Jeg sagde først ingenting. Var tungnemt blevet stående midt på gulvet. Det havde jeg ikke set komme! Men så kan jeg huske, at jeg forsøgte at lade, som om jeg syntes, at det var en god ide. Måske ville jeg ikke gøre hende ked af det. Eller også ville jeg bare være kæk. Men jeg ville ikke væk. Og jeg var faktisk chokeret. Det var jo ikke noget, vi havde snakket om. Og jeg blev ikke spurgt. Og hvorfor skulle jeg nu sendes på kostskole? Ville de af med mig?
Senere har jeg jo forstået, at de ville mig det bedste. At det sikkert var det bedste. For mig. Og for dem. Jeg var jo ordblind og ville utvivlsomt blive betegnet ”ikke egnet”, hvis jeg søgte optagelse på det kommunale gymnasium i Frederikshavn.
En anden dialog, som stadig findes på kranielageret, stammer fra Paris, og nu er vi altså sprunget 3 år længere frem i tiden. Det er efterår, november tror jeg, og jeg har boet i Byernes By siden først på sommeren. Da kom jeg som nybagt studine, og min søster havde skaffet mig en grydeklar stilling som aupairpige i det fineste kvarter i Paris, meget tæt på Boulogneskoven. Her skulle jeg passe en lille dreng på 4 år. Men den historie kan vente.
Lige nu ( i dialogøjeblikket og flere måneder senere) sidder jeg altså på gulvet i min søsters soveværelse. Og jeg græder. Jeg er rendt af pladsen. Eller jeg overvejer at gøre det. Jeg gider simpelthen ikke være underklasse i overklassen længere. I min barndoms by, Strandby, var der ikke klasseforskelle – og selv på kostskolen forekommer det mig den dag i dag, at vi blev behandlet ens, hvad enten vi nu var døtre af det højeste aristokrati eller børn fra arbejderhjem ( dem havde vi også nogle stykker af, for rektor var socialdemokrat og havde sociale og demokratiske idealer) – men i det miljø, hvor jeg nu var havnet, var der en himmelråbende forskel på folk.
Men det er dialogen, jeg vil frem til. Og fortællingen om opholdet i overklassen må vente til senere. Hvis jeg da skal fortælle om det.
Men jeg sad altså på gulvet i søster Hannes lejlighed og havde lige drukket min første whisky-on-the rocks, og ville knusende gerne have en til. Og jeg tudede og fik sagt, at jeg ikke ville være der en dag mere. I den modbydelige snobbeklassefamilie.
Og så blev min søster pludselig skrækindjagende meget STORESØSTEREN. Hun satte sig ned på gulvet ved siden af mig og holdt en lang dundertale til en plat umulig lillesøster. Og der er nogle af de ord, jeg husker tydeligt. De trængte ind.
Men først skal jeg lige føje til, at jeg netop havde forelsket mig i en franskmand, hvis familie var flygtet fra Francos Spanien. Han hed Michel og var en glødende og aktiv kommunist. Og han ville gifte sig med mig. Og det ville jeg også med ham. Og jeg ville hjertens gerne bo i en ussel lejlighed i Paris og var ligeglad med alt andet. Hans forældre var arbejdere, og han var selv teknisk tegner og vist nok en slags mønsterbryder, og han havde et udmærket job og kunne sagtens forsørge mig. Sagde han. Franske kommunister er småborgerlige ( eller var ) – jeg kom til at kende mange. Og kønsrollerne var ikke til diskussion.
Jeg var ikke rigtig klog, sagde søster. Jeg fik sandelig læst og påtalt.
”Du kan gøre, hvad du vil med den der fyr. Men du kan ikke gifte dig med ham, og du vil blive smadder ulykkelig, hvis du gør. Og du kan heller ikke være det bekendt over for far.”
”Over for far?”
”Ja, synes du måske ikke, du skylder ham respekt.”
Jeg elskede min far, og jeg nikkede vist nok, men jeg forstod hende ikke. Hvad kom det far ved?
”Far har sendt dig til en af de dyreste og fineste kostskoler i Danmark. Og så skylder du ham i det mindste, at du bruger din eksamen til noget. Og at du får en uddannelse.”
Jeg husker ikke resten af samtalen, men jeg syntes sært nok pludselig, at hun havde ret, og jeg lovede at tage hjem og at få en uddannelse. Jeg holdt første del af aftalen. Men jeg fjumrede alligevel videre: tog vikarjobs på en skole i København, boede gratis hos min tante og sparede penge op, og da det blev forår rejste jeg selvfølgelig til Paris. Men nu var det for egen regning og risiko, og jeg husker den første tid i Paris som totalt berusende. Jeg havde ikke følt mig så fri i mange år. Set retrospektivt er det jo ikke spor sært: jeg havde været spærret inde de seneste år. På kostskolen var man det i bogstavelig forstand. Hos familien i Boulogneskoven var man det også, selv om jeg der havde en ugentlig fridag + retten til at tage undervisning på Alliance Francaise i Paris en gang om ugen. Alligevel: en dag blev jeg kaldt ind til Monsieur, og han fortalte mig, at en privatdetektiv havde fulgt mig hele dagen for at se, hvad jeg foretog mig. Og jeg havde talt med en mørklødet mand, kunne detektiven berette. Og nu måtte jeg forklare mig!! Man var bange for kidnappere, og det var før hændt, at et barn var blevet bortført med au-pair pigens hjælp. Jeg tror nu, jeg kunne berolige ham. Kort efter blev jeg dog sendt til et gods ved navn Tabaseau i Normandiet, hvor jeg skulle bo sammen med drengen i nogen tid hos en russisk greve. Men det skal det ikke handle om nu.
Det særeste var alligevel, at forholdet til den mand, som jeg et halvt års tid tidligere havde villet gifte mig med, kølnedes stille og roligt. Forelskelsen forsvandt ganske enkelt. Jeg syntes, han var bornert og uden viden om ret meget andet end politik og samfund. Men her lærte jeg jo til gengæld meget af ham. Han tog mig f.eks. en dag med til en zigøjnerlejr, for at jeg skulle se, hvordan Frankrig behandlede sine romaer. Det var en øjenåbner, og dem var der mange af. Og vi blev ved at være venner, lidt fordi jeg syntes, det var synd for ham bare at droppe ham – når jeg nu osv. …
Men det var friheden, der berusede mig. Og vennerne på den nye skole. Vi var studerende i alle aldersklasser og samfundslag, og nogle typer var helt nye for mig: en rigtig livsglad sømand, der sejlede det halve år og studerede et sted i verden det andet halve. Og to gamle husmødre ( gamle? tja de var måske 50 år!!) Og jeg kom til at dele værelse med en pige, som senere blev Simon Spies’ elskerinde ( dem havde han mange af) Hun hed Annie, og var utrolig sød. Skolen, vi gik på, ejedes af Simon Spies og var i øvrigt meget seriøs. Vi havde dygtige lærere til sprog og litteratur. Vi boede uhyre spartansk, og mad havde vi dårligt råd til. Kunne dog spise en varm ret på en restaurant hver dag. Men resten måtte vi klare selv. Og jeg havde i al fald næsten ingen penge til de tre måneder. Men så prøvede jeg at være fattig, og det var jo kun sjovt, når jeg vidste, at det ville høre op igen. Storesøster boede jo i Paris, men hun var i Pyrenæerne i hele universitetsferien, boede hos sin svigerfamilie. Jeg husker sommerdagene på små fortovsrestauranter i Montparnassekvarteret, hvor jeg sad i timevis på en fortovscafé og læste Verlaine eller Baudelaire. Ny og svimlende læsning. Og for en cola kunne man sidde i fred i flere timer og bare se livet strømme forbi. Og læse. Bøger havde jeg råd til, franske billigbøger kostede ikke meget, og flutes med café au lait kunne holde sulten stangen. Kaffe kunne vi købe uhyre billigt på vores billige hotel.
Her er et uddrag af et brev, som min bedstemor skrev til sin niece i 1962 og det viser lidt om, hvor ”passet på” jeg også blev i Paris ( i den første periode!):


 
Ja, det er bedstemors brev til Sigrid, og hun skriver jo, at jeg må forlade huset sammen med en ung mand, som læser til læge. Philippe, søster Hannes forlovede, var blevet præsenteret for familien, og når han kom i sin lille 2CV og hentede mig på fridagene, kunne jeg forlade “fængslet”. Hmm … ja, men han satte mig af i Paris, så jeg kunne nyde min fridag uden vagthund. Og desuden: hele sommeren var han i Pyrenæerne. Men det vidste bedstemor ikke. Og der var jo nok nogen derhjemme, der kunne bede for mig. Det tror jeg, de gjorde. Selv var jeg holdt op med at bede på det tidspunkt. Men det er en anden historie.
Bedstemor:

Ja ja bedstemor, nu kom du til at fylde rigeligt. Jeg minimerer billedet senere. Men du fyldte jo meget i mit liv.