Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
AFSNIT 3
I BAKSPEJLET
Suzanne Brøgger skriver et sted i Crème Fraiche, at hun lærte arbejdsdisciplin på kostskolen. Jeg har ikke tænkt på det før, men det var uden tvivl en sikker sidegevinst for os, der måtte underkaste os en meget struktureret hverdag, hvor ordet frihed var en by i Rusland.
Min barndom var ustruktureret. Jeg havde næsten total frihed. Fra vi kunne gå, kunne vi gå hvorhen vi ville. Og det gjorde vi. Mor fortalte mig, at hun var blevet forfærdet en dag, hvor hun gik tur i Strandby og pludselig så en lille, rød flyverdragt højt oppe i toppen af et stort træ. Det var mig. Jeg husker det ikke, men har fået historien fortalt: der skulle hjælp til at få ungen ned. Op kunne jeg komme. Helt til tops. Men ikke ned.
I min barndom flød alt ubesværet i tidens strøm, og mine forældre kunne ikke interessere sig mindre for vores gøren og laden – vi skulle opføre os ordentligt, men ellers havde vi frie tøjler. Og havnen var vores legeplads, fra vi var små.
Frihed om dagen. Men den hørte op, når det blev aften. Her trådte sørgelige regler i kraft. Vi skulle altid tidligt i seng. Da vi var små var tidligt efter aftenmåltidet, som indtoges kl.18.00 præcis ( inden far skulle til sidste auktion kl.19.00) – så blev vi vasket, fik en godnathistorie inde i stuen. Mor læste de gamle klassikere højt. Jeg husker Oliver Twist, Børnene i Nyskoven, Kaptajn Grants Børn, men også ”kvindebøger” som f.eks. Det skete ved Kisum Bakke ( Karen Aabye ). Vi hørte også bøger af Aakjær og J. V. Jensen. Bagefter var det lige i seng. Her snød vi ganske vist, men det kommer jeg tilbage til.
Jeg husker sommeraftner, hvor fuglene sang og fiskerbørnene legede udenfor – og deres stemmer trak så voldsomt, at jeg overvejede at stikke af ud gennem vinduet og lege videre i den lune sommeraften. Kl. var måske 20.00, og det var helt lyst, og søvnen en by i Rusland.
I et lille børneværelse i husets ene gavl sov min lillesøster Dorte og jeg. De tre store havde fået indrettet værelser på loftet. Da jeg var helt lille havde vi også en ung pige boende, men på et tidspunkt begyndte mor at rekruttere piger fra byen, og så fik min bror Anders hendes værelse. Eller værelse er nu så meget sagt. Det var nærmest et skab. Det var så lillebitte, at man akkurat kunne vende sig i det, men ikke tage skridt i nogen retning. Besøg hos ham foregik i sengen. Der var også rart. Når jeg ikke kunne sove, listede jeg forsigtigt op ad trappen – det var forbudt af en eller anden grund, sært nok, når så meget andet var tilladt – og så kravlede jeg ned under dynen til Anders og faldt i søvn. Det var så trygt.
Havde vi da ikke en tryg barndom? Det er jeg faktisk overbevist om, at vi havde. Jeg tror i al fald, at vore forældre gjorde det bedste, de kunne, for at vi skulle have det. Men jeg var et underligt barn, og jeg havde mange skrækfantasier, som holdt mig vågen om natten. Så var der heldigvis jeg Anders. Og så Bedstemor naturligvis.
Hun havde to stuer ovenpå. Og her regerede hun som en mild suveræn. I det ene værelse sov hun i en mægtig dobbeltseng, og her var jo ligelig plads til et barn, og jeg er sikker på, at hun ikke tog det fortrydeligt op, når jeg kom dabbende i nattens mulm og mørke og krøb ned til hende. Men vi måtte ikke forstyrre Bedstemor. Og jeg måtte jo slet ikke forstyrre mor og far. Mor havde brug for sin søvn.
Bedstemor med salmebogen
Anders og Bedstemor påtog sig det hverv at give plads og trøst til en lille urolig unge (mig) – måske næsten hver nat. Jeg husker ikke mere, hvor ofte. At jeg var på forbudte veje, når jeg sneg mig op til Bedstemor, vidste jeg jo godt, men dels var det ret ufarligt, og dels var jeg ret ligeglad med forbud. Ja, og en nat blev jeg faktisk grebet på fersk gerning – mor havde ferniseret køkkengulvet om aftenen, og jeg hang uhjælpeligt fast i fernissen og var altså nødt til at hyle mig til assistance.
Utrygheden, hvor kom den fra? For den var jo årsagen til, at jeg lå vågen og var så bange. Jeg var vel bare et frygtsomt barn, vil jeg tro. På nogle områder i al fald, for på andre turde jeg jo alt – jeg var også et modigt barn – og ikke ret gammel, da jeg alene roede ud på havet i en fladbundet pram. Men det vil jeg skrive om senere. Den lykkeligste tid i min barndom knytter sig til havet. Også derfor var Silkeborg en forvisning, det var som at miste sin elskede.
Men lige nu befinder jeg mig på et ferniseret køkkengulv, og jeg belæres venligt, men bestemt, af min far om, at jeg skal blive liggende i min lille, rare seng, og at Guds engle holder vagt, jeg tror endda han mente, at der stod en ved hvert af sengens 4 hjørner. Så ærlig talt, lille barn.
Men jeg foretrækker Bedstemor frem for englene og fortsætter med at hjemsøge hende om natten. I lang tid var jeg bange for spøgelser – på en både hyggelig og uhyggelig måde. Min bror Anders var mester i at fortælle historier, der fik hovedhårene til at rejse sig, og de ville ikke altid lægge sig igen, når lyset blev slukket og forældrene havde sagt godnat. Så kom de listende, de der hæslige spøgelser.Navnlig dem fra Borley Præstegård i England har jeg aldrig glemt.
Men værre var dog døden i sig selv – den, der stod og lurede på en alle vegne. Vi var i 40’ernes og 50’ernes Danmark, og epidemiernes tid var ikke forbi. Børnelammelsen sneg sig ind i mange børnekamre, og jeg frygtede længe for min og mine søskendes liv og førlighed. Så var der spedalskheden. Ja, den var jo ikke spektakulært til stede i Strandby, og så alligevel, for Søndagsskolen viste os film fra Afrika, hvor vi så menneskevrag uden arme og ben trille rundt i sølet suttende på ulækre madrester. Og de smittede, og jeg var ikke tvivl om, at smitten kunne bevæge sig hen over landegrænser og nå min lille seng. Længe rystede jeg af skræk for at blive spedalsk. Og så var der stivkrampen. Vores lærer fortalte levende og grusomt om de frygtelige bakterier, der gemte sig overalt i jorden og som vi såre nemt kunne få i blodet, hvorefter vi ville falde om i smertefulde dødskramper. Og pølseforgiftning ikke at forglemme, som sagtens kunne ramme små, uskyldige børn, og hvis brutale virkninger på menneskekroppen var ubeskrivelige, men som vores lærer beskrev så glimrende, at utallige nætter flåedes fra hinanden og blev til rædselstimer.
Så hændte det alligevel, at jeg vækkede far. Især når jeg troede, at døden stod lige for døren. For jeg kunne ikke gå til min Bedstemor med så skrækkelige billeder i hovedet. Hun ville bare folde sine og mine hænder og bede bønner til Gud, der slet ikke bekymrede sig om den slags. Det vidste jeg. For det havde jeg prøvet. Far bekymrede sig. Så meget, at han puttede mig på sofaen i kontoret og lagde et tæppe over mig og blev siddende hos mig, indtil jeg sov. Men ham i hånden kunne jeg sove.
Far var en klippe af tryghed. Alligevel vækkede jeg ham kun, når angsten var helt ubærlig, og der ikke var andre udveje. I dag ved jeg, at far bekymrede sig langt mere end jeg anede dengang. At han også var bange. Hans 2 år ældre bror Karl var kun en lille dreng, da han begyndte at få angstanfald og hallucinationer. Han var skizofren. Jeg tror, at min farfar Janus har siddet ved Karls seng og beroliget ham, som min far nu beroligede mig.
Jeg var ikke syg. Men det kunne far ikke vide. Jeg var (over)følsom og ville helt sikkert i dag havde fået en diagnose og en masse medicin. Nu fik jeg i stedet frihed og kærlighed. Det levede jeg højt på, og det virkede helende på sindet, det er jeg ikke i tvivl om.
Min mor skrev et par sider i mit første fotoalbum. Jeg citerer ordret.:
Ja, lille Marianne, nu er du bleven 10 Maaneder inden Mor har syntes, der var noget at skrive. Du har tilbragt din Spædbørnstid saa roligt og stille, du var en kær lille en, der har sovet og spist og taget paa i Vægt, saa at du nu vejer 20 Pund. Udover lidt Forkølelse med lidt Feber har du endnu ingen Børnesygdomme haft. Men nu er du jo ved at blive en stor Pige, der begynder at vise, du ogsaa har en Mening og Vilje. I dag har du for første Gang været ude at rejse med Toget. Du har været i Hulsig til Vibekes 5 Aars Fødselsdag og skønt Toget var saa overfyldt, at vi maatte staa op med dig paa Armen hele Vejen, befandt du dig udmærket og var saa sulten, da vi kom op til Tante Kirsten, at du spiste 2 Portioner Kartoffelmos, inden du var mæt.
Du begynder ogsaa at forstaa hvad vi siger til dig; naar vi skal ovenpaa til Bedstemor jubler du, du er nemlig meget forkælet hos Bedstemor, og Mor haaber, du vil belønne hendes Godhed mod dig, naar du bliver stor.
Hanna og Annalise er ogsaa saa glade for den lille Søster, de er flinke til at køre Tur med dig. Anders er jo endnu for lille til at tage sig videre af dig.
Du er flink til at sove om Aftenen og om Natten, men den sidste Tid har du funden paa at vaagne kl. 6 om Morgenen, og det synes Mor er slemt tidlig, saa er du slet ikke tilfreds, inden du faar din Havregrød kl. 7, du har nemlig en god Appetit, du har spist nyt Mad længe, din Flaske har du ikke faaet, siden du var 4-5 Maaneder. Narresut har du aldrig haft.
7/9 I Dag er det din Fødselsdag. Du bliver fejret i Stilhed, vi har Skarlagensfeber. I dag skal Hanne paa Sygehuset. Annalise kom derned for 8 Dage siden; nu haaber vi, du slipper fri, du har siden Mor skrev sidst haft daarlig Hals og Mellemøreb. men i Dag er du helt kvik, du maa komme ud i Dag, men det er bleven Regnvejr, saa maa vi vente.
18/10 I Dag maatte du paa Sygehuset, lille Pige. I morgen paa Mors fødselsdag skal du opereres for Mellemørebetændelse, der var ikke andet at gøre, dit Øre blev ved med at være daarligt, og vi har været hos Specialist Dr. Hald med dig i dag, og han indlagde dig med det samme, det var hverken du eller Mor glade for, nu haaber vi, det gaar godt i morgen.
19/10 – I Dag har Far og Mor været paa Sygehuset, og du har det godt, men Far og Mor maatte ikke komme ind til dig, da Sygeplejersken var bange, du ville græde, men vi kiggede ind til dig, og du laa saa stille.
21/10 – I dag har Mor været inde hos dig med lidt Legetøj, nu har du det nemlig meget godt.
22/10 I dag er det Søndag og baade Far og Mor har besøgt dig, og du var saa stor en Pige, at du slet ikke græd, da Far og Mor gik.
9/11 I dag er du kommen hjem, nu er vi alle glade og haaber, du maa være helt rask.
24/11 – Du har det stadig godt, og nu venter vi paa, du snart skal begynde at gaa alene, du kan staa alene, men du tør ikke gaa endnu.
5/12 I dag har du taget dine første Skridt alene, altsaa 15 Maaneder. Du var lidt stolt deraf og det var Mor ogsaa.
24/12 – I Aften er det Juleaften, og du har danset om Juletræ og faaet Julegaver og moret baade dig selv og os andre, nu er kl. halv 11, og du er samme med co. kommet i Seng.
24/12 1945 – Ja, lille Pige, nu det et helt Aar siden Mor skrev sidst og i den lange Tid har du vel nok udviklet dig meget; du har faaet lært mange, mange Ting, du taler fuldstændig rigtigt og leger Dagen lang med Hanna, Annalise og Anders, og i Aften Juleaften har du rigtig været i Humør, du har faaet saa mange Julegaver, som du rigtig morer dig med. Du har i det forløbne Aar ikke været syg. Kun har du haft dit Kraveben brækket, og det var en Søndag i September, du var med Hanne i Søndagsskole; da faldt du ned fra Bænken og saa var det sket. Du sagde ogsaa: “Nu vil Janne ikke i Søndagsskole mere,” men det har du nu glemt og været med Hanna siden. Du er saa fuld af Morskab og selvfølgelig meget forkælet, du har en lille Dukke, der hedder “Sidsel”, og den elsker du, den sover hos dig, og du er en sød lille Mor for den.”
Her slutter mors optegnelser. Jeg undrer mig lidt over to ting: at jeg fik sutteflaske fra spæd vidste jeg godt, men at jeg blev vænnet fra at sutte 4 måneder gammel, vidste jeg ikke. Og mor havde lært barnepleje på husholdningsskolen i Silkeborg! Og det andet sære er, at hun overlod mig og barnevognen til mine to “store” søstre. De fik altså lov at køre ture med mig, og de var 4 og 6 år. Hmmm … det var dog tidligt. Anders var 2 år og altså for lille til at passe mig. Dog.
Her et par billeder fra Lilletiden – de er desværre teknisk ringe, men det kan jeg ikke gøre noget ved:
Annalise, Anders, Marianne, Hanna ( mor skriver både Hanna og Annalise – vi har aldrig været gode stavere i familien, og jeg har nu altid skrevet Annelise og Hanne)
Den her lille opvisning husker jeg tydeligt. Prüz var min bedste ven, og han lavede dette nummer, hvor han dansede rundt i gården med mig på hånden, så længe han kunne bære mig på den måde. Det hed en prüssetur. Vi var venner hele min barndom. Prüz var vognmand og kørte for min far. Senere fik jeg lov til at køre rundt i Vendsyssel sammen med ham i hans lastbil. Utroligt egentlig. Men han var så glad for mig, havde selv voksne sønner, men ingen børnebørn, og jeg blev totalt adopteret. Engang spjækkede jeg fra skole, det har vel været i 1. klasse og tog med Prüz til Ålborg. Vi var bl.a. på besøg hos en kunstner, som han kendte, og som lavede sære Kristusfigurer, han hed, så vidt jeg husker Laier. Ja, nu husker jeg: pastor Laier.
Efter min lillesøster Dortes fødsel, blev mor meget syg, og lå vist nok flere måneder på sygehuset, og de store børn kom med far ind til hende. Men jeg måtte ikke. Var for lille – det forstår jeg ikke, men det er den forklaring, jeg har fået. Selvfølgelig savnede jeg min mor, og jeg gik hen til Prüz og græd vel så hjerteskærende, at han reagerede på stedet. Han kørte mig ind til mor. Jeg husker det kun ganske svagt, og i min erindring sidder jeg på stangen af hans cykel. Men nu kan jeg ikke forstå, at han virkelig cyklede mig derind. Han var jo for pokker vognmand. Jeg var 3 år dengang, og det var om vinteren, Dorte blev født, men det var om foråret, han kørte mig til sygehuset. Det er helt sikkert. Og jeg synes nu at huske, at han cyklede mig derind.
Prüz omkom ved en ulykke. Han kørte ind i Skagenstoget. Overså blinket.
På nedenstående billede ses jeg med min første ( og eneste) barnekæreste. Vi var uadskillelige og havde aftalt ægteskab, når vi blev store. Det gik anderledes.
‘Han hedder Jens Bjørn Hansen og var søn af læreren på Strandby skole. Senere blev han kendt som en af De gyldne Løver – men her er han en lille dreng. Og han svigtede mig slemt. Året efter, at det her billede blev taget, og vi er 6 år, flyttede familien til Frederikshavn, og jeg besøgte Jens en søndag. Han tog mig med ned i et mørkt beskyttelsesrum fra krigens tid, og herinde i det buldrende mørke fortalte han mig, at han havde fået en ny veninde, og at det altså var slut med os to. Jeg husker, at mit lille hjerte gik i tusind stykker.
