Samme mirakel som hvert år.
Ingen har udtrykt det bedre end Halfdan Rasmussen i digtet: Noget om Kraft
Med store undrende øjne går jeg, hvor anemonerne lyser hvidt,
og midt i forårets lysvæld står jeg og ser mod himlen og spørger blidt:
Hvem opfandt lærken og nattergalen? Hvem satte knopper på birk og bøg?
Og hvem bestemte at netop svalen sku´være svale og gøgen gøg?
  
Hvad er det dog for en slags reflekser, der kalder pindsvin og tudse frem?
og hvem er det, der går rundt og hekser i Hornbæk, Tarm og Jerusalem?
Thi alle steder er samme under og samme kraft, som gør sjælen stum,
og alle vegne går folk og grunder på livets dybe mysterium.
  
Men ingen svarer fra skjulte egne og gir os grundig og god besked
så jeg må svare på andres vegne og formulere hvad ingen ved;
Jeg tror der ligger et barn dybt inde i alle levende ting der gror.
Et barn der er som en fuglevinge, en lille gud, der er evig stor.
 
 Jeg tror han danser i al tings hjerte, jeg tror han hviler i al ting vækst.
Og alle underes under er det, at han er ordløs i al tings tekst.
Han er i spurvenes sang i hækken, i solsortfløjt og i hundeglam,
og hvis du lytter til tudsens kvækken og lammets brægen, så er det ham.
 
 Han er i regn, og hvor støv må tørste, i vandets rislen, i træets saft
I al det mindste, i al det største, den mindste enhed den største kraft
Hør blæsten synger din sang veninde, se træet blomstrer på barnets bud!
Jeg tror der levet et barn dybt inde, en kraft som aldrig kan drives ud.
HER SKOVEN SOM DEN SÅ UD I GÅR – OG SOM HVERT ÅR PÅ DENNE TID: