Vi går omkring til daglig og tænker på alt det, vi skal nå i livet uden at reflektere over, at det hører op,  livet. Selv om vi ved, at det hører op. Og selv om vi aldrig synes, at vi når nok. At vi overhovedet KAN nå nok.
I nat kom Boris Vians digt om flygtningen til mig. Kun en sætning, for resten havde jeg glemt – jeg stod op og googlede digtet – da jeg læste det igen, huskede jeg helt klart hvert ord. Og jeg vil gerne dele digtet med jer.
Il avait eu le temps de vivre = han nåede at leve.
Jeg skriver digtet i min oversættelse. Og derunder den franske version, så nogen af jer kan glædes over, hvor smukt Vian skriver:
FLYGTNINGEN
Han styrtede nedad mod dalen
Under ham rullede stenene
Over ham sang sirenen
glædesløst
Han indåndede træernes dufte
En blæsebælg i hans bryst
Lyset fulgte ham
Og satte hans skygge i dans
Bare de giver mig tid
Hans sprang gennem det høje græs
Han plukkede to gule blade
Spændte af saft og sol
De stålblå kanoner spyttede
korte flammer af ild
Bare de giver mig tid
Så var han ved vandet
Han vædede sit ansigt
Og lo af glæde han drak
Han rejste sig for at springe
Bare de giver mig tid
En glohed kobberhveps
Mejede ham ned
På den anden bred
Blod og vand flød sammen
Han fik tid til at se
Tid til at drikke af floden
Tid til at kysse to blade
Spændte af saft og sol
Tid til at nå den anden bred
Tid til at le ad dræberne
Tid til at løbe mod kvinden
Han fik tid til at leve
—————–
Ja, og det får de fleste af os jo: TID TIL AT LEVE
Og Vians ord:
L’Evadé
Il a dévalé la colline
Ses pas faisaient rouler les pierres
Là-haut entre les quatre murs
La sirène chantait sans joie
Il respirait l’odeur des arbres
Avec son corps comme une forge
La lumière l’accompagnait
Et lui faisait danser son ombre
Pourvu qu’ils me laissent le temps
Il sautait à travers les herbes
Il a cueilli deux feuilles jaunes
Gorgées de sève et de soleil
Les canons d’acier bleu crachaient
De courtes flammes de feu sec
Pourvu qu’ils me laissent le temps
Il est arrivé près de l’eau
Il y a plongé son visage
Il riait de joie il a bu
Pourvu qu’ils me laissent le temps
Il s’est relevé pour sauter
Pourvu qu’ils me laissent le temps
Une abeille de cuivre chaud
L’a foudroyé sur l’autre rive
Le sang et l’eau se sont mêlés
Il avait eu le temps de voir
Le temps de boire à ce ruisseau
Le temps de porter à sa bouche
Deux feuilles gorgées de soleil
Le temps d’atteindre l’autre rive
Le temps de rire aux assassins
Le temps de courir vers la femme
Il avait eu le temps de vivre.
Boris Vian, Chansons et Poèmes
Det her lille digt er nærmest en bøn. Men den har ligget på mit skrivebord i nogen tid, nu er den lagret i mit hoved. Men I får den lige her. Ophavsmanden er  Carsten Johansen – og ordene behøver heldigvis ingen oversættelse.
Her mellem modenhed og død/ velsign os med den sidste glød/ af jordens lyse sommer/ og bryd så sindets frøskal ned/ så alt i os er kærlighed/ den nat da kulden kommer.