Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
Her kommer nu et indlæg om strandinger – dem har der været flere af, og dette bliver næppe det sidste. Se f.eks. indlæg nr. 100: Med Livet som Indsats.
SKAGEN AVIS 30/1 1920
EN STRANDING VED HULSIG
KANDESTEDERNES BAAD REDDER 2 MAND FRA SKONNERTEN ”MARTIN”
Da man gik i Seng i Aftes vidste man, at den forrygende Snestorm, som rasede og satte Havet i et voldsomt Oprør, vilde kræve Ofre. Intet kunne være mere sikkert end det.
Ved Hulsig er der i Nat udspillet et af denne Kyst’s triste og frygtelige Dramaer, rig paa Lidelse og Elendighed som paa Mod, Opofrelse og Djærvhed. Skonnerten ”Martin” af Svendborg, paa Rejse fra England til Hjemstedet med Kul, er strandet, og af Besætningen er to Mand omkommet, mens tre er reddet. Gangen i dette Drama er i store Træk:
Kl. 7 i Aftes strandede Skonnerten, men først kl. 8 bemærkedes Strandingen af Strandvagten. Der var hverken blusset fra det dødsdømte Skib eller set Lanterner, saa det er vel nærmest noget af en tilfældighed, at Strandingen blev bemærket.
Kandestedernes Redningsbaad blev alarmeret og ved 9 Tiden satte Vognen med Baaden sig i Gang ud over Land. Men det blev en forfærdelig Tur. Himmel og Jord stod jo ud i et, og Vej og Sti var ikke til at skelne. De arme Heste sled og stræbte og faldt, maatte graves ud og løftes, kørte atter fast og faldt paa ny, og maatte atter graves ud. Vognen kørte Gang paa Gang fast i Driverne og Mørket og Snefoget gjorde, at det næsten var umuligt at se en Haand for sig. Men de udholdende sejge Redningsfolk gav ikke op. Igennem Storm og Mørke og Driver naaede de ved ufattelige Anstrengelser fra de arme Hestes Side omsider til Strandingsstedet, som er lige ud for, hvor Hulsig Redningsstation i sin Tid laa. Det var over Midnat, da Baaden naaede derover, og saa stod det værste Arbejde tilbage. Men da havde Søen allerede gjort sit sørgelige Arbejde: tre Mand var drevet i Land, deraf 2 Døde, nemlig Kaptajnen og en Letmatros. Kaptajnen kom ind ved 11 Tiden og blev straks grebet i Skvulpet, men der var intet at udrette; baade han og Letmatrosen var og blev døde. De havde ikke haft Kræfter nok til at gaa i Riggen.
Den 3dje Mand, som kom ind, var Kokken. Han blev bjerget af Sognefoged Peter Houkjær, som sprang ud og tog ham, før Suget trak ham med tilbage. Han kom straks op og fik Kamferdraaber og nødvendig Pleje hos Chr. Thomsen, og han er nu helt kvik. Han fortalte, at han lige før han blev skyllet overbord havde set en stor Tremaster lige agter om Skonnerten. Den havde sat en smule Sejl til, men dens Lanterner forsvandt ganske pludseligt. Han troede ikke, den kunde staa Skagen ud og var nærmest tilbøjelig til at tro, at den var forlist, men endnu er der dog intet bemærket, der har kunnet bekræfte denne Formodning.
Men imidlertid var Redningsbaaden ankommet, og den blev øjeblikkelig sat i Søen. For os almindelige Hverdagsmennesker lyder det jo som en Fabel, at 12 Mand i en Robaad kan kæmpe sig ud til et Vrag gennem en saadan Sø, men det utrolige skete her som saa ofte før. Baaden naaede velbeholden ud og ankrede op under Skibet. Da sad der 2 mand i Riggen, Styrmanden og en Letmatros. Styrmanden sprang i Søen, men Strømmen tog ham og førte ham langt vester. Der var ikke andet for Baaden at gøre end at forlade Skibet og gaa efter Styrmanden, som ogsaa efter en Del Kamp og Besvær blev bjerget ind i Baaden, som derpaa atter søgte Skibet. Her sad Letmatrosen i Riggen. Han er Færing og det siges, at han er en forvoven Gut. Han sprang straks i Søen og blev bjerget med det samme.
Herefter går journalisten over til at fortælle om, hvorledes redningsfolkene i Højen også har forberedt sig på at deltage i aktionen. De kunne dog ikke trodse uvejret og komme tidsnok til redningsstedet. Han skriver:
De to, der kørte over Heden naaede ogsaa næsten til Strandingsstedet, men forinden fik Folkene hos Avlsbruger Chr. Larsen at vide, hvorledes det var gået ved Strandingen og at alt var forbi.
Ligene af de to omkomne er bragt ind til Peter Houkjær, hvor de henligger foreløbig.
En kommentar:
Ovenstående er avisens artikel om strandingen. Men den er ikke helt korrekt: Netop i dag, 1. september 2013 fik jeg besøg af Henning Thomsen, som stammer fra omtalte Chr. Thomsens Karredgård, hvortil den forulykkede sømand blev bragt og passet og plejet. Og han fortalte mig, at det slet ikke var Peter Houkjær, der kastede sig i bølgerne og reddede sømanden, men Hennings far Carl Henning Thomsen. Henning viste mig et billede af den omtalte sømand, og tilføjede, at denne blev så lykkelig over at være blevet bjerget, at han af taknemmelighed forærede det forliste skib til Hennings far.
Jeg vil inden længe anbringe et billede af omtalte sømand og hans takkebrev her på siden.
Skagen Avis 31/1;
Efter stormen:
De tre bjergede har det nu godt, takket være den kærlige og omsorgsfulde Pleje, de har faaet i de meget gæstfrie og venlige Hjem, som har taget sig af dem. Det er jo et særkende for denne Kysts Befolkning hvis Indesluttethed mand undertiden ikke helt forstaar, at naar det gælder nødstedte Mennesker eller naar det i det hele gælder Hjælp til andre, er deres Hjerter af Guld.
Disse er journalistens ord – denne er så til gengæld ikke nævnt ved artiklen, så vi ved ikke, hvem den pågældende journalist er. Måske skrev chefredaktøren altid den slags “spændende” tekster? I Skagen Avis d. 5. April Året kan man læse om forliset i Rednmingsvæsenets årsberetning. Her ses et uddrag deraf, og man fornemmer klart en mere nøgtern og saglig tone:
Kl. 12,30 ankom Baaden til Havet –
Den ene af de to Mand i Rigningen blev af en Braadsø kastet ud af Skibet og ført bort af Strømmen. Øjeblikkelig blev Redningsbaadens Drægtov kappet, og der roedes ned efter Manden, som det ogsaa lykkedes at redde. Man roede derefter paany tilbage til Vraget med hvilket der opnaaedes Forbindelse ved Hjælp af Kastedræg. Den sidste Mand stod paa Storbommen, idet hele Agterskibet var under Vand. Der blev nu tilkastet ham en Line, som han bandt om Livet og sprang ud i Søen, hvorefter han blev optaget i Redningsbaaden.