Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Jeg har tidligere annonceret, at de næste emner ville blive: stormflod, sandflugt og strandinger. Det kommer dog til at vente lidt endnu, for først vil vi kigge nærmere på noget langt fredeligere, nemlig heden.

 Det er den hede, vi kender fra Steen Steensen Blichers Hosekræmmeren, jeg vil berette om, Alheden, og den er jo ikke nødvendigvis identisk med “vores” – altså Hulsig Hede. Men der er så mange sammenfald i skildringen af de to trods alt ret ens biotoper : heden i Midt- og Vestjylland og heden i Nordjylland. Der er også forskelle – navnlig på det sociale og økonomiske område – dem vil jeg slutte indlægget af med.

Indlægget vil resumere indholdet af en bog om den jyske hede, som er en slags brud med den traditionelle måde at betragte denne natur og navnlig dens indvånere, hedebønderne, på.

Bogen hedder “Hedens Hemmeligheder” og er skrevet af Peter Henningsen i 1995.

Forfatteren indleder med at bedyre, at han vil feje alle falske forestillinger om den “stakkels fattige hedebonde” ud og forfægte helt andre. Han skriver: “Jeg lægger hovedet på blokken og søger at anlægge et nyt og anderledes syn på heden og dens beboere.” ( Citat side 10)

Det gængse billede af den jyske hede: ( citat side 16:) “Heden var grim og dermed basta!” og på samme side: “smuk er derimod en gul rapsmark eller en kornbølgende ager.”

Skønheden forholdt sig i almindelighed til nytteværdien.

Det er også langt hen det syn Aakjær anlægger f.eks. i “Rugens Sange.” Der dog også indeholder kærlighed til heden og et ønske om at bevare den.

Bondens hverdag var den sandfygende hedeslette. (Citat side 24) “Hedebondens land bestod af lyng og sand, brægende får og kullede kirker.” Og citat fra side 27: “Muld- og sandflugt hørte således til dagens orden for hedebonden i det 18. årh..“

HEDEN CA. 1770:

Oplysningstidens syn: “Heden måtte nyttiggøres så hurtigt som det kunne lade sig gøre ved hjælp af en provokeret befolkningstilvækst og hedeopdyrkning.” ( S.33) – med befolkningstilvækst tænktes på indvandring fra Tyskland og kolonisering af store dele af heden.

“Lyngen” repræsenterede det uvæsen, der skulle rykkes op med rode.

1866 – Det Danske Hedeselskab stiftes.

Der er dog også andre synspunkter end den rene udnyttelse. “Med hedens forsvinden forsvandt også en gammel traditionsbunden landbokultur.” ( s.40)

LYNGENS NATUR

Heden er et nordeuropæisk fænomen ( Lyngheden)

Hedebonden måtte ernære sig ved andet end agerbrug, f.eks.: pottemageri, hosebinding, tørvegravning, stude-og hesteprangen.

Når heden fredes, dør lyngen. For at kunne overleve, skal den behandles hårdhændet: afbrænding og kreaturgræsning.

Hedebonden viste det!

Bønderne lod græsse og afbrænde, for de ønskede at bevare lyngen, der for dem var en ressource. ( s.44)

“Da man … lod kulturproduktet hede få fred og ro ( = fredning) begyndte arealerne at ændre sig til græsgang og sprang derefter i skov.” ( s.45.)

Pollenanalyser viser, at lyngen “erobrede” skoven ( s.48) – samme analyser viser, at heden er en realitet længe før Middelalderen.

Bønderne har allerede i yngre stenalder og bronzealder drevet svedjebrug ( afbrænding) og flyttet deres dyrkning fra sted til sted. ( s.49)

Nye undersøgelser ( Odgaard) viser, at “heden sandsynligvis havde sin største udbredelse i den yngre jernalder og ældre middelalder. (S.55)

STATEN, FOLKET OG VESTJYLLAND

De karle, der blev indroullerede i landmilitsen skulle møde HVER søndag på den nærmeste eksecitsplads – mange måtte gå op til 30 kilometer sommer og vinter for at komme frem til en sådan plads. ( s.59) – tjenestetiden var 6 – 8 år, derfor ikke så sært, at mange karle flygtede til udlandet ( Nordtyskland og Holland).

1733 – stavnsbåndet indføres for at holde på de unge mænd.

Vestjyllands hedelandskabs beboere slap for de barske restriktioner alle andre almuefolk var underlagt ( som f.eks. hoveri og skatter)(61)

40 % af Jylland var ren hede.

Der herskede det rene anarki på heden, for der var ingen herremænd og langt til amtmanden.

“Heden ansås for farlig” – hederne betragtedes som store og ufremkommelige vildmarker, hvor man konstant var i fare for at løbe ind i omstrjfende ulvekobler, tatere og stimænd.

kun få skoler på hederne

mange var fæstebønder under de større gårdejere eller præsterne.

“Der synes at have været en livlig trafik af drenge og karle, som søgte væk fra den tunge milits og de jyske heder.” ( s.69)

der var ikke “føde” nok på heden. Man måtte væk.

BRYDNINGSTIDER

To holdninger:

Merkantilismen: Staten styrer erhvervslivet.

Fysiokratismen: landet skal udvikles naturligt uden statens indblanding. (78)

tyske kolonister på heden i 1700tallet = en vej til opdyrkning.

I Fr. d. 5’tes tid ( 1746-66) tager opdyrkningen fart.

Hedebønderne så ikke med milde øjne på koloniseringsprojektet. ( s.83)

Lokkemad: frihed for skatter og afgifter i 10 år. Ingen militærudskrivning, ingen pligtkørsel. Desuden penge til rejsen.

Tyskerne krævede, at kolonierne blev bygget som store landsbyer. Det viste sig upraktisk, og de flyttede senere ud. Det var dårlige huse, der væltede i storm ( s.90)

300 tyske familier, hver med et lille hus, en have, 2 stude, en ko, en plov og en harve.

De havde held med kartofler.

Senere blev der uro: 68 familier blev udvist af landet på grund af uromageri.

DEN ULYKSALIGE BONDESTAND

Hedebønderne var ikke interesserede i opdyrkning af heden. ( 105)

Langt de fleste havde meget indbringende bierhverv ( s.106):

f.eks.: en smule landbrug og derudover hosebinding

De lærde havde mange gode ideer til opdyrkning af heden, men bønderne ville ikke samarbejde.

Bondevejleder Søren Thestrup skriver: “DE ( = bønderne) vil komme let og som sovende til alle ting.” ( s.106)

– men bønderne var ikke fattige. De havde: Kvæg-ogstudealv, hosebinding, pottemageri, kultilvirkning og meget andet.

– kvæget smugledes over Kongeåen ved nattetide. ( s.107)

Sort økonomi – ingen skat

Landøkonomerne regnede ikke bøndernes erhverv som noget positivt – de så kun på kornavlen, og den var ringe, ergo var bønderne fattige. ( s.107)

Peter Henningsen skriver:( s.109) “Det var ligefrem en mani blandt tidens bønder at fremstille sig selv fattigere end tilfældet var.”

BEBYGGELSE OG BOLIG

Normalt: 3 eller 4 længer, bindingsværk. Til tag: lyngris eller rughalm – taglagt: hvert andet lag var halm hvert andet var lyng. Blev bundet med simer ( reb) af halm eller revlingeris. Gavlene tækkedes med lyng – rygningsmaterialet var græstørv.

Stuehusenes ruminddeling svarer til dem i Nordjylland: forstue, bagvedliggende rum, dagligstue, køkken med skorsten, sengekammer = husets grundstamme. Nogle har en storstue = endestue = fredsstue. En ekstra lille skorsten ved forgangen.

Bageovnen ofte ude for sig selv med spændhus foran. Spændhus= lille primitiv konstruktion, også brugt som tørvehus, hønsehus, redskabshus etc.

husmandssted = 5 – 6 fag

gård = 7 – 18 fag

lergulve – i bryggers kampesten

lavt til loftet – det holdt på varmen

HEDEBØNDER OG ENGBØNDER

Hedebonden ( som ikke har eng) rangerer lavest i det sociale og økonomiske hieraki

Engen var hedens mest eftertragtede jordlod

det vigtigste var symbiosen mellem ager, å, eng – kun de færreste var så heldige

udmarken eller heden = bondens livsvigtige reserve = græsning af får og kvæg – tækkemateriale – skærmbygning ( om gården) kostebinding – børstebinding – gødning i form af aske – hedetørv

uden heden ville bønderne ikke have adgang til bygningsmaterialer, brændsel, belysning, græsning, bialv og kompostgødning

heden = en velsignelse

bønderne vogtede over heden og afbrændte den med passende mellemrum for at holde den ved lige. ( s.151)

gode og onde cirkler: den gode = gårdmænd med adgang til å, eng, ager = det ene gode førte det næste med sig: meget eng = meget græsning = mange køer = megen gødning. Den onde cirkel: efter hedebrand = risiko for sandflugt = mindre gødning.

AGERBRUGET PÅ HEDEN I 1700 TALLET

ekstensivt. Jorden brugtes i nogle år og hvilede så i op til 10 år

man brækkede hedejorden op, satte ild til det oppløjede, så at lyng og morlag gik til. Så gødedes jorden med asken. Der dyrkedes på den i 4-6 år, hverefter braklægges den. Så afbrændtes ageren igen = rotation fuldført. ( s.154)

hedetørv anvendtes som fyldstof i møddingerne ( = gødning)

askegødning kunne skade jorden, fordi det indeholdt for meget sand, men som Henningen skriver: “Askegødningsteknikken var et udtryk for hedebondens møjsommelige slid med at opveje den karrige naturs luner … han kunne ikke gøre andet, da kendskabet til kalk og mergel først i 1800 tallet kun lige var i sin vorden.”

KVÆGBRUGET PÅ HEDEN I 17 – 1800 TALLET

anseelig studeeksport

engbonden holdt især mange stude og havde derfor en god økonomi. Om hedebonden skriver Henningsen: “Den “rene” hedebonde repræsenterede den af overleveringen beskrevne typiske hedebonde med forskellige bierhverv, og det er hans skæbne, vi har fået overleveret i de mange skildringer fra de jyske heder.”

SANDFLUGT

hedebrand: “Foråret og sommeren igennem røg og flammede hedebrandene, så som store. Én bonde sved lyngen af et stykke hede for at komme til at pløje, en anden for at der næste år kunne gro lidt mere græs til kreaturerne, en tredje for at drive hugormene væk fra huset, en fjerde og en femte af andre grunde eller af rent vanvare.” ( s. 189).

ofte kom branden ud af kontrol og løb løbsk – det fik flyvesandet fri og sandflugt blev følgen. ( s. 190).

i morlaget kunne ilden gemme sig og blusse op i blæsevejr, og der kunne derved opstå sandflugt.

først efter sandflugtsforordningen i 1792 begyndte bekæmpelsen ( dæmpelsen) af sandflugten.

vanskeligt at få bønderne interesserede i sandflugtdæmpningen: “mange syntes ikke anfægtede af sandflugten. Skønt naboens marker lå begravet i sand, rørte hedebonden ikke en finger.” ( s.194)

“kreaturdrift, tørveskrælning og hedebrand havde bevirket, at sandet under hedesletternes bortfløjne muld ved kraftig vind kom i bevægelse og bredte sig over store afstande, og store indsande var ikke noget sjældent syn.” ( side 195)

Indsande = sandmile

Når bønderne skumlede over sanddæmpningsforanstaltningerne var det måske ikke så sært. De blev udkommanderet til at gøre arbejdet. Og ofte skulle de gå meget langt for at deltage. Henningsen skriver: “Det var forståeligt nok hårde løjer for de ellers så selvstændige fribønder, således at blive udkommanderet på tvangsarbejde, især da den lange vej og det usle nattely bevirkede, at både folk og heste var “uduelige til at forrette noget den tredje dag, og følgelig medtager en sådan dags arbejde tre naturlige dage.”

Det sandflugtsdæmpede areal blev “lagt i fred” dvs. at det ikke kunne dyrkes – derved mistede bonden mulighed for at bruge den.

UDSKIFTNINGEN

Efter de store landbrugsreformer i 1700tallets sidste halvdel flytter bønderne fra landsbyfællesskabet og ud for sig selv. Det gælder også på heden. Men her var vandende delte:  “Traditionalisterne … ønskede at bibeholde det gamle hedebrugssystem med dets ekstensive karakter.” ( s.224)

Andre ville gerne udskifte. “Ved hårdt slid og arbejde ville det være muligt at oparbejde en landbrugsdrift, der ikke lod engbønderne noget efter. Incitamentet var åbenlyst. Men først skulle landsbyens jorder deles mellem bønderne og det gik ikke for sig uden sværdslag.” ( s.225)

På heden lå gårdene ikke samlede i en klump som i Østdanmark. De lå langs åer og enge og ofte langt fra hinanden. Her var der tradition for, at de store hedestrækninger var fællesarealer, og det bremsede for en egentlig opdyrkning.

Henningsen skriver ( s.227) “De fattige husmænd fik normalt det dårligste stykke af heden. Det vil sige, at husmændene ofte kun havde dårlig græsning og tørveskær og de havde sikkert heller ikke adgang til de gode klynemoser.“

En stor jordforbedring begynder med anvendelsen af mergel i slutningen af 1700tallet og op gennem 1800 tallet. Allerede den pietistiske biskob Pontoppidan priser denne velsignede nyskabelse til landbrugsdriften med disse blomstrende ord:

“En mådelig blanding af mergel gør samme virkning i jorden som krebsøjne eller andre absorberende ting i menneskets mave, nemlig den trækker syrligheden til sig, eller indsuger frugtbarhedens forhindring, særdeles i en sid suragtig ager eller eng, som tåler mest deraf. Dernæst dilaterer eller udvider den jordens mindste dele til alle sider, så at den alt for tætte og seje ager blive usigelig skør og åben, altså bekvem for luftens indtrængelse og de fine sæderødders udstrækning.”

Man kan vist sige, at kirken dengang havde et praktisk overblik over erhvervslivet. Det var ikke åndelighed altsammen. Det er Thomas Bredsdorff, der sin bog om oplysningstiden “Den brogede oplysning” nævner Pietismen som aktiv i oplysnings øjemed. Det får vi et godt eks. på her.

Jeg vil slutte gennemgangen af bogen her. Der er flere kapitler – de handler om hvordan heden forandrer sig i 1800tallet, f.eks. står der meget om forsøgene med at føre vandkanaler tværs gennem de tørre hedestrækninger.

Her blot et lille resumé fra bogens slutning:

om udskiftningen skriver Henningen her: ( s.363) “Der er ingen tvivl om, at udskiftningen på den jyske hede fremmede selvsamme hedes opdyrkning, men på den anden side bidrog udskiftningen også til at slå bunden ud af det gamle landbrugssystem, der var afhængigt af de vidstrakte heder som ekstra ressource. Med udskiftning kom udstykningen og med udstykningen kom befolkningsforøgelsen, der igen krævede mere jord og ny udstykning. Hederne svandt ind i takt med menneskeforøgelsen og med hedernes forsvinden bukkede de overvejende animalsk baserede landbrug under.“

Jeg synes, at jeg har fået lidt mere end en basisviden om et område af landets historie, vi ikke lærte meget om i skolen. I litteraturen var det Blichers romantiske eller Aakjærs nostalgiske syn på heden, vi fik kendskab til. Men heden som en stor værdi ikke kun æstetisk og naturhistorisk, men også økonomisk har jeg ikke vidst meget om tidligere. Man får i bogen indtryk af stærke bønder, der både var oplyste og virksomme folk, og som ikke stod tilbage for deres østdanske landsmænd.

Heden i Nordjylland ligner nok i biologisk forstand heden i det øvrige Jylland, men der er store forskelle alligevel. Bønderne deroppe var i højere grad underlagt naturens lunefulde og mægtige kræfter – stormfloder og sandflugt anrettede her skader, som var uoprettelige og som tvang bønder og fiskere til ustandselig at bryde op og starte forfra. Det var en langt barskere kamp bare det at være i live. Den nordjyske bonde og fisker havde ikke den samme brede vifte af virksomheder som Alhedens beboer, men der var dog andre indtægtskilder, som slet ikke var så ringe. Det, der var andres ulykke, kunne være med til at forsyne indbyggerne i den fattige egn med alskens goder i form af både mad og materiel. Der var nemlig hvert år mange forlis langs kysten, og det, der drev ind fra skibene, fandt ofte en plads i de små hjem. Det var ulovligt javist, men det var studehandlen også for Alhedens bonde. Det samme anarki med hensyn til lands lov og ret herskede imidlertid begge steder, og der blev set gennem fingre med både det ene og det andet.

Flere steder i sin bog slår Henningsen fast, at hedebonden altså ikke var fattig. Han havde sine indtægter ved siden af, og de kastede af sig. Det er da også morsomt at se, at ikke så få af hedens børn klarer sig ganske glimrende i livet, ikke mindst takket være forældrenes vilje og evne til at sætte dem i vej.

En sådan livsbane fik f.eks. hedebondesønnen Peter Christensen. Jeg genfortæller og citerer fra en artikel af Lars Deleuran i Personalhistorisk Tidsskrift 1999 – den udkom altså året efter Henningsens bog om Alheden.

Peter var ældste søn i en flok på 9 levende og 3 døde børn. Fortælleren er 75 år, da han beretter om sin barndom, og som det ofte er tilfældet med den slags erindringer, så står alt i rosenskær. Man får virkelig indtrykket af en række lykkelige solfyldte dage – også selv om han ikke fortier de ret så mange klø, der blev ham til del! Han mindes med den største fryd sine herlige skarnssteger som f.eks. den dag, han bandt køernes haler sammen, da han skulle genne dem hjem, og et par løb hver sin vej, den ene med en ekstra vedhængt hale og den anden haleløs. Den dag gemte Peters mor sin dreng på høloftet, indtil fars raseri havde lagt sig.

En behagelig barndom kan det nu ikke have været. Han er kun en lille knægt, da han måtte i marken og pløje sammen med pigen Lisberth. “han ( Peter) maatte ud med Lisberth for at lære at pløie; naturligvis med Stude og en gammeldags Hjulplov, jeg kunde lige naa at faa fat paa Haandtagene, og Lisberth kørte Studene.” ( s.40)

Han bliver vogterdreng. Og senere kommer han ud at tjene. Da er han i 12 -13 års alderen: “Da jeg var stor og stærk samt nem paa Næverne maatte jeg tage fat paa alle forefaldende Arbeider: trille Tørv ud, sprede Gødning o. s. v. Paa Gaarden var der et par to Aars Plage der kildrede min Ærgjerrighed, da jeg omsideer blev tiltroet til at køre med dem, ja endog tilmed at pløi for Husmændene. ( s. 42)

Det er karakteristisk, at han hele vejen igennem er glad for sit liv og ikke ser en eneste sort sky på sin himmel. En skyggeløs barndom, hvis man tager ham på ordet. Skal man sammenligne hans skildring med tidens skønlitterære beskrivelser fra livet på landet i perioden, er det den flade og tamme “skolelærerlitteratur”, der ligger nærmest Peter Christensen.

Navnlig gælder det en forfatter som Zakarias Nielsen, der forsynede almuen med rosenrøde beskrivelser af livet på landet. Godt nok var der fattigdom, men glæden og friheden og kærligheden troen på Gud overvinder alt – og fattigdom kan bæres med et let sind: Jeg- bærer- med- smil- min- byrde holdningen er herskende.

Herover for står i krads modsætning Jeppe Aakjærs socialt indignerede fremstillinger af de fattiges kår derude på landet – særlig klart og entydigt i romanen om tjenestedrengen Per i “Vredens Børn” – her er der ingen lysende sol og varme, og man følger den lille drengs opvækst i et miljø, hvor korporlig afstraffelse, slavearbejde og seksuelt misbrug er daglig kost for et lille forsvarsløst og fattigt barn.

Til slut et par eksempler fra Landhusholdningsselskabets beretning for 1877. Her står lidt om hedens opdyrkning:

Niels Nielsen har i de sidste 16 Aar opdyrket 16 1/2 tønde land med spade og trillebør. Det store arbejde er saa meget mere rosværdigt, som hele arealet bestod af de saakaldte dopper, fyldte med dynd og tørvejord i en dybde paa flere alen. Han har da først opkastet dyndet af dopperne og derpaa med trillebør opfyldt disse med sandet af rimmerne for derefter atter at dække sandet med dyndet, saaledes at dette danner madjorden paa ageren, hvilken fremgangsmaade anses for nødvendig ved kultiveringen af den slags hedeland. Da han tilmed er en agtværdig mand, anbefales han af sogneraadet og lanboforeningen til en hædersgave. Niels Nielsen boede i Knasborg i Raabjerg sogn.

Til huset Kringelhede, som S.C. Christensen købte i 1850, hørte 22 tønder land hvoraf fire var opdyrkede, resten mager, stenet hede. Bygningerne var ved at falde sammen. Folk mente, han snart maatte gaa fra huset, eftersom en saadan raa ejendom ingen indtægt gav” … og fordi “heden gemte saa mange sten, at naar et stykke var gravet, kunne de optagne sten næsten dække hele overfladen.” Men i 1854 havde han opdyrket 66 tønder land hede af de 70 tønder land, han nu ejede.

De ryddede sten var nu samlet i et stendige paa 2100 alen, to-tre alen bredt og halvanden til to alen højt”, men dog forsikrede han, at et lige saa stort antal sten er brugt til veje og huller eller nedlagt som faskiner hist og her i marken.”