Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Billedet forestiller min mor

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg. På hjemmesiden www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

——————————————————————————————————————–

Under kategorien Hjemstavnsroman kan man læse om sandflugten i indlæg nr. 6. I dette indlæg findes en nøgtern redegørelse for det naturfænomen, der mere end noget andet har præget Skagen Landsogn, ja, man kan sige, som har formet dets natur og mennesker gennem flere hundrede år.

For kort tid siden snublede jeg over en roman, der handler om det samme. Altså det er ikke en roman, som jeg har researched mig frem til, den blev tvært imod kastet lige ind på min læsesti, hvor jeg samlede den op og læste den uden at vide stort om indholdet.

Det var Anne Marie Løns bog “Willums Veje”. En roman som hun blev inspireret til at skrive i 1995 af at læse en gammel mindeplade på Rubjerg Kirkegård med teksten: “Klitten var dit kære hjem, klitten er din kære seng.”

Og indholdet, ja, som man kan tænke så handler bogen om et menneske, der boede i klitten – det er en historisk roman og rammen er sandflugten ved Vestkysten i 1700 tallet. Jeg vil ikke her analysere bogen, blot pege på den og anbefale den. Det er en langsom bog om et menneske (Willum) , der er formet af en umenneskelig natur og bliver ét med den. Lever i den og dør af den. Den kunne sagtens foregå syd for Skagen. Den gård Willum stammer fra og som ødelægges af sandflugten hedder Lundholm præcis som den gård syd for Skagen, der led samme skæbne i samme tidsrum. Man hører også om en kirke, der sander til.

Man hører om en egn, som langsomt affolkes, man hører om menneskers kamp for at overleve i et sandhelvede.

Jeg vælger et par citater fra bogen:

Citat fra side 16: “Indestængt sad man på sin gård tvunget af magter langt stærkere end dem kirken tilbad. Udadtil kunne man nok anstille den durkdrevne lumpenhed at sælge gården for en sum omend aldrig så lille. Indadtil forbød forgangne stolte fædre under mulde den svækkede stormand at opgive ved at sælge for et latterligt beløb. De som alligevel havde gjort det græmmede sig til døde ved tanken om den usle pjalt, de havde solgt til, og som nu gik og kroede sig i deres smukke storstue. De fortrængte at sandet for længst var krøbet ind og havde ødelangt stuen.

De aleneboendes tal var vokset i de seneste generationer. Der var dem som sad tilbage forladt af deres nærmeste. Desuden ungkarle og gammeljomfruer som den onde skæbne havde forlenet med den afmålte portion livskraft der skulle til, for at holde sig opretstående i ensomhed.”

Her er et afsnit fra hovdpersonen Willums barndom. Drengen, der fødes i sandflugtens helvedesunivers, men som bliver en lykkelig midt i elendigheden. Bliver en del af sandet,synes hans mor, som af samme grund ikke kan føle for ham og da også forlader ham.

Fra side 99: – Vi hører først om Willums mor, Ottilia, der har giftet sig med en af de sidste bønder på egnen – alle de andre er for længst flygtede – men han kæmper videre:

“Med drengen Willum var sandet kommet hende helt ind under huden., hvor det sad og skurrede og sved, så hun ikke kunne være til for det og snart ikke havde andet end det i hovedet. Det startede da han stod i stativet på gulvet og bøjede sig ned, samlede sand op, puttede det i munden og kørte det rundt i ansgitet så det sad ham i øjnene og håret. Værre blev det da han kom til at sidde med ved bordet hvor han uforknyt, med sand i hver en lille sprække og fure i sine hænder, puttede mad i munden, tyggede og knasede velfornøjet. For ham var det naturligt at der var sand i maden, sand og mad hørte sammen, sand og liv var ét.

I øjenkrogen og mundvigene sad det, fra hans tøj raslede sandet af ham, og når han virrede med hovedet ind over bordet stod sandet ud fra hans hår og landede i hvide plamager foran ham. Torrmod og Ingvardrine lo. Hans mor græd.

Han havde aldrig været vanskelig at anbrinde det var bare at sende ham ud i sandet. Hans glæde ved sandet når hun satte ham ud om morgenen, hans måde at indtage det på fra han overhovedet kunne stolpre af sted på sin små ben fik Ottilias hjerte til at krympe sig. I forårs- og efterårsmånederne, hvor den ene storm fulgte  efter den anden og sandbjergene omkring huset tog til, løb han ud med en særlig begejstring over det nye og spændende, den mægtige drive i gården, større end i går, det hvidgule ansigt af en sandbanke, som endelig havde nået det mål at kunne se over staldens tag. Hun så ham smile og le. Hendes smerte ænsede han ikke, og hun tænkte: det er forrykt, han er fortabt.”

Senere får han en lillebror, der ligger ude i en kurv, som Willum ikke kan nå op til. Men han er sat til at passe babyen. Og han hører den skrige, da sandet begynder at fosse ned i kurven, men kan ingenting gøre, lille som han er.:

Citat side 129 “Kaldte og græd gjorde han, løb fra gården ind i huset … mor det frisker op, mor det stormer nu, der går sand ind til den lille. Han skriger, mor, han har det slemt den lille, kom ud sandet går ned til ham, det gør ondt. Men moderen kom ikke ud og sandet fossede i en tæt strøm fra tagskægget og ned i kurven, ned og ned til den lille blev stille og dagen stod klar, mens solen blev lav og farvede klitterne gule. Stille, fuldkommen stille blev den lille i kurven, og Willum løb og gemte sig og de troede, de fandt ham da de så, hvor han var og de halede ham ud, men han blev aldrig den samme.”

Død og sand og ulykke, men også meget smukke beskrivelser af sandet og himlen og havet og Willums sære kærlighed til netop den natur, der knuser ham. Den knuser ham meget bogstaveligt, for på et tidspunkt, hvor han ligger i sin seng brister ruden og sandet fra den mile, der har vokset sig stor udenfor og næsten dækker gården, siver ind ad vinduet og kvælser ham. På en måde er det en befrielse. Her er et sidste citat:

“Han skutter sig og musser sig ned i det bløde underlag. Fryder sig ved at lægge sin kind mod det hvide linned. Øjnene har været smalle, de har været vidåbne og er blevet smalle igen. Først når de lukker sig helt vil de kunne se alt. Lige inden det sker fornemmer han at milens top for alovr er begyndt at krybe nedad. Over den gennem vindueshullet går nattens svage lys og begynder langsomt at opfylde rummet i kapløb med sandet. Verden står derude. Snart åbner husets øje sig for den så evigheden kan komme ind.” ( Side 155)

Udgaven fra Gads Forlag 2000.