Endnu engang må vi gå vejen om ad Bent Haller – en smuk vej at gå, for han har skrevet en lang række perler – og mange af hans romaner udspiller sig her i det nordlige Jylland – se tidligere indlæg, og nu gælder det så Digterpjalten.
Digterpjalten handler om en ukendt digter Andersen, der var samtidig med den store og verdenskendte digter Andersen – fælles for dem var en opvækst i fattigdom, men de fulgte ikke den samme vej. H. C. Andersen kæmpede sig til en plads på toppen og nåede både som digter og som turist ud i den store vide verden, mens C. Andersen ikke rokkede sig af stedet og hans digte blev læst af meget få og værdsat af endnu færre. Han blev født i Raabjerg Sogn, og her døde han. Se mit indlæg om Skagen og Andersen: indlæg nr. 24.
Carl Andersen er ikke en opdigtet person, og de fleste andre personer i romanen er også mennesker, der virkelig har levet – men om Carl Andersen virkelig var et uægte barn af Andreas Peter Gaardboes mor fra før ægteskabet med A. P. G.’s mor, ved jeg ikke. Haller har muligvis fundet det i sin reseach og har jo desuden sin digteriske frihed, men tanken er besnærende: den lærde bonde som bror til den fattige digter. Om Gaarboe ved vi, at han arvede sin fars gård og drev den dygtigt, han var en af egnens mest respekterede bønder og fik de tillidshverv, der hørte en sådan bonde til. Men derudover var han jo altså videnskabsmand og forsker på et forbavsende højt plan.
Men romanen handler først og fremmest om Carl Andersen. Carl er et uægte barn og derfor dømt til et liv i skyggen. Han vokser op hos bedsteforældrene.
Vi følger ham fra fødselen og til han bliver en gammel mand. Særlig skildringen af barnet Carl er rørende uden at være rørstrømsk. Jeg vil citere et lille afsnit, hvor vi møder drengen “på arbejde” – han havde sit faste job på gården, og her blev han udsat for ikke så lidt:
( side 54) “Carl skulle stå ved havelågen, så dyrene ikke løb ind og trampede i urterne, og han var altid bange, når de kom løbende. De løb lige mod ham og så skulle han råbe højt og svinge vildt med armene.
Når de kom løbende med gyngende yvere, som om de ville tromle ham ned, skreg han sig blå i hovedet og var flere gange ved at græde. Hvis en af køerne standsede foran ham og sænkede hovedet råbte han:
Den stanger, den stanger.
En ko stanger ikke, skældte bedstefar, opfør dig nu som et karlfolk.
Han var for svag til at køre trillebøren så han måtte slæbe møg til møddingen i to spande der hang i hver sin ende af et åg. De spande var så tunge at han fik krampe i sine skuldre. Åget gnavede ham et sår i nakken og flere gange knækkede benene under ham fordi karlen havde fyldt spandene helt op til randen. Det var ikke så slemt at feje skiderenderne, selv om kolorten var så tung at han måtte skubbe det foran sig i små portioner, det var værre at gøre rent hos grisene. Somme tider blev grisene ondskabsfulde og nappede efter ham, især havde den gamle so set sig gal på ham.
Før han klatrede over i hendes bås gav han hende et ordentligt slag med kosten, for det havde karlen sagt han skulle.
-Du skal sætte dig i respekt, sagde karlen – du må ikke vise at du er bange.
Soen fór et par gange rundt i båsen, med patterne slæbende hen over jorden. Han jog hende over i det ene hjørne så han kunne komme til at skovle møget op i spanden. Fast trampet grisemøg var tungt og svært at skrabe fri af gulvet, han måtte bruge alle sine kræfter, og samtidig skulle han passe på at soen ikke gik til angreb. Den stod med sænket hoved og gloede på ham med små ildøjne. Den havde flere gange væltet ham omkuld så han svinede sine klæder. Den ventede bare på at han skulle vende ryggen til – Du må passe på at du ikke kommer ned og ligge, advarede karlen – for så æder den dig.” … ( side 56): Carl svingede de fyldte møgspande op på kanten af båsen og skottede tilbage over skulderen. For at løfte en spand måtte han bruge begge hænder, og så var han nødt til at stille kosten fra sig.
Idet han løftede spanden kom han til at skubbe til kosten så den faldt til den ene side, væk fra ham. Samtidig vraltede soen fremad, og så gik der panik i Carl. Han sprang hurtigt op på rækværket, men spanden fik han ikke med sig, den faldt tilbage i båsen.
Soen fór frem og gik til angreb på møgspanden. Den fik fat i hanken, løftede spanden, og hamrede den ned i gulvet, igen og igen. Den bed i kosten og svingede den rundt så det lavede et frygteligt spektakel. Den gik helt amok og Carl begyndte i sin fortvivlelse at græde.
karlen kom til og han begyndte at grine da han fandt ud af hvad der var sket.
-Hvad er du så snottet for? råbte han
– Jeg tabte jo spanden, græd Carl.
– Jo såmænd gjorde du det, nu må du hente den igen.
– Jeg tør ikke.
– Du er et pyldrehoved, din horeunge, ind efter spanden inden din bedstefar får det at vide.
– Jeg tør ikke.
– Så skal jeg hjælpe dig, sagde karlen og greb Carl i nakken, løftede ham i vejret, og smed ham sprællende ind over båsen.
Carl sprang op med et sæt, hvid i hovedet. Soen tumlede rundt og kurede et stykke før den ramlede ind i truget så vallen skvulpede over. Carl forsøgte at få fat i møgspanden, men så nappede soen ham i det ene ben.
Karlen lo.
Carl sparkede og ramte soen over trynen. Han fik held til at komme over i en anden bås, hvor der var en del smågrise, og selv om han normalt ikke var så bange for dem, så løb det ham koldt ned ad ryggen da de begyndte at flintre rundt mellem benene på ham.
Han sprang over gelænderet og faldt så lang han var i møgrenden. Karlen lo og lo.”
Da Andersen ikke mødte Andersen: En af de mest hjertegribende kapitler i bogen og jo også forvirkeligheden, for begivenheden, som aldrig indtraf, var sand nok, er der hvor han har besluttet at mødes med H. C. Andersen, der er på vej til Skagen og skal gøre ophold i Aalbæk. Hertil begiver Carl sig iført søndagstøj og med sine digte i lommen. Jeg vil citere fra bogen:
( citat side 227 ) “Carl gik lidt frem og tilbage foran kroen, hundrede skridt den ene vej, hundrede skridt den anden. Han fandt et rødt lommetørklæde frem og bøjede sig for at børste støvlesnuderne af. Solen var begyndt at bage og strømperne kradsede.
Han tog den høje hat af og tørrede panden og det tynde hår med kluden, så satte han hatten på igen og talte endnu hundrede skridt den ene vej, og hundrede den anden.
Endelig kom postvognen til syne. Postillionen, der var iført en iøjenfaldende rød kappe, og sort kasket med blank skygge, blæste i hornet, tre flotte trut med krøller og vellyd, så krokarlene kunne komme og tage sig af de svedige heste. Der var kun én passager med vognen. Han stak hovedet frem i døren og så lidt fortumlet ud. Postillonene spreng ned fra bukken for at åbne døren. Han tog kasketten af og bukkede mens han holdet det snoede hort ind mod højre lår.
Det første der kom til syne var et langt tyndt ben, ligesom famlende og løst i leddelen, så kom endnu et ben, to usandlynligt lange og tynde ben, så en mager hånd der holdt fast i den sortlakerede dørkarm, en lang hånd i en tynd sort handske.
Det var underligt for Carl at se, at manden bar handsker, det havde han aldrig set før, og så i den hede. Nu bukkede manden sig for ikke at slå hovedet ind i karmen.
Pludselig så det ud som om det var en kæmpe der masede sig ud, eller som om postvognen krympede. Det knagede i fjedrene og endelig stod digteren udenfor og kunne rette sig i vejret.
Han var høj og lidt krum. Han nikkede venligt til postillonen, og de to karle der kom for at tage sig af hestene. De stod og måbede og digteren nød sin entrè. han gik et par tøvende skridt mens han holdt fast i jakkens lange skøder. Derefter holdt han begge arme ud fra kroppen og tog en dyb knæbøjning. Han pustede lidt, men det bekom ham vel, det var tydeligt. Hans ansigt var ikke længere så anspændt.
Hvor var han dog høj. Hans arme hang lidt slappe ned og han så pludselig over på Carl og smilede med store hvide tænder. Det var nok et gebis?
Carl trådte frem, nu skulle de hilse på hinanden. Papirerne lå klar i lommen, fat mod. Hans Christian Andersen så så stolt ud,  men det behøvede ikke betyde at han ikke kunne snakke med en ganske almindelig mand.
– Det er jo herligt, sagde Hans Christian Andersen. Hans stemme var svag, som en kvindes, lidt pibende, lidt knirkende, stemmen passede ligesom ikke til staturen – ja tak, hvis du ville tage min frakke, der er sandelig blevet lummert.
Carl havde rakt en hånd frem, men i stedet for at hilse lagde digteren sin tunge overfrakke, og den høje hat, over Carls arm.
Der stod han så, rød i hovedet. Han kunne ikke gøre andet end at gå efter digteren der med lange skridt nærmede sig kroen.
Nu kom kromanden ud på trappen sammen med en tjener der forsovet var ved at knappe sin vest. Kromanden rynkede overrasket brynene da han fik øje på Carl. Han bukkede samtidig dybt for digteren og sagde nogle få velvalgte ord, og så blev Hans Christian Anersen vist ind i den fine stue. Han var sulten og ville gerne have stegt rødspætte med kartofler og persille, hvis det ikke var alt for bekosteligt. Digteren beklagede sig i høje vendinger over at han ikke havde så mange penge. Om han måske kunne betale med et digt, mindst tre vers, om Aalbæk kro?
Det forslag hørte kormanden ikke.
Carl stod og vidste simpelthen ikke hvad han skulle gøre med digterens hat og overfrakke, selv om det selvfølgelig var en slægs ære. Han blev stående i døren indtil kromanden kom tilbage.
– Jeg synes nok det var dig, sagde kromanden vredt og tog overtøjet – hvad skal du her?
– Jeg skal tale med digteren.
– Så så det tror du.
– Ja jeg har nogle digte som han skal læse.
– Den herre vil ikke forstyrres nu, sagde kromanden – og tror du så ikke, du skulle gå hjem og passe dit arbejde, i stedet for at du gør os allesammen til grin.
– Må jeg tale med ham, Car var stædig – bare et øjeblik.
– Nej, der er gæster i stuen, vi kan ikke have sådan nogen som dig rendende her.
– Jamen.
– Ud med dig Carl, eller jeg kalder på Jacob. Kromanden puffede ham med vommen – Jeg ved ikke hvad der går af dig, stille her i kirkeklæder, du skulle holde op med at opføre dig så torskedumt.
Ordene væltede ud af kromandens tyklæbede mund og da Jacob kom slingrende på usikre ben, så Carl ingen anden udvej end at gå sin vej.
Han rettede ryggen udenfor på vejen og så sig ikke tilbage. Så begyndte han at gå hjemefter mens han hele tiden tænkte på at hans digte ikke var blevet ringere af den grund. Det var heller ikke Andersens skyld, han vidste intet. Det der var sket med ham var ikke sket med hans digte, der var slet ikke sket noget, og han havde da set digteren, hilst på ham så at sige, hjulpet ham med tøjet, det kunne han fortælle Maren Sofie når han kom hjem, hvis hun ellers var interesseret. “
( citat slut)
Carl Andersen levede derude i Raabjerg Sogn på en tid, hvor levevilkårene var barske, og han skrev sine digte iden sparsomme fritid, og sandt er det også, at han virkelig forsøgte at kontakte H. C. Andersen uden at det lykkedes for ham.
Om hans liv var tragisk?
Tja … vi har jo kun Hallers skildring af dette liv, og i hans beskrivelse forekommer det sådan, men på samme måde som så umådelig mange menneskers liv var præget af tidens mørke og barske vilkår. Enkelte skilte sig ud og enkelte klarede sig trods alle odds. H. C. Andersen kom jo faktisk fra mindst ligeså fattíge og usle kår som Carl.
Hvorfor klarede han sig så flot? Og gjorde han egentlig det? Han skabte stor kunst, og han blev anerkendt, men hans liv var alligevel en lang smertevandring. Og Carl? Ja, han havde den samme glæde over sine digte som den store digter.
Vi vil inden vi forlader Digterpjalten følge med Carl hjem til konen Anne Sofie. ( citat side 230) “Hvorfor? tænkte han, hvorfor skal alting være så grimt omkring mig? Hvorfor er jeg selv så grim som in i helvede, og hvorfor er mine vers knudrede, når Andersens digte er som let musik, som sommerfugle over mosen, som hvide dansende skyer på en blå himmel, som fletværk af sol og sølv over havet? Volapyk og sniksnak.
_ Hvad sagde digteren så? spurgte Maren Sofi, da hun havde gået rundt i stuen.
_ Ja, hvad sagde han, mumlede Calr.
– Noget sagde han vel?
– Nej han sagde nærmest ikke noget.
– Snakkede du med ham da?
– Jeg hilste på ham.
– Men sagde han noget om dine vers?
– Det snakkede vi ikke om?
– Hvad snakkede I så om?
– Vi hilste bare på hinanden, og så er der ikke mere at snakke om Maren Sofie, sagde Carl og slog med en hånd ned i bordet.”