Der gik kuk i forrige indlæg, og jeg kunne ikke fortsætte det. Derfor dette nye indlæg, hvor jeg ganske kort vil fortælle om bogen: “Rejseindtryk og Optegnelser” fra 1865, altså nogle år efter, at H.C.Andersen første gang besøgte Skagen.
Den lille bog er ganske morsom – forfatteren beskriver rejsen som noget af en odyssé og ikke bare et smut fra Hjørring til Skagen. Nå, man kunne ikke “smutte” dengang i det Nordjyske – det var hverken veje eller klima til, og det er da også en lang og besværlig og næsten farefuld rejse, vi skal ud på, hvis vi følger Bruun. Og det gør vi.
Da han har forladt Uggerby – lutter sandklitter – kommer han til Tværsted, som også bekrives levende. Her har man anlagt en have ( Danmarks nordligste !) ved herregården Nørre Elkær. På Tværsted Kro gøres hvil for heste og folk. Der tankes op, og man kører videre på stranden.
Citat fra side 7: “Hører du Vestervovvov? Det kalder os.” Og senere omtales stranden som “Skagen brede Landevei.” Og han skriver: “Vi maae ud lige i Strandkanten, saaledes at idet mindste det ene Hjul gaaer i Havet, først her bæres vi oppe af Sandet.” ( Side 8)
Fra Tværsted til Skagen tæller Bruun hele 17 skibsvrag i brændingen.
De passerer Vesterklit – en lille samling hytter bag klitten. Her har sandflugten ødelagt al agerdyrkning, men skriver Bruun: “Tyder de hyggelige Huse paa Nød og Armod? Nej, det rige Hav ligger udenfor, det dækker Fattigmands Bord og “den blaa Ko malker godt,” siger Kystboen, naar Aaret er rigt paa Strandinger.”
Bruun citerer fra Brick-Seidelins økonomiske beskrivelse af Hjørring amt følgende: “Ikke en eneste Hytte, ikke en eneste Plovfure vidner om, at Mennesker boe i disse egne. Ak nei! Døden har trykt sit Stempel paa mangen stakkels Sømand, medens hans Hustru og Venner hjemme talte Dagene til hans Hjemkomst, thi Vrag ligger ved Vrag ad den øde Kyst og kun skrigende Maager kredse sig om de sorte Stavne, som halvt ere nedborede i Sandet.” ( side 18)
Om sider ankommer Bruun til Højen, og han skriver: ( citat side 60) “Her i Høien er intet Andet at iagttage end endeel i Flæng spredte smaa sortladne Træhuse, der ligge paa Sandforhøjninger og søge Læ mod Storm og Sandflugt bag lave, tjærede Plankeværker.”
Nu kører han ind i Skagen: “… forbi Klitter og Hede, men ogsaa ret frodige Marker, komme vi da omsider til Skagens Vesterby.”
Den nybyggede kirke i Skagen synes han ikke om. Han skriver: ” … ligner denne, seet fra Siden, halvdelen af en høi enetages Bygning, hvis røde Tag paa den ene Ende …. ere forsynet med en hvid, uhyre klodset Skorsteen, der ikke desmindre skal gælde for et Slags Taarn …”
På nordstrand oplever han kystfiskeri og skriver: “Hist er man ifærd med at trække Baad iland, det maa vi tage i Øiesyn; Garnet begynder allerede at komme tilsyne derude; Een, to, tre, hiv op! Nu ligger det paa Land; riig Fangst maa det være, saaledes som det sprælder og rumsterer i “Kalven”. Indholdet tømmes paa Stranden og Parthaverne ere alt i færd med at sortere og tælle: 10 Haar, 4 Skader, 6 Rokker, en mængde Rødspætter, nogle Torsk og Hornfisk samt enkelte Makrel.”
Bruun fortæller, at man som oftest så igennem fingre med, at skavboerne stjal fra strandinger. Der var intet arresthus i Skagen, for der var ingen kriminelle. ( Side 73).
Efter forordning af 28. jan. 1682 fik Skagen lov at beholde 1 borgmester og 2 rådmænd, mens f.eks. Hjørring indskrænkedes til 1 byfoged.
Om sandflugten skriver Bruun, at den største ødelægelse fandt sted bededag 1775 – her blev St. Laurentii Kirke tilspærret. ( side 79)
Der er to kapeller – et i Østerby og et i Højen – om dem skriver Olavius i 1787, at de er faldefærdige og sundhedsfarlige.
1717 oversvømmedes Skagen af højvande, og kvinder og børn måtte redde sig bort i både.
Bruun fortæller også om gården Lundholm, der lå tæt ved Laurentii Kirke og som blev ødelagt af sandflugten. I 1663 var den stadig ladegård. På den tid (1667) blev den sammen med Klaa-Rump tilskødet borgmester Fædder Hansen.
Nu går Bruun over til at fortælle om den navnkundige byfoged og kancelliråd Lund – der skabte plantagen i Skagen. Nåletræer kunne ikke gro, men fint el, birk, bøg, eg, lid og popler.
i 1859 gøres forsøg med nåletræer – det mislykkes.
Forsøg med haveanlæg i byen præmieredes, små haver opstod, men efterhånden som træerne voksede til havnede de i ovnen, og Bruun skriver, at alle haver nu kun er levninger “… og selv disse forsvinde Aar for Aar.” ( side 100)
Det er også Bruun, der som den første fortæller om negerslaven Jan, der var en gave til byfogden fra en amerikaner, som forliste på Skagen og plejedes hos Lund. Det er en morsom historie, som Bruun nu brygger videre på. Det har andre gjort siden, bl.a. Henrik Wenzel i Dødemandsbjerget, hvor Jan spiller en hovedrolle. Se Skagen nr. 43! Her et billede af de to berømte skagboeres gravstene, kancelliråden og hans slave.

 
——fortsættelse følger