Resume af Gaardboes artikel. Gaarboes artikler er genudgivet i bearbejdning af Gurli Hansen under titlen: Fortidsminder fra Vendsyssel 1893. Herunder gennemgås ovennævnte artikel dog efter Samlinger til jydsk Historie og Topografi 1 rk. bind 5.
Gaarboe skriver om beliggenheden: “Skagen Landsogn grændser mod Syd og Vest til Raabjerg Sogn, mod Nord til Versterhavet og mod Øst til Skagen Bys Klitter og Kattegattet. Befolkningen udgjør for tiden ( 1974) 78 Individer, 15 Familier. Sognets Hartkorn er 6 Tdr. 5 Skpr. 3 Fdkr. 1/2 Alb.m Gammelskat 13 Rdle. 301/2 Sk.” ( citat side 308)
 
Gaarboe mener ( udfra fund) , at egnen var beboet i Stenalder og Bronzealder. Men ikke i Jernalderen. Først med Thrond(er), Skarpæs hyrde, beboes Skagen og derefter Skagen Landsogn.
Gaarboe mener endvidere, at “Egnen i et længere Tidsrum, umiddelbart før Thrond(er)s Fremtræden, har været øde og ubeboet.
Han skriver nu om sandflugten og dens ødelæggelser og mener, at befolkningen stærkt bidrog til dette værk ved at skære bravt af “klittaget” og således skabte sår i bevoksningen. En gammel kone Marie Krøgh i Hulsig har fortalt om hvordan,: “hver Mand om Efteraaret ikke alene fyldte den halve Lade med Klittag, som brugtes til at fodre Kreaturerne, men solgte endogsaa aarlig flere Læs til samme Brug i Skagen. ( Citat side 313)
Der er i 1874 15 gårde ( = Steder) i Skagen Landsogn:
1. HEISELHOLT:
Det eneste sted i sognet, som har over 1 Td. Hartkorn. Navnet tyder på skov, og der er da også et gammelt egekrat, der hørte til gården. Citat: “Heiselholt har tidligere staaet længere mod N. V., omtrent lige Øst for Klarup, og det var af Frygt for Sandflugten, at det 1810 blev flyttet saa langt som muligt mod S. O. næsten til Raabjerg Sogneskjel. Aar 1637 skjødede Dorthe Friis, sal. Mogens Godskes Til Lidemark, til fru Sophie Brahe til Odden noget Gods i Skagen, nemlig Heiselholt.” ( citat side 314)
2. LUNDHOLM:
Består af 4 gårde ( = Steder) Det oprindelige Lundholm er bygget i 1300tallet og tilhørte Niels Bugge, – Niels Vendelbo fik den ved sin hustru Elne Buggesdatter. I 1401 tilskøder Elne Buggesdatter gården til Dronning Margrethe.
Hvor den oprindelige gård stod, ved man ikke, men i 1653 lå den vesten for Gl. Skagen, og folk i Skagen har fortalt Gaardboe, at Lundholm lå i den vestre ende af den såkaldte Kjaalklit. I 1674 havde flere gårde fået navn Lundholm. De er byggede af resterne af det af sandflugten ødelagte Lundholm. Gaardboe har en gl. fortegnelse fra 1684, der anfører 3 steder med navnet Lundholm, og der står i optegnelsen om det ene af stederne: “Proprietær, Borgmester Fedder Hansen Høyer, bruger selv Gaarden.” (s.317) Det siges også, at den oprindelige gård ikke findes mere, og at Gaardboe mener, at de nævnte gårde har ligget i nærheden af den gamle kirke, da borgmesteren ellers ikke havde kunnet bruge den ene af dem.
Gaardboe, der gik meget omkring og samlede stof fra gamle mennesker, fortæller at der for 70 år siden boede en mand i Skagen, der havde tjent på Lundgården, der da stod lidt i vest for den gamle kirke.
Senere bliver stederne flyttet sydpå på grund af sandflugten og kommer til at ligge i Landsognet.
3. KLARUP:
Som Olavius kalder “Klaa-Rumpe” består af 3 gårde ( = Steder) Stederne omtales stadig af folk som “Rumpen”.
4. HULSIG:
Her ligger 2 gårde ( =Steder). De blev sidse gang flyttet for ca. 100 år siden ( ca. 1774) og stod dengang inde i klitterne ved en større bæk kaldet “Hvolsig” – det er den samme, der løber igennem heden nu ( altså 1874 – men den løber der også i dag, Marianne) – og videre mod øst norden for “Christen Pedersens Sted, Matr. 9a og ud i Kattegat.”(s.318).
5. KARRED :
Her ligger 5 gårde ( = Steder). Hørte i 1684 under Odden. Alle de ovennævnte gårde tilhørte Borgmester Fedder Hansen Høyer, der ejede en større gård i Skagen, Hovsøgaard, som disse var “Tjenere” til.
Gaardboe skriver om gårdene i Landsognet følgende lille passage: “Navnene på de foran nævnte Steder stamme alle fra de i Fortiden af Sandflugt ødelagte Gaarde og steder, som alle have staaet længere mod Nord, hvor de vældige Klitter med deres imponerende Sandmiler have leiret sig over den skjønne Egn og ødelagt Alt fra det ene Hav til det andet og tvungen de seige og nøisomme Beboere til flere Gange, og sidste Gang, at flytte deres Huse dertil, hvor de nu forefindes, og hvor de sandsynligvis ogsaa i mangfoldige Aar ville kunne leve i god Forstaaelse med deres gamle Fjende og nære Nabo ( Klitterne), der vel kan antages, forudsat, at den bliver fornuftig behandlet, at være bleven træt af sit Ødelæggelsesværk.” ( citat side 318)
De fleste af gårdene i Landsognet hørte altså under den nu forsvundne proprietærgård “Hoffsiøgaard”, der indtil 1546 tilhørte Kronen – og Kongen vedblev at være ejer af stranden: Kongens Forstrand.
I slutningen af 1700tallet ejede Byfoged Ferslev gården. Den brændte i 1792 og blev genopført i vestre ende af Skagen. På pejsen står fl. indskrift: “Jeg bygget er paany og grundet på Guds Naade/ Før var jeg fri fra vand, / Men ei fra Ildens Vaade/ Men Herre Du som saae, Hvor jeg i Skarnet laae,/ Du byde Ild og vand herefter fra mig gaae!”
OM BEFOLKNINGEN I SKAGEN LANDSOGN:
Gaardboe skriver flg.: “Befolkningen er meget arbeidsom og nøisom, og Culturtilstanden, Sæder og Skikke samt Levemaaden er ialmindelighed her som i Nabosognet Raabjerg og kan herom eftersees min ommeldte Beskrivelse af dette Sogn. Skjøndt Beboerne ere meget fredsommelig og gjæstfrie, kan en naturlig og stræng Selvstændighedsfølelse dog siges at være bevaret her længere end i andre Egne, og det kunde i culturhistorisk Henseende vist have Interesse for Efterslægten at bevare et Par karakteristiske Exempler herpaa.
Han fortæller så f.eks. om en kone, der bankede en ung Fuldmægtig fra Skagen med et stykke forhåndenværende rørtag, da han kom for at minde hende og andre af beboerne om, at klitterne var fredede og ikke måtte bruges til græsning af får. Det skulle landboerne nok selv bestemme, om de måtte.
Ligeledes fortæller han om, hvordan man så igennem fingre med, at landboerne i sognet forsynede sig rigeligt med strandingsgods. Og ikke lod sig skræmme af trusler om straf. De tog sagen i egen hånd og opfandt deres egne love.
Gaardboe fortæller, at hovedernæringen stadig er landbruget, men at der også fiskes flittigt og sælges fisk, især til de svenske fiskere ved Skagen. han skriver: “Størstedelen af Markjorderne ere endnu temmelig frugtbare, og der haves en ikke ubetydelig Høbjergning på Klitslætterne, men det kan forudsees, at i Tidernes Løb ville Markjorderne blive for tørre og Græsbunden paa Slætterne i Klitten forvandles til Lyngland, dog ville de nøisomme Beboere ganske vist endda kunne ernære sig ved Hjælp af Fiskeri og Indtægt af Strandinger, hvilke Indtægtskilder væsentlig maa tilskrives den almindelige gode Velstand i dette eiendommelige Sogn.
Kreaturholdet i hele Sognet er for Tiden (1874) 17 Heste, 68 Køer, 56 Unghøveder og 150 Faar – 8 af Beboerne ere tokjørende. Der gives ingen jordløse Huse.”( citat side 323)
Man får indtryk af, at folk i Skagen Landsogn trods sandflugten har klaret sig godt og fortsat gør det på Gaardboes tid.
Det næste indlæg vil omhandle egnen ca. 50 år senere. Det er fra et hefte, min onkel, Lars Hesselholt skrev om hele egnen fra Kandestederne og til Tranestederne. Det omfatter det ovenfor omtalte område bortset fra Karredgårdene, der ikke nævnes.