Tobias og Englen
af
Marianne Hesselholt
Hver morgen gik Tobit ind i sit lønkammer og bad til sin Gud, og hans bøn blev ikke blot mere og mere inderlig for hvert ord, efterhånden som dagen skred frem voksede stemmen i styrke og lød til sidst som en ulykkelig blanding af jammerskrig og klagesange.
Og nu var de akkurat, hvor de plejede, tænkte Tobias og følte ubehaget risle i kroppen. Far, der lå i timevis på sine trætte knæ og med de blinde øjne rettet mod loftet, mens ordene silede i en lind strøm ud i det lille rum og, efterhånden som stemmen steg i styrke, syngende forlod trangheden og flagrede rundt i gården som løse ordbrokker, der bredte sig helt ud på vejen, hvor folk standsede op og stod i små klynger og lyttede og nikkede eller rystede på hovederne, som de hviskende og tiskende stak sammen, og Tobias kunne sagtens forestille sig de giftige ord, der nu slangede sig ud over deres læber: nu gik det for vidt, nu var Tobit gået for vidt – en sådan provokation – og midt på den lyse dag – derinde lå han time efter time og anråbte en ukendt og fremmed Gud. Ganske vist var manden både gammel og blind, og kong Assarhaddon så skrækkelig mild, og det kunne Tobit prise sig lykkelig for, men der var grænser, og de var for længst overskredet, og nu måtte man snart tage sagen i egen hånd og udføre retfærdighed og kaste den første sten for at lukke munden på den skamløse jøde.
Tobias kikkede ud gennem en sprække i porten. Jo, netop sådanne ord hviskede og tiskede de, det kunne ses på de onde blikke og de hårde, lukkede ansigter. Den sitrende fornemmelse af ubehag rislede atter gennem ham og bredte sig i kroppen, så han næsten ikke kunne få vejret, han lukkede øjnene og knyttede næverne og rasede stumt mod sin hårde skæbne. Snart ville de bitre dråber få bægeret til at flyde over, og giften, den ville sive ind i alle sprækker og langsomt dræbe dem. Vi må dø, hviskede han forfærdet over sine egne ord.
Men mens han stod sådan og forestillede sig det værste kom en anden følelse til. Han trak vejret dybt, åndede ud i et suk og mærkede hænderne åbnes. Så åbnede han porten og gik skælvende ud på vejen – helt hen til lågen bar benene ham, og han så på de ophidsede borgere uden at slå øjnene ned. En tid stod han helt stille og trak dem ind i sit blik en efter en, så sagde han højt: “Vi er jøder, og vi er ikke bange for jer.”
Det første var sandt, men det sidste var løgn, for hans hjerte hamrede af skræk, og dog var stoltheden den stærkeste følelse i ham, og for første gang vidste han, at han havde grund til at være stolt. Stolt af sin far. Ham havde de ikke kunnet knække under fangeåget, skønt det ikke havde skortet på ond vilje.
Tobias lo højt ved tanken om far, der i sin tid var blevet slæbt den lange vej til Ninive i lænker, men lige fra den første dag havde trodset alle forbud og knejsende erklæret sig som Herrens tjener. Og det var ikke kongen, han kaldte Herre. Og kongen, ja han havde jo studset over en sådan skamløshed, men der var noget i jødens blik, der tiltrak ham og som han måtte bøje sig for.
Og til ærgrelse for byens borgere havde han ansat jøden ved sit hof, og Tobit havde tjent ham tro i alle årene. Men aldrig et øjeblik havde han fornægtet sin tro på Gud Herren. En gang gik det galt. Tobit harvde hørt, at man igen havde slængt et jødelig på gaden for at lade fuglene hakke dets øjne ud. Da havde han forladt kongeslottet og var gået lige ud til den døde, som han tog i sine arme og bar til sit hjem og begravede. Og han havde sunget sørgesange ved graven. Da var kongen blevet rasende og havde kastet Tobit i hullet og stillet ham for dommerne. Han skulle jages ud af byen for at dø af sult og tørst under den brændende sol, lød dommen.
Tobias smilede, mens han stadig holdt borgerne i skak med sit blik. Hans far. Jo, men ham havde de ikke kunnet forjage, nej, han var gået mod byporten med oprejst pande og syngende for fuld hals, mens han svingede med en palmegren, og det havde mere lignet et triumftog end en sølle forbryders uddrivelse, oven i købet en forbryder, der kun ledsagedes af en lille grædende dreng og skælvende kvinde. Han havde trampet i jorden og hilst hele vejen rundt på menneskemængden, som om den ikke hujede, men tiljublede ham. Vist havde det været et triumftog. For Tobit gik ikke ene. Han gik med sin Gud.
Og man kunne vist roligt sige, at hans Gud havde fulgt ham dengang og holdt sin hånd over ham, for aldrig så snart var han borte i ørkenen, før kongens soldater fik ordre til at hente ham tilbage. Og Tobit, der kendte sit værd, mødte glad og smilende op hos sin konge. Der sågar omfavnede ham. Jo, kongen kunne bruge hans visdom. Det kunne de alle – og de beundrede hans mod. Trods alt.
Tobias vendte sig om og gik ind i huset med alle de tavse blikke stikkende i ryggen.
Så var det jo, at Tobit blev blind. Havde hans Gud så alligevel forladt ham? Tobias turde ikke spørge.
Sådan sad drengen og tænkte og drømte, mens mor var gået i byen, og far blevet hæs som en syg krage. Roen havde sænket sit blide slør over det lille hus. Og nu kom mor hjem fra sit arbejde. Hun syede og tjente godt. De led ingen nød. Og i dag medbragte hun ikke blot penge, men et levende gedekid.
“Se Tobias, for fint det er,” sagde hun og rakte ham det lille kræ, der kælent lagde sig ind til ham og brægede henrykt, da han kærtegnede det.
Men så fik han øje på far og slap kiddet.
“Hvor kommer den brægen fra?” stemmen lignede et forkølet tordenskrald. “Vi har ingen husdyr, har vi vel, Anna?”
“Nu har vi. Et kid. Og det er mit.”
“Dit?” forsøgte far at brøle, og han svajede som en, der var ramt af solens stik.
“Jeg har fået det,” sagde mor.
“Stjålet det, mener du,”kom det hæst fra far, og Tobias så mor blive helt hvid i huden og synke ned på vaskeskamlen og forvandles til en bunke rystende, hvide klude. Han ville ikke se far. Han klemte øjnene i og vidste ikke, hvad han skulle tro. I en sprække skimtede han mor, der nu dukkede op af kludebunken og tumlede hen til far og slog en klo i hans arm og ruskede ham frem og tilbage, som ville hun trække ham ud af koften.
“Hykler!” skreg hun op i det blinde ansigt.
Tobias bed sig i læben og turde ikke gå efter far eller nærme sig mor, da de skiltes i så stor vrede.
Far forsvandt ind i sit lønkammer, hvorfra de lidt efter kunne høre ham bønfalde Gud om at tage ham hjem til sin himmel, så han kunne være i fred for svigefuldhed og løgne.
”Jeg er dybt fortvivlet, Herre. Udfri mig af denne svare nød og lad mig gå til Det Evige Sted. Vend ikke fortsat dit ansigt fra mig, Herre, for det er bedre for mig at dø end at leve i så stor skændsel.”
*
I den samme time, men fra en ganske anden mund lød den samme bøn til HERREN. Og hvilken mund! Sarte, letsvungne, røde pigelæber. Og så rørende unge de var. Og så fortvivlet, den lille pige …
HERREN lyttede forundret. I det ene øre knasede Tobits tørre stemme, og i det andet klang denne unge kvindes, men så enslydende var ordene, at de flettede sig sammen til bare én bøn.
Det var alt sammen ord om død og udfrielse.
Men pludselig blev der stille i det ene øre. Tobit tav. Og Sara, for det hed pigen, fortsatte, mens hun sænkede stemmen til en hvisken.
”Å, min Gud, hjælp mig! Jeg vil ikke dræbe, og dog dør alle, der vover at favne mig. Syv mænd har jeg ægtet, og syv mænd ligger i hver sin grav. Og jeg er kun 18 år. Åh, Herre min Gud, så hjælp mig dog ud af denne grumme verden og over i Din Evighed. Sig, at jeg må blive taget bort og at jeg ikke mere skal høre på hånsord. Du ved, at jeg er ren.”
Da pigen tav vendte HERREN sig mod ærkeenglen Rafael.
Hørte du det, min engel?”
”Hørte … hvad?”
”Bønnerne fra jorden.”
Der herskede en himmelsk ro i haven ved denne tid. Englene var for længst gået til ro, og kun den gamle Vorherre og de utrættelige ærkeengle holdt endnu stand og vågede som hver nat over menneskevrimlen.
”Jo. Men det kunne jeg jo ikke undgå. De to talte jo synkront.”
”Netop! Det var sært, ikke? Og se dem nu, Rafael, nu forlader de samtidig deres lønkammer. Betragt engang deres ansigter. Så forklarede.”
”Jo, men HERRE, nu har de jo også lige bedt til dig. Og de er begge troende. Det ved du da.”
”Det er sandt,” indrømmede Herren, og tænkte på de to dernede. Længe havde Tobit ikke kunnet se Herrens lys, og lige så længe havde Sara ligget og jamret, fanget som hun var i dæmonens klør. Nu bad de om hans hjælp.
Han vendte sig atter mod englen.
”Du må af sted,” sagde han.
”Det må jeg vel.”
”Nu.”
”Jeg kan da ikke rejse sådan her.”
Rafael lod en hånd glide gennem det lange, hvide skæg og så lidt sørgmodigt på Herren.
”Du ved, hvor forfærdede menneskene bliver, så snart de ser mig, og det hjælper ikke, at jeg siger: frygt ikke.”
”Du har ret. I den skikkelse går det næppe an.”
Han betragtede granskende sin gamle trofaste engel, og foreslog så, at han steg ned på jorden i en ung mands skikkelse. Uden yderligere omsvøb og ind til mindste detalje forklarede Gud sin plan, der havde til formål ikke blot at redde de to ulykkelige menneskebørn fra deres elendighed i Jammerdalen, men samtidig at knytte deres skæbner sammen i et så fuldendt mønster, at det på ingen måde ville virke kunstfærdigt.
Lidt senere satte en solbrun yngling med vildt krøllet, ravgult hår kursen mod Jorden.
Vi lader Rafael flyve og tager et helt andet sted hen, langt fra Nineve. Vi skal til Ekbatana. Lyt engang til navnet. Hvor det klinger kønt. Ekbatana. Som en sang, en tone fra himlen. Jeg har levet en dag i Ekbatana. Og her levede pigen Sara, som vi nys har hørt om, og hun var ligeså smuk som navnet på sin by, men det havde hun ingen glæde af. Hun havde slet ingen glæder.
Netop nu sad hun i det dejlige Ekbatana og græd. Det var en vane, hun havde lagt sig efter på det sidste, og mens hun sad sådan og hang med det yndige hoved og lod de salte tårer vande det røde blomsterflor, der ufortrødent groede ved hendes fødder, gik hendes gamle forældre rundt inde i huset og vred deres magre hænder. Det var nu blevet deres vane.
Sådan levede den lille familie, spundet ind i et net af vaner, som ingen af dem mere kunne bryde. Faderen gik, når hans sørgevandring var til ende, ud i byen og spejdede efter en ny mand, der ville og turde gifte sig med deres barn, hvis liv havde taget en tragisk drejning, der dag for dag førte hende længere og længere ned i den sorteste af alle afgrunde. Undertiden hændte det, at han hjembragte et ungt, håbefuldt menneske, og syg af angerfuld skælven tog han sin datters hånd og lagde den i den unge mands, og derpå velsignede ham dem uden overbevisning. Så gik han ud og gravede en grav. Og han skjulte sin lede, ligesom han dagen efter skjulte liget.
Nu gik far ud i byen. Nu rejste Sara sig og gik ind i huset. Nu bad hun til Gud. Nu lagde hun sig på sengen. Nu så hun Den Onde tone frem. Lige så stille sivede han ind gennem væggen og stod foran hende i en skikkelse, der til forveksling lignede den dæmon han var.
Bukkehorn og hale.
Kvalmen og afmagten spændte hende fast til lagnet.
”Du siger ingenting, luder. Sådan er I. Tavse, men villige. Og nu skal vi to lege.”
Hun lukkede øjnene. Vidste, at han ikke kunne røre hende, for hun var ren og havde Gud i sit hjerte.
”Se på mig! Se min tunge!” læspede han, og hun klemte øjnene endnu fastere i, men hørte jo tungens hvislen og forestillede sig den vokse ud af flabet og piske rummet rundt, og nu mærkede hun den ganske nær. Stanken var frygtelig, og slimklatter sprøjtede ned over hendes ansigt og hals, og hun holdt vejret og gjorde sig helt kold og fraværende. Så fulgte den velkendte syden og derpå en klynken som fra pinte spædbørn. Og der blev helt stille.
Nu var det hende, der klynkede. Som et forsinket ekko i stilheden. ”Åh Gud, jeg beder dig, fri mig fra Den Onde.”
*
”Tobias, min egen dreng!”
“Ja, far.”
”Nu skal du snart begrave mig. Herren vil ikke fortsat lukke sine ører for min bøn.”
”Ja, far. Nej far.”
”Sørg for, at jeg får en smuk begravelse.”
”Ja, far.”
”Og begrav mor ved min side.”
”Mor!”
Tobias blinkede forskrækket, men det kunne far jo ikke se, så han fortsatte ufortrødent sin lange moralprædiken, der kørte i de sædvanlige riller, idet den bevægede sig fra en dvælende beskrivelse af den snarlige begravelse til en skarp påmindelse til sønnen om at træde omhyggeligt og uden afvigelser i faderens fodspor og således lydigt fortsætte slægtens ærefulde gang på jorden, og den sluttede ganske forventeligt med en indskærpelse om endelig ikke at gifte sig med en fremmed kvinde.
”Hold dig til vor egen stamme, når du skal vælge. Det har vi altid gjort.”
Tobias nikkede.
”Og nu vi er ved det med ægteskab, så har du en kusine i Ekbatana i Medien.”
”Nå.”
”Ja, og hun skulle være køn.”
”Javel.”
”Og ugift tilmed.”
”Der er langt til Ekbatana, far, og måske er hun slet ikke så køn, som de siger.”
Tobias havde ingen lyst til at begive sig ud på en lang og usikker rejse for måske at hjemføre en kvinde under al forventning. Kusine eller ej.
Desuden havde han et godt øje til flere af pigerne i Nineve. Men far hørte ikke efter. Han havde lagt ører til nogle rygter, og nu troede han åbenbart på dem, blot fordi de passede i hans kram. Men rygter bar løgnens maske, tænkte Tobias.
”Og når du nu alligevel er på rejse, så kan du samtidig hente nogle penge, som min slægtning Gabael skylder mig.” Sluttede han og gned sig i hænderne.
”Penge? I Ekbatana?”
”Nej, i Rages.”
”Jamen …”
Det svimlede for Tobias. Rages lå endnu længere borte. Omtrent ved verdens ende, så vidt han vidste.
”Du er en frygtsom dreng.”
”Ja.”
”Men husk, at den der går med Herren intet har at frygte.”
”Det kan gerne være, far. Men jeg har aldrig gået ret langt, og jeg kender ikke vejen til Medien.”
”Jamen, så gå da ud i byen og find en mand, der kan vise dig vej.”
*
Midt ude på vejen stod en ung mand. Han så ikke en dag ældre ud end Tobias, som han ganske ugenert fikserede med et sært gennemtrængende blik. Nu smilede han, som om de var fine venner.
Det var de ikke.
”Hvem er du?”
”En israelit. Som du selv.”
Den fremmede gik hen imod ham. Lige foran ham standsede han og ville lægge en hånd på Tobias’ skulder.
”Flyt dig, du står i vejen,” sagde Tobias uvenligt. ”Og jeg har faktisk travlt.” Ordene prellede af på manden, der vedblev at klistre på det ubehageligste.
”Hvad vil du mig?” Tobias skubbede til ham.
”Ingenting. Det er dig, der vil mig noget.” En myndighed i stemmen, der passede dårligt til det ufærdige drengeansigt og den spinkle skikkelse i den lysende blå kjortel med det gule skærf.
Tobias knyttede næverne og så trodsigt på ham, men mødtes af et blik så skarpt, at det skar sig ind i ham og sendte en bølge af uro gennem kroppen. Han opdagede, at han stod og rystede, som om han frøs.
”Undskyld,” sagde den unge mand stille. ”Det var ikke meningen.”
”At … hvad?” hviskede Tobias.
”At gøre dig bange.”
”Jamen, jeg skal til Medien,” plumpede det ud af ham, og han kunne have bidt sig i tungen. Her stod han og plaprede dumt til en fremmed.
Men denne lo stille, og så nikkede han, som stod han og ventede på lige den meddelelse.
”Ja, du kan sagtens le. Men det er ikke morsomt. Jeg kender ikke engang vejen.”
”Det gør jeg.”
”Dig kender jeg jo heller ikke.”
”Sig mig, unge ven: tvivler du på Herren din Gud?” Stemmen var uvenlig nu, og dræberblikket ramte og fik Tobias til at skælve. Han stammede forvirret.
”Nej da … eller … det … det vil sige, hvis jeg skal være helt ærlig, så …”
”Det skal du ikke. Du skal blot følge mig.”
Tobias forsøgte at kalde vreden frem og le hånligt, men latteren blev stikkende i halsen, og han lignede nok snarere en, der havde ondt, end en, der kunne le sig fri.
”Nu går jeg ind og taler med din far,” afgjorde den fremmede og vendte sig om. Og Tobias hørte sig selv råbe, at det skulle han da endelig gøre, det var alligevel ham, der bestemte alt i deres hus.
”Ja, de patriarker,” sukkede den fremmede.
Så gik han ind.
Tobias blev stående en tid.
Havde han fundet en rejsefælle? Næppe.
”Hvad mener du,” bralrede Tobit op og så på den unge knægt, der stod der og blærede sig af sine kundskaber. Han var jo næppe en dag ældre end Tobias. Og skulle man lade sådan en årsunge ledsage sin dyrebare søn!!
”Sådan en hvalp!”
Jeg er ældre, end jeg lyder.”
”Og hvor kommer sådan en ældre knægt fra? Lad høre!”
”Det vil føre for vidt at udrede hele min lange anetavle for dig.”
”Ja, så kommer du ingen vegne. Og i al fald ikke til Ekbatana med min søn.”
Rafael bed sig i læben. Undertiden komplicerede Herren nu også opgaverne unødigt. Som nu den tossede ide med at sende en grønskolling ned til en gammel forbenet patriark. Men han lod sig ikke mærke med noget, knælede blot ærbødigt foran den gamle og tog hans hånd.
”Jeg er Azarja, søn af den store Ananias.”
”Det er da ikke sandt!” udbrød Tobit overvældet. For bedre herkomst kunne ingen prale af.
Nej, du har ret, tænkte Rafael, men her kommer man nok ikke langt med sandheden.
Højt sagde han, at Tobit kunne være rolig, for lagde han rejsen i Azarjas hånd, så lagde han den i Guds. Den gamle glippede med de blinde øjne og lod en tåre trille ned på englens hånd. Så løftede han sin egen og velsignede ham.