Jeg kunne springe dem over, men tager dem med, fordi de er karakteristiske folkelæsningsbøger fra tiden – i lighed med den litteratur, der undertiden kaldes “skolelærerlitteratur” og som er tænkt som et middel til almuens moralske opbyggelse.
1. C.A. Wermuth “Familien fra Aalbæk”, fra 1883 – et lille citat fra indledningen kan bruges som karakteristisk eksempel på stil og indhold: “Vi se her et Billede paa huslig Lyksalighed under fattige Kaar.” og følgende: “Jens sidder paa en Bænk i Kakkelovnskrogen med en lille Dreng paa det ene Knæ og en lille Pige paa det andet.” Den fortæller om en familie, der trods fattigdom dog lever i harmoni med sig selv og omverdenen og rigtignok også til slut belønnes for det. Noget særligt om Aalbæk hører man ikke – det er stereotype skildringer af såvel personer som miljø.
2. Svend Aage Reerslev har skrevet to bøger om livet og menneskene ved vestkysten: “Præsten i Ødemarken” ( fra 1942) og “Søen”  ( fra 1954) – jeg vil blot melde, at det var en lidelse at læse begge bøger. Det er helt flade tekster uden nuancer og dybde. Et par naturskildringer hæver sig lidt over resten. Her føler man forfatterens kærlighed til egnen.
Mange lokaliteter er kendte. Studeli mile f.eks. Her et lille uddrag fra bogen side 5)
“Bare det, at milen engang hed “Studeli” og altså var et sted, hvor bønderne græssede deres stude, mens det nu ligger hen som golde sandbanker, måtte få hjertet i et sådan landskab til at krympe sig. For ikke at tale om udslettelsen af alle de mange menneskebogliger, hvis tilsandede brønde er så godt skjult, at man kun har fundet ganske enkelte af dem frem, for atter nødtvungent at overgive dem til den grådige vandreklit.”
3. J.J.F. Friis: “Strandingskommissæren i Skagen” ( fra 1974) – den er jævnt underholdende, men har altså samme svaghed som de øvrige – er belærende og sproglig triviel.
———————-