24. december
Samme sceneri. Personerne er ligesom alle en smule forstenede, hvis man da kan være det en smule. Men det forstår vi jo godt: Fyrsten føler måske sin magt vakle, han står over for kræfter, han ikke begriber, og de to forelskede befinder sig i et urørlighedens rum ( hvori alle forelskede befinder sig), og så er der en lille Trold, der gerne vil hjem til
mor. Vi vil lytte til deres samtale:
Fanden var blevet ligbleg og temmelig febrilsk. ”Hør nu!” råbte han som fra en
synkende skude. ”Vi må glemme alt det våseri og pjat, for nu gælder det
Verdenssituationen. Og derfor: det er bydende nødvendigt, at vi får samlet
Klenodierne, så JEG og ingen anden holder dem i min hånd, når klokken slår 12,
og det gør den jo snart.”
Trolden var nødt til at være mere snu, end hans natur tillod og sagde derfor: ”Søde ven, kan det ikke vente med al det samleri?”
Fanden gloede olmt på ham: ”Søde ven!! Og vente!!! Men jeg har da aldrig hørt magen! Hvis I to ikke med den vuns ( lidt vendelbomål havde han da lært) bliver normale, så tilkalder jeg alle mine djævle ( lige nu havde han glemt, hvor få det efterhånden var), og I vil ende i det syrebad, jeg holder parat til syndere af 3 grad.”
Faust lænede sig ind mod Troldmanden og hviskede i hans øre: ”Det er nu, vi skal vise, hvor vi står.”
Og trolden sagde lidt forvirret: ”Jo, men hvor er det nu lige. …?”
Faust rystede på hovedet og hviskede hastigt: ”Vi må træde i karakter og sige højt, at vi er imod.”
”Er vi … imod … ? jamen, jeg vil altså ikke ende som fedtklump i en gryde. Det kan du ikke forlange.”
”Hellere martyrdøden end et Fandens Regimente.”
”Hør nu I to, kan I holde op med det skænderi, vi har vigtigere ting for nu.” Han pegede på Hofsnogen. ”Hvad laver den snog her?”
”Det er jo ham, der har vogtet HJERTET,” forklarede Faust. ”Ja,” føjede Trolden til, ”men nu har englen stjålet det.”
”Hvad siger du??? Det siger du ikke!!!Har det afpillede skelet igen været på spil? Hun som lå bastet og bundet.”
Faust: ”Det gør hun ikke mere.”
Fanden: ”Fandens også!”
”Lige mine ord,” sagde Faust, hvad han så mente med det. Fyrsten tog atter til orde og sagde, at nu skulle hans tro venner, som han håbede var vendt tilbage til deres onde gamle selv, holde vagt ved Snogen, mens han selv ville jage englen, og så skulle hun komme til at
fortryde, at hun nogensinde havde forladt sin himmel. I en sky af os og ondskab forsvandt Den Ondeste, og tilbage stod de to elskende og en lille troldunge, der netop nu og for resten også før fortrød, at han havde lånt sin hvide tryllepind til englen.
De to gamle forsvandt i en øm omfavnelse, og Troldepus så sit snit til at smutte hjem til mor i højen. Om det lykkedes for ham får vi aldrig at vide. Hans rolle i vores historie er imidlertid udspillet.
”Hvorfor sagde du til ham, at englen havde stjålet HJERTET?” spurgte Trolden, og Faust svarede, at det var for at få ham væk. ”Og for resten,” lagde han til, ”så må vi nu lade vore julehjerter stå på stand by. Og i stedet bruge vor kolde fornuft, for så snart han fanger englen og opdager vores bedrag, så er spillet ude.”
”Men hvad skal vi da gøre? ”brummede Troldebamsen ulykkeligt. ”Det er jo d. 24 i dag, og vi er med i en julekalender, og sådan nogen tingester slutter altid d.24 – kort sagt: enden er nær.”
De begyndte uden særlig tro på, at heldet var med dem, at gennemrode snogens kofte. HJERTET var og blev borte.
De så på hinanden, og Faust sukkede: ”Om få timer slår Apokalypsen sine flammevinger ud og forvandler alt godt til aske.”
”Hvad skal vi gøre?” gentog Trolden og begyndte at bide kløer.
”Ingenting,” sukkede Faust. ”Vores tid er forbi.”
”Lige som den skulle til at begynde.” De græd lidt i hinandens arme, men det kunne jo fedt hjælpe. Tabt var tabt, og de var så fortabte som aldrig før.
Men da hørte de støj i gangen og fór med hinanden i hænderne langt ind i mørket, hvorfra de så de tre venners entre i rummet. De unge standsede brat op lige foran Hofsnogen, der stadig lå og snorkede.
”Føj for Den Lede!” bandede Tom. ”Det er ham, Snogen. Død, tror jeg.”
”Og Lise?”
”Gud i Himlen! Han ligger oven på hende”, gøs Jerry og lukkede øjnene.
Svend spærrede sine op, så bøjede han sig over de to besvimede og halede pigen fri. Straks begyndte han at give hende kunstigt åndedræt. Og langsomt kom hun til bevidsthed. ”Hvor er jeg?” Hun fik øje på Hofsnoen og for ind i favnen på Svend, der slog armene om hende. ”Åh, nej, nu husker jeg.”
”Bare rolig, han sover tungt.” Svend trykkede hende ind til sig og glattede kejtet hendes hår. ”Sig os, om du har HJERTET,” spurgte han bange.
”Det tror jeg ikke, eller … hvordan var det nu ?… åh nej , det er jo ham, Snogen der, som har det.”
Endnu engang blev Snogens lommer endevendt og endnu engang uden resultat.
”Det forstår jeg ikke. Åh jo for resten, lige før jeg faldt i søvn, var englen her. Usynlig godt nok, men det var hende.”
”Ja sikkert, for vi sendte hende herned for at finde dig.”
”Og hun fandt mig, men vent lige: åh jo, her var også en buk.”
”En buk, hvad lavede en buk her???”
”Det er jo jul. Det var vel en julebuk. Men fæl så han ud, og fæl var han.” Hun gøs.
”Hvad nu, hvis han har taget HJERTET,” hviskede Svend og så usikkert på hende.
”Så kommer det an på, om han er på vores eller deres side,” sagde Tom. “For det ved vi vel ikke?”
”Det er jeg bange for, vi gør. Han virkede smadderlumsk,” sagde Lise.
”Måske kan vi endnu nå at gøre noget,” sagde Svend uden overbevisning.
”Vel ka’ vi ej,” kom det da også straks fra de andre, men i det samme hørtes en let støj, og Troldmanden og Faust dukkede ud af mørket.
”Vel ka’ I så!” sagde de.
”Jamen, I to!!! hvad mener I med det??” Udbrød vennerne og i munden på hinanden.
”Ja, hvad mener vi i grunden,” sagde Trolden og så tankefuld ud, men Faust fortsatte med fast stemme, mens han favnede den lille flok med sine kloge øjne. “I står ikke alene. Det er bare det, jeg vil sige.”
”Så vidt jeg ved, så I hører begge til på det andet parti,” sagde Svend med hævede bryn og rynket pande.
”Hører til og hører til,” brummede Trolden. “Ja, men vi hører til. Engang var det på det ene parti, og nu er det så på det andet parti. Man har vel et standpunkt til man ta’r et nyt,” føjede Faust til. Mere nåede han ikke at sige, før svovlugten fra en vis person sivede gennem den i forvejen forurenede luft og fik dem til at hoste slemt. Og så lige med ét stod Fanden, eller Mefistoles, som Faust plejede at kalde ham, da de var perlevenner, i hele sin diktatoriske vælde midt i rummet og forsøgte at fylde hvert eneste atom med Den totale Ondskab.
”Overgiver I jer med Det Gode, eller med Det Onde? Ha ha ha … Ja, for netop i dag, hvor min triumf bliver total, vil jeg åbne en lille bitte sprække og skåne mine små og ubetydelige fjenders liv, hvis I ellers kan samarbejde.”
”Du har ikke vundet endnu,” kom det skarpt fra Lise, ”for du har ikke HJERTET.”
”Nå, og hvem har det så?” For første gang så Fanden en smule spekulativ ud.
”Ja, det kan vi vist begge to gætte, mon ikke!” Svarede hun uden nogen form for glæde. Og hun havde også at glæde sig over. For det var jo klart, at hun lige som du og jeg for længst havde regnet ud, hvor HJERTET  befandt sig: nemlig indfiltret i Julebukkens lange skæg.
Og nu kom han trampende i egen person – ja, akkurat som sit forbillede “Den store Bukkebruse” bralrede han lige ind i det dunkle kælderrum, og forpustet stillede han sig foran Fanden og lo ham med sin vanlige frimodighed lige op i hans åbne ansigt.
”Nå, det havde du nok ikke regnet med, din gamle satan!” triumferede han.
”Jo vist. Jeg vidste nok, det var dig,” sagde Fanden og forsøgte at smile venligt til det store prustende Juledyr.
”Men sikker kunne du jo ikke være, vel?” dundrede Bukken og forsøgte at ligne Dyret i Åbenbaringen. Og vist gjorde det indtryk. Fanden mistede en stor procentdel af sin selvsikkerhed og begyndte sågar at undskylde sig: “Jeg har jo ikke set dig så
længe. Hvad skulle jeg tro?” og Juledyret svarede: ”Nej, du har det med at
glemme dine venner.” Hvad han så mente med det.
Den Onde rettede sig op og forsøgte at nedstirre Dyret, mens han brølede: ”Om få minutter slår klokken 12, så du kommer virkelig i sidste øjeblik – fly mig nu straks og uden tøven HJERTET!” og Bukken bukkede sig fornøjet og nød øjeblikkets magiske magt –
så filtrede han Klenodiet fri og holdt det op i den belumrede luft, hvor det skinnede, så alles øjne blændedes.
”Kast de andre Klenodier til mig,” befalede Bukken, ”så får du HJERTET!”
”Du må være sindssyg,” Den Ledeste fnøs, så snottet stod i kaskader omkring ham, og Julebukken måtte tørre sig med skægget, før han tog et skridt frem og næsten rørte ved Fanden.
“Så,” sagde han, “så kom vi så vidt.” Han skrabede lidt med forbenene og fik et par tudser op under hovene og måtte ryste dem rene, før han i en stilhed, hvor alle holdt vejret, forsigtigt lagde Klenodiet i en af dem og igen rakte det op i lyset.
Fanden åbnede sin klo, hvori de to andre Klenodier lå og funklede. ”TAK gamle ven! Jeg vidste, du var mig tro. Ræk mig nu blot din hov, og jeg skal lade dig føle suset før alle andre – lad os lægge vore to hænder sammen i en fælles besværgelse af Det Gode!”
Bukken lo en underlig latter, så stak han sin hov, hvori HJERTET lå og bankede og lyste, helt hen til Fanden, og deres to “hænder” mødtes, men kun et sekund, for netop som Bukken gjorde mine til at lægge HJERTET ved siden af ANKERET og KORSET, kom den anden hov op som et lyn og snuppede alle tre KLENODIER og kastede dem hen til Svend, der gudskelov havde nærværelse nok til at gribe dem og samle dem i sin hånd.
Besværgende holdt han dem over sit hoved, og i det samme slog midnatsklokken. Fanden var allerede på vej frem mod drengen, men lige med et stivnede han og stod som en saltstøtte foran dem, derefter lød der en underlig syden, og støtten smeltede ned og blev til en stinkende mudderpøl.
I samme øjeblik stod der en engel og lyste midt i herligheden, mens hun lo sin klokkelatter.
”Det kan man da kalde bad timing!” lo hun, ”jeg var så sikker på, at jeg nåede frem i tide.”
”Men det gjorde du jo også,” sagde Svend glad.
”Gjorde jeg det? Men så hit med sagerne, de er faktisk mine!”
”Sludder! De ligger i den rigtige lomme, men mon ikke vi alle sammen trænger til at komme hjem. Og holde en forsinket juleaften.”
I en snakkende og leende flok myldrede de ud af det Helvede, der nu ( i al fald for en tid) havde mistet al magten og æren.
S L U T
Her slutter den lille julespøg. Og Marianne, som I ser et billede af herunder – med en anden frisure ganske vist, men dog visselig den samme og med barnesindet i behold, siger jer tak, fordi I ville følge med hele den lange vej.