Tre slukørede unge fyre sidder i Århus Arrest, og de har ikke fundet skyggen af et klenodie endnu, og tiden tikker, og det går aldrig godt.
Svend rejste sig og begyndte at gå de ti skridt frem og tilbage, der var plads til. Der var halvmørkt i cellen og de to andre kunne mere høre ham end se ham. Til sidst blev det for meget med vennens hvileløse tramperi, og Tom sprang op og spærrede vejen for ham og gjorde ham opmærksom på, at den der forbandede Christian d. 2 leg gik ham på nerverne.
“Noget så grusomt, og jeg gider ikke se på dig.”
Svend satte sig og gloede surt på vennerne.
”De siger, vi slipper fri, så snart vi fortæller, hvad vi skulle med den båd”, sagde han, og det har vi fortalt 117 gange, men de bliver alligevel ved at fable om, at vi er med i en skide narkobande.”
”Det er din egen skyld, du fortalte dem, at vi var på vej mod Hjelm.”
”Men det var vi jo. Og jeg kunne da ikke vide noget om de narkobanditter på Hjelm, vel?”
”Nu er det hele i al fald revnende lige meget, og her sidder vi, mens jorden går under.”
I det samme blev cellens vægge selvlysende. ”Den går ikke under, så længe jeg er i live!” lød det triumferende, og lyset samledes i en lille, smuk engel. Hendes hele ansigt udstrålede triumf.
”I har jo mig!”
Svend gik et skridt frem mod hende og sagde: ”Hvor har du været? Du ville være en skytsengel, og så lader du os i stikken!”
”Jeg er da lige her!”
”Ja, men nu er det for sent.”
”Vel er det ej. Jeg kastede et blik på jeres fangevogter, og han ser helt igennem fredelig ud. Ham ordner jeg.”
“Hvordan ordner?” spurgte Svend med bange anelser og tog hende i hånden.
”Det rager ikke dig,” afskar hun ham.
”Du er en pæn og ordentlig pige, er du ikke?” fremstammede han, og hun lo højt og perlende: ”Det kan du selv være,” sagde hun.
”Det ka’ jeg i hvert fald ikke!”
”Det ka’ jeg i hvert fald heller ikke!”
Tom stillede sig imellem dem og skubbede dem fra hinanden og sagde, at nu måtte de ikke skændes. Det var der slet ikke tid til.
I samme øjeblik skraslede det i låsen, døren blev åbnet, og vogteren kom ind og blev forbavset stående i døråbningen, mens han gloede på engelen, der havde slukket sit lys, men alligevel bevaret en enkelt gnist eller to.
”Du var her ikke lige før! Hvor kommer du fra?”
”Hun … hun …” begyndte Svend, men englen afbrød ham vredt.
”Tak, jeg kan tale for mig selv.”
Hun gik hen og tog vogteren i hånden og så indtrængende på ham. Han rødmede dybere end man skulle tro, han var i stand til, og også Svend blev gloende rød i kinderne, han vaklede et par skridt frem for at trække englen til sig, men de to venner var ligeså hurtige,
og det blev dem, der trak, nemlig i Svend, som de holdt så fast som i en skruestik.
”Du vover at blande dig,” hvæsede Jerry, ”eller vil du blive siddende i det her forbandede hul til juleaften.”
”Nu kan De bare spørge mig ud, hr. bøddel. Jeg er villig til alt. Og jeg er aldrig før blevet forhørt.” Hun lagde sine bløde arme om hans hals og kyssede hans kind.
”Du har det vist ikke godt, min tøs.” Vogteren vred sig forlegen.
”Nej hr. bøddel, men vil De ikke nok hjælpe mig?”
”Hold dog op med at kalde mig bøddel!”
”De kaldte mig tøs!”
”Ja, det plejer jo ikke lige at være engle, vi burer inde.”
”Nåhhh … de er såmænd så vant til det.”
”Nu går vi to ud, så du kan komme af den der fjerdragt, den må være morderlig irriterende at slæbe rundt med.”
”Mere end De gør dem begreb om, hr. bøddel. Men vil De ikke hjælpe mig med at få den af.”
Uden et ord og trods Svends vrede tilråb trak han englen med sig ud og låste døren efter sig.
Tom og Jerry slap deres tag i Svend, og han sank om på gulvet – det var ikke til at se, om han græd, men jeg tror det.
Særlig længe varede det dog ikke, før lyset atter strålede i cellen om kap med englens lysende øjne.
”Nå,” det var det.”
Svend rejste sig og stod helt stiv foran hende.
”Jeg vil ikke høre om det,” sagde han med en halvgrødet stemme.
”Det må du selv om, men som du ser, beholdt jeg mine vinger, og englestøvet sidder der endnu.” Hun baskede med vingerne og stjernedrysset dryssede ud over cellens mørke gulv, hvor det lagde sig i et smukt funklende mønster. Så kastede hun nøglen hen til Svend, der tog sig sammen og fik åbnet cellens dør.
En halv time senere ser vi de fire igen og nu i en bil. Englen sidder ved rattet, Svend ved siden af hende, og bag i bilen har vi de to venner.
”Var det ikke fedt, at jeg stjal betjentens nøgler! Og at vi fandt hans bil.” Hun satte farten en smule op.
”Kunne du ikke sætte farten bare en smule ned! ”kom det indtrængende fra Svend, og vennerne var ikke sene til at slutte sig til hans bøn. Det her endte for pokker da galt, hun kørte jo som en jetjager flyver.
”Ihhhh … det her er meget sjovere end at flyve,” hvinede hun og trådte speederen helt i bund. ”Og jeg elsker fart.”
”Det gør vi andre også, men ikke den her djævlefart – det passer sig slet ikke for en engel, og vi skulle jo gerne komme levende til Jernhatten,” sagde Svend og lagde forsigtigt en hånd på hendes arm.
”Du kan da bare overtage rattet,” sagde hun stødt. Nej, det kunne han bare ikke, sagde han, for han havde ikke kørekort, og det havde de andre heller ikke.
”Det har jeg da heller ikke!”
”Det beroliger os ikke ligefrem.”
Som I vist kan regne ud, varede det ikke længe, før de ankom til Jernhatten. De satte bilen på parkeringspladsen lige før det store hvide hus, hvis græsplæne skrånede lige ned til havet. Ved stranden lå et bådehus og heldigt nok en jolle, som var trukket op på det lille stenrev, der dækkede stranden.