Vi bliver hængende derude i det store, uendelige verdensrum. Og se, om vi ikke netop her på dette lidet befærdede og af mælkevejen gennemskårne sted møder Den gamle Julemand fordybet i en samtale med Den gode Fe ( I kender hende fra Tornerose, men vi mødte hende faktisk også tidligere i fortællingen.) Det havde I nok ikke ventet, for det er næppe deres normale biotop, men nu er de der altså. Og i stedet for at undres, vil vi lytte  til den interessante dialog, der udspiller sig mellem de to.
”Jeg kan ikke li’ den engel. Den virker lumsk, synes jeg.” Julemanden trak sig selv i skægget, men det hjalp ingenting, det forværrede kun hans forpinte udtryk, som ikke veg fra hans rare, rynkede ansigt.
Men Den Gode Fe flagrede lidt rundt om ham for at adsprede og opmuntre ham, hvilket imidlertid kun yderligere forvirrede ham. Men så pludselig svævede hun lige ind i hans arme, som lukkede sig om hende. Og sådan stod de en stund tæt omslyngede, og Julemanden mærkede, hvordan hans dunkende hjerte langsomt faldt til ro.
”Nu må du ikke være så ængstelig. Engle er pålidelige af natur. Jeg har ofte arbejdet sammen med dem, ja, vi er endda langt ude i familie.”
”Jo, men hende her, jeg ved ikke, hvor naturlig hun er, og hun virker som en forvirret pubertetsengel. Man ved aldrig, hvor man har hende.”
”Engle er engle,” sagde Feen med eftertryk på hver stavelse.
”Det er jeg slet ikke enig med dig i. Du glemmer alle de faldne engle.”
”Åh ja, men sagde du ikke, at hun kom fra Paradiset? De faldne faldt for mange år siden og har slet ikke siden haft adgang til Den Dejlige Have”, hvor roser står i flor.”
”Du skulle have hørt hende.”
”Men hvorfor i himlens navn gav du hende så opgaven?”
”Jeg ved det ikke … måske var det hendes … hvad hedder det nu?”
”Charme,” foreslog Feen.
”Ja, sikkert,” sagde Den gamle Julemand. ”Og du husker jo nok Bukkens plan med at sende en kærlighedsengel ned til drengen, så han bliver så fortumlet af kærlighed, at han tør alting og uden den mindste tøven vil drage ud i verden og frelse menneskene fra den livsrodsbetændelse, der opæder deres sjæle, så de til slut går helt op den materielle verden og glemmer alt om den åndelige.”
”Ja, der fik du det sandelig skåret ud i pap.”
”Det er jeg nødt til. Det er mit ansvar, og jeg må afværge Satans lumske anslag, inden juleaften. Men det forstår du vel?” Julemanden gjorde sig lempeligt fri af hendes omklamring og tog hende i stedet i hånden. En tid gik de tavse på den øde mælkevej, men pludselig vendte han sig om mod hende og sagde:
”Ved du, at Satan allerede er begyndt at tale om Verdenssamfundet og Den totale Globalisering? Du forstår jo nok, at vi må og skal vi finde De stjålne Tegn. Men du ved sikkert også, at vejen går direkte gennem Ondskabens Akse, og at ingen dødelige hidtil har vovet at betræde den. Vi må kort sagt fylde drengen med vovemod.”
Hun nikkede, så kyssede hun Den gamle Mand på kinden, mens en tåre trillede ned af hendes egen. Pludselig lyste hun op.
”Jeg har det,” sagde hun.
”Hvad?”
”Jeg kan vise mig for ham i drømme. Og her kan jeg forklare ham, hvordan det hænger sammen og overbevise ham om, hvor vigtig hans rolle er.”
”Kan du virkelig?”
”Ja. Det har jeg gjort før.”
”Har du?”
”Ja, f.eks. i Pinnochio, for nu lige at nævne en klassiker. Og i Peter Pan.”
”Peter Pan!!! Pinnochio!!! Bliv dog voksen!!!”
”Og det siger du?!!! Er det ikke netop børnenes verden, de voksne er i færd med at glemme. Er det ikke uskylden, der er ved at gå tabt, fordi menneskene har glemt det barnlige og skiftet det ud med det barnagtige?”
”Der fangede du mig. Jo, du har nok ret: Vi er alle en smule forgiftede.”
”Ja, vi har alle en dråbe eller to af den gift, og det har gjort os ude at stand til at afværge ondskaben. Og netop derfor må vi sætte vor lid til drengen.”