Jeg tror, at Ole Stjernø er fra Skagen, måske endda Skagen Landsogn, for min far kendte ham, da de begge var unge, men igen må jeg beklage, at jeg ikke var lydhør, når far fortalte om sin ungdom. Jeg kan dog huske, at han omtalte digteren som sin ven. Men nogen stor digter var Stjernø jo ikke, og han har, så vidt jeg ved, kun udgivet to digtsamlinger, begge på Gyldendal: Lyrisk Mosaïk i 1922 og Raabjerg Mile”  i 1923. Jeg vil citere to af digtene, som begge foregår i egnen omkring Skagen. Det første fortæller om bøndernes vilkår i sandflugtens tid:
Jeg dyrket min Ager paa Fædres Vis,/ skønt Føden gav den vel næppe;/ men lidt faldt der af ved Vrag og Forlis/ af Tømmer og sligt til en billig Pris. -/ Jeg klared mig da med Ko og med Gris/ paa en simpel Lod til en Skæppe.
Jeg vidste som Barn, at det tidt holdt haardt,/ naar Kampen stod paa med Sandet;/ og altid kom Folkene slemt tilkort,/ – for det kunde Præsten ej mane bort;/ og led han som vi, den selvsamme Tort:/ at faa Mulden med Sandmilen blandet. –
Min Fader var Mand paa en større Gaard/ end den, jeg nu kalder min egen;/ thi Sandflugten trængte os Aar for Aar,/ dets fygende Magt ved Vinter og Vaar/ knap skaaned det lidet, hvorpaa jeg staar/ og ser mig omkring forlegen. –
Og Gaarden, jeg arved i velholdt Stand,/ den flytted jeg et Par Gange; -/ det spøged omkring den med Flyvesand,/ og kendte ej Muren til Tidens Tand; – jeg fik at kende Naturens Ran/ i de Aar, der gjorde mig bange!
Jeg dyrked min Ager paa Fædres Vis,/ skønt bedre er den vel næppe;/ saa hjælper jeg til ved Vrag og Forlis,/ og bjærger lidt Træ til en billig Pris, -/ men holder mig ellers til Ko og Gris/ paa min simple Lod til en Skæppe.
Både i Skagen by og i Landsognet træffer man undertiden temmelig mørklødede indbyggere, og det er ikke så mærkeligt, for i fortiden forliste mange skibe fra fjerne egne ved Skagen, og de reddede sømænd kunne ind imellem også redde sig en Skagenpiges hjerte. Det kunne der komme børn ud af. Romanen: Den amerikansk Sømand af Karsten Lund fortæller om en sådan historie, dog ikke lige just en kærlighedsroman, men den handler ikke desto mindre om en strandet sømand og det, der kommer ud af mandens møde med en Skagenspige. Og også Ole Stjernø har et digt med det tema, skønt det her er et rigtigt kærlighedsmøde.:
“Fremmed Blod” hedder digtet og lyder:

Det hed sig, min Far var en spansk Kaptajn,/ der stranded en Nat under Kysten./ Hans Skib med dets Last var for denne Egn/ en Rigdom, der lønnede Dysten. / Men Tabet var stort for min Fader.
Blandt dem, der tog Syn paa det sjældne Vrag,/ var ogsaa min Moder som Pige;-/ men ret som det gik: i den sene Dag/ sad hun hos Kaptajnen bag Dige./ Men Blodet var varmt hos min Moder.
Og Solen stod rød nær det stolte Hav/ og lo af den skumrende Tanke,/ da Frieren Kysset min Moder gav/ og strøg hendes guldgule Manke/ – Men Elskov var ny for min Moder.
Skønt Klitten var skummel ved Nattetid,/ især naar det lakked mod Høsten,-/ hans Arm var som skabt til at blunde i/ og vaagne med Dagen i Østen!/ – Men Søvnen var sød for min Moder.
Den spanske Kaptajn var en ærlig Mand,/ han mente det godt med sin Pige,/ saa bad han min Moder se Tiden an,/ – og bad hende intet at sige!/ – Men Kysset var nok for min Moder.
Den Dag i November, Kaptajnen drog/ mod Syd til de hjemlige Strand,/ sad Moder og græd i en ensom Krog/ med Haand over Øjne og Pande./ – Men Tiden var ond for min Moder.
Hun vented i Angst paa sin spanske Ven/ den Vinter i Skam for sin Brøde/ til Foraaret kom med sit Liv igen./ Som det stod hun ogsaa i Grøde. – / Men Solen var slukt for min Moder.
Hun søgte til Klitten, saa tung hun var,/ den ensomme, grædende Pige;/ dog elsked hun hæftigt det Liv, hun bar,/ og kunde det slet ikke svige./ Men Klitten var Fred for min Moder.
Da Veerne kom til beregnet Tid,/ – saa har jeg mig ladet fortælle, -/ da slæbte sig Moder til Diget hid./ Jeg blev som en Fisk til at sprælle. /- Men Fødslen var let for min Moder.
Og hændte det sig, at vi hvilte en Stund/ bag Diget, dengang jeg blev større, – / da hørte jeg det af min Moders Mund/ til Læberne hendes blev tørre./ -Thi ingen fik Kys af min Moder.
Da Veerne kom til mit øde Hi,/ stod h a n for min søgende Tanke;/ h a n s F a v n var den Seng, som jeg fødte i,/ d i n  F a r  med den glinsende Manke./ Men Mindet var Trøst for min Moder.
Og ventede Moder i trange Aar,/ – den Brudgom kom ikke tilbage./ Men aldrig det lægtes, det Hjærtesaar,/ selv ind i de lysere Dage. / – Thi Kysset blev Lov for min Moder.
– Den spanske Kaptajn blev et Sagn her i Nord./ Jeg selv er en fremmedfødt Kvinde./ Som Brud stred hun Livet, min trofaste Mor,/ i Kraft af et dyrekøbt Minde!/ – Men Mindet er smukt for min Moder.