Kun fordi jeg læste bøgerne lige efter hinanden, optræder de sammen i dette lille indlæg. Der er mange mile mellem dem indholdsmæssigt. Den ene er en digtsamling og den anden en roman. De er dog fælles om Skagen som omdrejningspunkt.
Wivels digte kredser om natur og mennesker i denne besynderlige afkrog af verden, der i det mindste i et par menneskealdre kravlede ud af krogen og blev centrum for kunst og kultur. Jeg vil præsentere Wivels digtsamling: Til de fattige præster med to små digte, smukke og stemningsfulde:  Brændevin – Stille morgen.
Brændevin: Først porse og enebær/ som skiftede farver/ fra grøn til gul/ og gul til brun/ mens vi blev røde i ørerne/ og stemmerne stærkere/ og hyben kom til/ med roser og torne/ og malurt, vissengrøn/ som slog tænderne ud/ og valnød, rembrandtbrun,/ kurs mod gulvet./ Endelig slåen, rubinrød/ som elskov er./ I flaskernes timeglas/ med hver sin slanke eller/ skæve krop, sit kluk/ og sine historier/ synker/ væskestanden som rusen/ stiger./ Urter samlet i hederne,/ frugter plukket den/ lange sommerdag/ og senere/ i oktobersol/ og nattefrost/ under stjernerne./ Glasset blev tømt og stillet bort./ Stemmerne tav.
Stille morgen: Solen er rullet som en kugle hen/ for enden af Sct.Laurentiivej./ Husene gløder, træerne/ bærer tunger af ild/ på de friske blade./ Alliker skriger og stiger/ sorte imod den røde himmel,/ mågerne kommer ind fra havet/ hastige, tavse/ på flammende vinger./ Duggen tørrer i græsset./ Om lidt er skolebørn på vej/ med en ufortjent glorie hver/ om det lyse hår.
Henrik Venzel skrev sin historiske roman “Dødemandsbjerget” i 2009, og den er udgivet på Politikens Forlag. Handlingen er henlagt til første del af 1800 tallet, og romanen krydsklipper mellem de to hovedpersoner: Den fattige fiskerdatter, Marie, og negerslaven Jan. Den sidstnævnte person er plukket lige ud af Skagen Historie – han levede virkelig i byen i mange år, blev foræret til byfoged Lund af en taknemmelig skibbrudden som tak  for redning, og ifølge overleveringen er det denne stærke slave, der har skabt den lille oase, midt i Skagen, en plantage midt i sandet. I alle erindringer fra 1800tallet sidste halvdel kan man læse om dette lille vidunder.
Jeg vil gerne anbefale romanen til alle, der kan lide at læse en velfortalt historie. Den bygger helt tydeligt ikke bare på overleverede fortællinger, men også på meget grundige studier af livet i og omkring Skagen på den tid, der ligger lige inden alt ændrede sig: inden, byen blev interessant og mondæn og ny fangstmetoder og bedre skibe ændre fiskernes vilkår fra et slidsomt liv i fattigdom til en tålelig tilværelse. Ja, for mange betød udviklingen ligefrem velstand.
Jeg ved jo ikke, hvordan byfoged Lund egentlig var, men i romanen får man en meget fin skildring af ikke blot ham, men af alle personerne. De har dybde og karakter. Det er alle måder en smuk og underholdende bog.