Jeg har i flere år haft lyst til at skrive en bog om Kresten Kold. Han var nemlig ikke spor kold, men fuld af varme ideer. Mange af hans skoletanker hører selvfølgelig til i en anden tid, for han levede i 1800 tallet, og det var der, han drømte om og virkede for en ny skole – træt som han var af Den sorte Skole, der var eneste svar på ingenting dengang. Men kernen i hans ideer er uopslidelig.
Kold arbejdede for en skole, hvor fantasien og drømmen og glæden og begejstringen skulle være de drivkræfter, der bar barnet frem til en stadig større oplevelse af verden og af sit eget rige indre.
En skole, hvor alt ikke skulle måles på tom udenadslære, en skole, hvor man ikke måtte sætte børn i en bås, hvor de kunne stå og lade deres store paratviden sprøjte som skidt fra en spædekalv, mens læreren holdt dem op mod de andre børn ( læs sunde børn) , der hellere ville lege end lære udenad.
Man stiller stadig børn i båse, som burde være forbeholdt høveder og andre fæhoveder.
Ja, det var sådanne tanker, Kold arbejdede med, og det lykkedes ham i vidt omfang at overbevise samfundet om, at børn voksede bedst og til bedre mennesker i glæde end under tvang. Og han omformede skolen til et sted,  hvor de gik af lyst. Sådan blev efterskolerne til.
I dag er det igen karaktererne og den store paratviden, der er i højsædet, og det er det parameter, man måler børn og skoler på. De skoler, der scorer de højeste tal, er de bedste, påstår man, og så skal folk tro, at de kan finde en god skole til deres børn ved at se på nogle tal. Hvor er det hamrende dumt!
Jeg skriver nok aldrig den bog om Kold. Men det burde skrives. Så jeg håber, en eller anden gør det.
Men for nogle år siden skrev jeg en lille klumme til avisen, som fortæller lidt om min egen historie i en skole, der ikke lige havde fattet Kolds tanker. Den kommer herunder:
KLUMME SOM ER FLERE ÅR GAMMEL, MEN DESVÆRRE STADIG AKTUEL.
”De må jo forstå, at vi har taget hele to tests. Vi er slet ikke i tvivl. De har et
venligt barn, Hr. Magnus Hesselholt, men hun er nu en gang slet ikke bogligt begavet.” Sådan omtrent faldt ordene den dag i 1952, da en alvorlig skoleinspektør bragte min far meddelelsen om, at hans niårige datter var en fiasko, i al fald hvad skolen angik. Nu var jeg så heldig at have en far, der kendte sine børn godt og vidste, at de såmænd var meget normale. Lidt dovne måske. Og temmelig ordblinde. Det sidste var han nemlig selv.
Han gik altså i brechen for sin unge, og det endte da også med, at
jeg i stedet for uhjælpeligt at havne i hjælpeklassen blev gelejdet ind på et
hold for ordblinde børn. Men etiketten ikke egnet blev hængende i alle de år, jeg gik på skolen. Og denne ville ikke indstille mig til gymnasiet, så far måtte punge ud til en dyr kostskole. Her klarede jeg dog gymnasiet fint og tog da også senere mine universitetseksaminer til tiden.
Men andre børn var ikke så heldige at have en far som min, og det er ikke godt at vide, hvad der blev af dem. Mange blev selvfølgelig fejlanbragte. Og det på grund af nogle prøver, som de voksne troede så blindt på, at de slet ikke kunne se børnene bag tallene.
I denne tid læser og hører jeg med stor undren om de nyeste tiltag inden for folkeskoleundervisningen.
Det drejer sig, så vidt jeg kan bedømme, om forordninger, der med ét hug vil
føre skolen tilbage til tiden før Grundtvig og Kresten Kold og nedbryde de fremskridt, der har gjort den danske skole så unik.
”Vi må skabe en stærkere evalueringskultur i folkeskolen,” hørte jeg forleden
Bertel Haarder sige. Og derfor skal der indføres flere tests af børnenes paratviden, mener han. Ja virkelig: så kan man tidligere sortere (læs: fejlsortere) børnene i forskellige grupper, så man kan skelne mellem dem, der er noget værd, og dem der er værdiløse. Og systemet kan tage sine forholdsregler, så de dummeste smukt dumper derned, hvor de hører hjemme, og de klogeste når den top, hvorfra markedskræfternes frie spil udfolder sig aller friest. Uligheden vil dermed vokse, det er jo klart, men det er skam et godt tegn, det har vi selveste landets socialministers ord for. Ulighed skaber nemlig dynamik, siger hun. Og det er sikkert sandt nok, og den materielle velstand vil måske nok vokse. Men jeg tror ikke på, at tingenes
trivsel er det største gode i samfundet. Det er menneskers trivsel, vi skal tænke på, ikke hårtørerenes og bilernes og deodoranternes og cyklernes og gummiskoenes og salgstallenes og alle de andres tal.
Og der er mange, der vil blive tabere i det spil. Og så giver jeg for resten pokker i en dynamik, der lægger dynamit under de svageste.
Jeg mener ikke, at skolebørn først og fremmest skal vurderes på, hvor megen
paratviden, de har fået indterpet. Terperi og tom udenadslære hører Den sorte Skole til, og jeg kan ikke for alvor tro, at Grundtvig og Kold har levet
forgæves! Nej, vi bør vurdere børnene på helt andre evner: f.eks. hvor
ordentligt, de forstår at opføre sig over for hinanden, hvor rare børn de er,
hvor gode de er til at lytte, både til læreren og til hinanden, og hvor ivrige
og interesserede de er i det, de laver og i der foregår omkring dem. Alt sammen egenskaber, man ikke kan måle i en test.
Selvfølgelig skal børnene også hen ad vejen tilegne sig færdigheder af faglig karakter, men det er efter min mening en forkert vej, man går i øjeblikket. Og muligvis kommer man ikke uden om evaluering af voksne menneskers viden, når de studerer.
Men man bør ikke teste børn på den måde og slet ikke stemple dem med tal. Det er for primitivt.